
Ny Ford Mustang vises frem i Paris

Den er ærkeamerikansk og så alligevel ikke helt så amerikansk, som den var engang. I lange stræk er den nye Ford Mustang ganske vist tro mod sin 50-årige lange historie, men der er sket noget med det amerikanske ikon. Den er blevet mere sofistikeret, mere raffineret og mere europæisk. Og nu vises den færdige produktionsmodel for første gang for et europæisk publikum. Det sker under Paris Motorshow 2014.
Den nye Ford Mustang, som kommer til Danmark i sommeren 2015, er den første, globale Ford Mustang, Ford har produceret. Hvor tidligere generationer af Mustang udelukkende blev produceret med blik for det amerikanske hjemmemarked, er Ford nu gået all-in og har produceret en sportsvogn med bredere appeal – uden at vende ryggen til Mustangs legendariske, amerikanske historie.
Det kommer måske allertydeligst til udtryk under den karakteristiske, lange kølerhjelm, hvor den klassiske, dybt brummende V8’er ikke længere er ene om at regere. Den har fået selskab af et mindre, højteknologisk alternativ i form af en 2,3 liters EcoBoost-motor, som med hjælp fra variabel ventilstyring, turbo og direkte benzinindsprøjtning sparker 434 Nm og 314 heste ned i de 19” brede baghjul. Hvis brændstoføkonomien ikke har topprioritet, leverer V8’eren en dybere lyd og hele 418 hk. Med 2,3 liters EcoBoost er der mulighed for at vælge automatgearkasse med gearskifte på rattet.
En tur i enten convertible- eller fastback-udgaven vil også afsløre, at Fords ingeniører har pillet ved både undervogn og affjedring, hvilket giver en mere direkte styre- og køreoplevelse, ligesom den fastere afstivning og brug af letvægtsmaterialer også har beredt vejen for kraftigere bremser bag de brede aluminiumsfælge. Dermed tilgodeser Ford europæiske bilisters præference for stabilitet og en mere direkte køreoplevelse, når det går stærkt ud ad motorvejen eller når Mustangen skal skære gennem landevejens mange sving.
Lidt bredere, lidt lavere, med kort hæk og en lang front, der afsluttes i en næsten glubsk haj-snude, signalerer umiskendeligt Mustang – helt i tråd med traditionen. Men indenfor, i de formstøbte sportssæder, er det en moderne, næsten cockpitagtig, fornemmelse, der tager over. Instrumenterne er store og i flugt med førerens visuelle vinkel, ligesom knapper og kontakter er organiseret i et logisk, ergonomisk mønster. Takket været den øgede bredde og det nye baghjulsophæng og -affjedring, er der blevet mere kabineplads til passagerer. Baggagerummet rummer hvad der svarer til to golftasker.
Taget i convertible-udgaven består af et kraftigt, flerlags, isolerende stofmateriale, som dels fremtræder elegant og formfuldendt og dels sikrer mindst mulig støj i kabinen.
Smarte teknologier
At der er tale om en moderne sportsvogn understreges af paletten af teknologier, der understøtter køreoplevelsen, formidler informationer til føreren og giver muligheder for at styre alt fra navigation og klima over musik til mobiltelefoni ved hjælp af simple stemmekommandoer.
Når kørslen skal være sporty, er der mulighed for, ved et enkelt tryk på en knap, at justere både styring, motorrespons, gear og det elektroniske stabilitetsprogram (ESP), så Mustang bliver strammet op til sjov gennem landevejens kurver eller på den lukkede bane. Selectable Drive Modes gør det med andre ord muligt, at få lige netop den Mustang, man gerne vil have, på bestemte tidspunkter, til bestemte forhold.
Den nye Mustang bliver også en af de første Ford-modeller med anden generation af Fords prisvindende, stemmestyrede kommunikationssystem, SYNC 2. Med systemet er det ikke blot muligt at styre navigation, klima, musik og mobiltelefoni mens hænderne stadig er på rattet, den 8” store farve touch screen giver også detaljerede, visuelle informationer om trafikknudepunkter og landskabsobjekter i 3D og split-screen. Som en særlig feature, er Michelins restaurantguide en integreret del af systemet. Det betyder for eksempel, at udsagnet ’I am hungry’ (systemet er engelsksproget) straks vil bringe forslag til restauranter i nærheden, hvorefter systemet automatisk guider hen til den valgte restaurant. Systemet kan sågar ringe op til restauranten for dig, så du eksempelvis kan bestille bord inden du ankommer.
”Vi vidste, lige fra dag ét, at hvis vi skulle bygge en ny Ford Mustang, var vi nødt til at gøre det helt rigtigt”, siger Mustangens chefingeniør Dave Pericak. ”Og jeg mener vi har ramt hovedet på sømmet. Vi har skabt en helt ny Mustang, som er hurtig, ser godt ud og er raffineret og effektiv - uden at vi har ofret den rå appeal, Mustangfans kloden rundt har sat pris på i årtier”.
# # #
Følg Ford på Pressecenter – Facebook – Ford.dk – Fords nyhedsbrev
Foto og mere information findes på Ford Danmark pressecenter: http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/ford-motor-company
# # #
Nøgleord
Kontakter
Lene Dahlquist
Communication & Public Affairs Manager
Ford Motor Company
Tlf: 43 48 06 20
Mobil: 40 32 82 68
Email: ldahlqui@ford.com
Billeder
Links
Information om Ford Motor Company A/S
Følg pressemeddelelser fra Ford Motor Company A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ford Motor Company A/S
Ford Focus RS – unikt indblik i udviklingen af en ny skelsættende superhatchback28.12.2015 15:08:17 CET | Pressemeddelelse
Det sker utrolig sjældent, at offentligheden kommer med helt ind i det helligste af det helligste hos en bilproducent, nemlig i udviklingen af en ny bilmodel. I otte unikke episoder af 'Rebirth of an Icon' kommer man helt tæt på den nye Ford Focus RS og får et unikt indblik i, hvordan den dynamiske model med 350 hk er blevet skabt – lige fra de første tanker om superhatchbacken i designstudiet til testkørsler i de mest ekstreme egne af verden.
Ford Mondeo viser sin styrke: for andet år i træk kåret til Årets Firmabil i Danmark5.11.2015 14:17:03 CET | Pressemeddelelse
Morgenavisen Jyllands-Posten og Business Danmark har de sidste 10 år kåret firmabilisternes favorit, BusinessBilen, og trods nye konkurrenter kan Ford Mondeo for andet år i træk sikre sig titlen som årets firmabil i Danmark 2016 i kraft af sine mange talenter.
Ny Ford Focus RS rammer 100 km/t efter blot 4,7 sekunder16.9.2015 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den nye Ford Focus RS med firehjulstræk er en af de hurtigste biler i GTI-klassen Nyhed fra Frankfurt Motor Show: Ny Ford Focus RS med firehjulstræk er en af de hurtigste biler i GTI-klassen. Prisen for Focus RS starter ved 600.000 kroner og resulterer i, mere power for pengene end nogen anden bil i GTI-klassen!
Ford udvider muligheder for firehjulstræk med ny stor SUV og ny rå pickup14.9.2015 15:04:49 CEST | Pressemeddelelse
Ford Edge og Ford Ranger er de seneste i en omfattende familie af firehjulstrækkeren.
Topkarakter i sikkerhed til Fords populære familiebiler7.9.2015 13:05:45 CEST | Pressemeddelelse
Fem funklende stjerner. Det var resultatet, da den nye Ford Galaxy og den ligeledes nye Ford S-MAX havde været gennem eksperternes grundige granskning hos den uafhængige, europæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP. Dermed har de to nye Ford-modeller taget plads blandt de sikreste familiebiler i Europa.