Middelfart Sparekasse

25.000 kroner til at hjælpe unge ud af ensomhed

Del
Begejstringen var stor blandt de unge frivillige i Ventilen, da afdelingsdirektør John Hauge Nielsen fra Middelfart Sparekasse i Vejle kom forbi med en check på 25.000 kroner under armen.
Formand for Ventilen i Vejle Anne Gammelgaard tog imod en donation på 25.000 kroner fra den lokale afdeling af Middelfart Sparekasse. Checken blev overrakt af afdelingsdirektør John Hauge Nielsen. Pressefoto
Formand for Ventilen i Vejle Anne Gammelgaard tog imod en donation på 25.000 kroner fra den lokale afdeling af Middelfart Sparekasse. Checken blev overrakt af afdelingsdirektør John Hauge Nielsen. Pressefoto

- Det har jeg aldrig prøvet før, sagde Anne Gammelgaard med et nervøst grin, da hun i sin egenskab af nyvalgt formand for Ventilen Vejle tog imod en overdimensioneret check af den symbolske slags, som kræver to hænder at håndtere. En økonomisk håndsrækning på 25.000 kroner til organisationens frivillige arbejde med at hjælpe unge ud af ensomhed.

For første gang siden den seneste nedlukning mødtes hun fysisk med de øvrige Ventilen-frivillige i lokalerne i Foreningernes Hus. En repræsentant fra landsorganisationens sekretariat skulle holde oplæg, og der er nok at tale om efter mange måneder, hvor det har været ualmindeligt svært at bekæmpe ensomhed blandt unge.

- Vi plejer at holde Ventilen som en klubaften hver torsdag, hvor de unge uden at forpligtige sig kan komme og være sociale. Men under corona-nedlukningen har vi været nødt til at mødes digitalt i stedet. Det er ikke helt det samme, og det har gjort det svært for nye unge at finde frem til os. Men nu lysner det, og vi har arrangeret fælles gåture udenfor i et par uger, hvor der er dukket flere nye op, fortæller Anne Gammelgaard, der har været formand for Ventilen Vejle siden 1. maj.

Og det er netop det, Ventilen handler om. At være sammen med andre unge.

Ung til ung

- Kort sagt er Ventilen jo et mødested for ensomme unge i alderen 15 til 25 år. Det er et sted, hvor vi skaber et frirum, hvor de unge kan få afløb for nogle ting, men også deltage i aktiviteter, som styrker deres sociale kompetencer. Vores fokus er meget ung til ung – i den forstand, at de frivillige ikke er her som professionelle voksne, men bare er nogle unge mennesker med socialt overskud, som de unge, der kommer her, kan være sammen med og måske lære noget af, forklarer Anne Gammelgaard.

Hun ved ikke med sikkerhed, hvad de 25.000 kroner skal bruges på, men har allerede talt med nogle af de andre om, at pengene giver frihed til at lave nogle lidt mere omfattende aktiviteter.

- Jeg forestiller mig, at vi kan tænke lidt større, end vi plejer. Vi har som sagt været nødt til at mødes online under nedlukningen, så det kunne være godt med en udflugt sammen. Vi har talt om at tage en tur til Fårup Sommerland, og det er vigtigt for os, når vi tager på ture, at brugerbetalingen er så lav, at de unge har råd til at være med. Det skal ikke være økonomien, som gør, at nogle af de unge ikke kan deltage i vores arrangementer. Så et beløb på 25.000 kroner giver os mulighed for at lave en fed tur, hvor de unge stadig kun skal betale et symbolsk beløb, siger Anne Gammelgaard.

Det rigtige valg

Baggrunden for donationen er, at Ventilen Vejle var blandt mere end 100 indstillinger til donationer fra Middelfart Sparekasses nyvalgte repræsentantskab.

Ifølge afdelingsdirektør John Hauge Nielsen tog det dog ikke de lokale repræsentantskabsmedlemmer lang tid at nå frem til, at pengene skulle komme trængte børn og unge til gode.

- Nedlukningen og isolation under corona har været hård for de fleste af os, men for ensomme og sårbare unge må det have været en særdeles svær tid, og Ventilens arbejde med at hjælpe nogle af de unge med at få bugt med ensomheden er vigtigere end nogensinde. Så Ventilen var det helt rigtige valg. Det handler om at gøre en mærkbar forskel, og det gør de, siger han.

Ud over Ventilen modtog også Broen Vejle 25.000 kroner til deres arbejde med at hjælpe udsatte børn til en aktiv fritid.

Billeder

Formand for Ventilen i Vejle Anne Gammelgaard tog imod en donation på 25.000 kroner fra den lokale afdeling af Middelfart Sparekasse. Checken blev overrakt af afdelingsdirektør John Hauge Nielsen. Pressefoto
Formand for Ventilen i Vejle Anne Gammelgaard tog imod en donation på 25.000 kroner fra den lokale afdeling af Middelfart Sparekasse. Checken blev overrakt af afdelingsdirektør John Hauge Nielsen. Pressefoto
Download
De frivillige i Ventilen Vejle gør et vigtigt stykke arbejde for at hjælpe andre unge ud af ensomhed. Derfor kom afdelingsdirektør John Hauge Nielsen fra Middelfart Sparekasse i Vejle forbi med en økonomisk håndsrækning på 25.000 kroner. Pressefoto
De frivillige i Ventilen Vejle gør et vigtigt stykke arbejde for at hjælpe andre unge ud af ensomhed. Derfor kom afdelingsdirektør John Hauge Nielsen fra Middelfart Sparekasse i Vejle forbi med en økonomisk håndsrækning på 25.000 kroner. Pressefoto
Download

Information om Middelfart Sparekasse

Middelfart Sparekasse
Middelfart Sparekasse
Havnegade 21
5500 Middelfart

64 22 22 22https://midspar.dk/

”Til fælles bedste.” Det var udgangspunktet, da Middelfart Sparekasse blev stiftet i 1853, og den sætning har vi levet efter lige siden. For Sparekassen handler til fælles bedste om at gøre en positiv forskel for kunder, medarbejdere og de lokalsamfund, vi er en del af.

Følg pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye