Akademikernes A-kasse

3 virksomheder fra Midtjylland med i dysten om Akademikerprisen 2022

Del
Den 14. september bliver det afgjort, hvilken virksomhed der vinder regionsfinalen af Akademikerprisen og går videre til den nationale konkurrence.

Akademikernes A-kasse uddeler en gang om året Akademikerprisen for at hylde de små og mellemstore virksomheder (SMV), som med ansættelsen af akademikere har skabt resultater.

Akademikerprisen blev uddelt første gang i 2015, og formålet er at sætte fokus på de vækstmuligheder, der er i at ansætte akademikere i små og mellemstore virksomheder. Feltet af nominerede virksomheder i regionen er nu snævret ind til tre midtjyske virksomheder, der skal dyste om en finaleplads i Akademikerprisen 2022.

De nominerede virksomheder

Papp Danmark

Aarhus

Papp er en app, som gør parkering nemt ved hjælp af live-data fra p-pladser, så du let kan se, hvor der er ledige pladser. For at sikre den bedst mulige brugeroplevelse hyrede virksomheden antropologen Martine Winther, som har hjulpet dem med at forstå, hvordan produktet bliver modtaget og anvendt af brugerne. Sammen med de tekniske udviklere er Martine med til at udvikle de løsninger, som matcher kundernes udfordringer.

Klosterbryggeriet

Skanderborg

Klosterbryggeriet er et familieejet øl- og mostbryggeri, der i 2020 ansatte cand.mag. i filosofi Henrik Flensborg. Siden da har han hjulpet bryggeriet igennem en gennemgribende kommunikativ digitalisering, så der blandt andet ikke længere er brug for fysiske kundebesøg. Derudover var han med til at tilpasse virksomhedens aktiviteter til de corona-nedlukninger, som ramte bryghuset hårdt.

Viftrup Jespersen

Videbæk

Viftrup Jespersen er en vestjysk el- og entreprenørvirksomhed, der oprettede en stilling som HR Manager til en nyuddannet kandidat i uddannelsesvidenskab. Emma Løvschall Kristensen har siden da været en drivende kraft i forhold til at få skabt systematik for virksomhedens elektrikerlærlinge, så der nu ligger en skræddersyet plan for deres forløb. Hun har derudover overtaget flere andre ansvarsområder – herunder at stå for trivselsundersøgelser, planlægning af virksomhedspraktik og rekruttering.

Akademikere skaber vækst

Baggrunden for prisen er den gevinst, der er for SMV'ere i at ansætte akademikere. I 2017 gennemførte vi en analyse, der tydeligt viser, at ansættelse af en højtuddannet skaber flere arbejdspladser, mere vækst og større chance for, at virksomheden overlever.

Læs mere om Akademikerprisen og undersøgelsen her: aka.dk/akademikerprisen

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Information om Akademikernes A-kasse

Akademikernes A-kasse
Akademikernes A-kasse
Vester Farimagsgade 13
1606 København V

http://www.aka.dk

Om Akademikernes A-kasse

Akademikernes A-kasse betragter det som deres fornemmeste opgave at hjælpe medlemmerne stærkt videre. Udover at give økonomisk tryghed er a-kassen en afgørende sparringspartner i overgangene i studielivet og arbejdslivet - når man skal lande sit første job som nyuddannet, er mellem jobs eller overvejer at blive selvstændig. A-kassen har det som et erklæret mål at udvikle tilbud og rådgivning, så medlemmerne er rustet til fremtidens arbejdsmarked, hvor mange kommer til at skifte job meget oftere, end man tidligere har gjort.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye