2,5 mio. kr. sikrer national indsamling af viden om senfølger hos overlevere af børnekræft
Forskere på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital er i fuld gang med at undersøge senfølger hos over 300 børn, unge og voksne, der har overlevet akut lymfoblastær leukæmi (ALL) som barn eller ung voksen. Projektet, kaldes ALL-STAR og involverer alle landets fire kræftafdelinger. Målet er at sikre en dybere forståelse af omfang og årsag til senfølgerne for bedre at kunne forebygge og minimere senfølgerne af sygdom og behandling og samtidig bevare den høje overlevelse.
- Vi undersøger sammenhænge mellem den enkeltes genetik, behandling, bivirkninger og risikoen for senfølger på tværs af kroppens organsystemer. Målet er, at vi skal blive bedre til at forudse risikoen for senfølger hos den enkelte, så både behandling og efterforløb kan individualiseres for at reducere senfølger blandt nuværende og fremtidige overlevere af ALL, siger projektkoordinerende læge, Ph.d. Liv Andrés-Jensen, Rigshospitalet.
Kræftens Bekæmpelse har netop bevilget 2,5 mio. kr. til en fortsættelse af projektet, og det giver mulighed for at sikre den nationale forankring også i den afsluttende del af projektet, der har været i gang siden 2019.
- Vi er utroligt glade for, at Kræftens Bekæmpelse har valgt at støtte projektet, der vil komme alle patienter med børneleukæmi til gode både på den korte og længere bane. Efterhånden som næsten alle overlever ALL, øges fokus på, at overlevelsen bliver med så få senfølger som muligt for at sikre et langt liv med samme muligheder som alle andre børn og unge. ALL-STAR projektet er et afgørende skridt på den vej, siger overlæge Thomas Leth Frandsen, der er overordnet ansvarlig for ALL-STAR projektet.
Senfølger er et stort problem for mange
ALL-STAR-projektet omfatter alle børn og unge voksne, som er blevet behandlet for ALL siden 2008. Selv om mange overlever ALL, der er den hyppigste type af børnekræftsygdomme, rammes mange af kroniske senfølger. Læger og forskere ved stadig ikke ret meget om, hvordan sygdom, behandling og bivirkninger påvirker senfølgerne, og det håber man, at projektet kan lave om på.
I projektet kobles viden om overlevernes sygdomstype, arvemateriale, behandling og bivirkninger med en opgørelse over senfølger. Det giver en enestående mulighed for at få et bedre svar på, hvem der er i størst risiko for at få hvilke senfølger. Denne viden kan man bruge til at forebygge og mindske senfølgerne – til gavn for både den enkeltes helbred og livskvalitet samt på et samfundsøkonomisk plan.
Håber at mange af senfølgerne kan undgås
Alle patienter, som har haft ALL og er behandlet i 2008-2018, inviteres i ALL-STAR-studiet til en systematisk opfølgning med undersøgelse af både fysiske, psykosociale og funktionsmæssige senfølger.
- Vi forventer at finde mindst én betydende senfølge hos over 60 pct. af de medvirkende, hvilket vores foreløbige resultater underbygger. Med viden fra studiet håber vi at kunne undgå en stor andel af de af kroniske senfølger, fordi de forebygges, diagnosticeres og behandles tidligt. Tidlig diagnose og behandling af senfølger hos disse patienter er vigtigt for at sikre et langt liv på lige vilkår med andre børn og voksne, siger læge og ph.d.-studerende på projektet, Mette Tiedemann Skipper, Aarhus Universitetshospital.
Projektet udvides aktuelt til resten af Skandinavien og Baltikum svarende til at over 2.000 overlevere vil blive undersøgt. Den nordiske del af undersøgelsen gennemføres i 2021.
Fakta
ALL-STAR
- Projektet har navnet ALL-STAR, som er en forkortelse af 'Acute Lymphoblastic Leukemia Survivor Toxicity And Rehabilitation' (engelsk for senfølger og rehabilitering blandt overlevende efter akut lymfoblastisk leukæmi).
- Akut lymfoblastisk leukæmi (ALL) er kræft i blodets hvide celler og den hyppigste kræftform blandt børn. Sygdommen opstår typisk i alderen 1-5 år, men også spædbørn og større børn og unge voksne rammes.
- Projektet er støttet af fondsmidler fra Børnecancerfonden, Kræftens Bekæmpelse, Riisfort Fonden, Holms Mindelegat, Dansk Kræftforskningsfond samt Ingeniør Otto Christensens Fond, Ølufgårds Mindefond, A.P. Møller Fonden, Aarhus Universitet, Skagens Bamse Museeum og Nordforsk (organisation under Nordisk ministerråd).
- Projektet er tilknyttet Nationalt Center for Senfølger hos kræftoverlevere (CASTLE), som er etableret på Rigshospitalet med støtte fra Kræftens Bekæmpelse og Knæk Cancer.
Kontakter
Projektkoordinerende Læge, PhD Liv Andrés-Jensen
BørneUngeAfdelingen, Rigshospitalet
Mail: liv.andres-jensen.02@regionh.dk
Læge, ph.d.-studerende Mette Tiedemann Skipper
Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital
Mail: mette_skipper@clin.au.dk
Leder af projektet Thomas Leth Frandsen
BørneUngeAfdelingen, Rigshospitalet
Mail: thomas.leth.frandsen@regionh.dk
Kræftens Bekæmpelse
Kommunikation
Marianne Vestergaard
tlf. 2889 6055, email: marves@cancer.dk
Information om Kræftens Bekæmpelse
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Nye tal: Screening har reduceret tarmkræft med 20 procent på ti år29.10.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Der er sket et markant fald blandt 50-74-årige efter indførelse af national screening. Den positive udvikling fortsætter kun, hvis flere deltager.
Smerter, angst og søvnløse nætter: Retningslinjer skal give et bedre liv efter kræft21.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Alvorlige senfølger rammer tusindvis af tidligere kræftpatienter. Nye retningslinjer skal være med til at sikre, at alle får hjælp – uanset hvor i landet de bor.
8 ud af ti kommuner har røgfri arbejdstid - København halter efter15.10.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
København svigter sit ansvar, mener Kræftens Bekæmpelse.
Kræftens Bekæmpelse roser ny aftale mod asbest: - Vigtigt at mennesker beskyttes bedre mod asbest8.10.2025 18:09:56 CEST | Pressemeddelelse
Aftalen skal beskytte ansatte i byggebranchen bedre mod livsfarligt asbest.
Nye tal: 7 ud af 10 unge har fået festen ødelagt af en fuld ven15.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når unge drikker for meget, går det ud over både festen og vennerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
