HK Danmark

Regionsaftale presser de hospitalsansatte

Del
Aftalen om regionernes økonomi for 2014 betyder, at de ansatte skal løfte betydelige moderniseringsinitiativer under en smal økonomisk driftsramme. Det stiller store krav til efteruddannelse af medarbejderne og til en mere tillidsbaseret ledelse, lyder det fra HK/Kommunal.

Patienter med kræft, en psykisk diagnose og en række andre sygdomme kan med den netop indgåede regionsaftale se frem til bedre behandlingsvilkår. Samtidig bliver de ansatte på hospitalerne udfordret med en række markante moderniseringstiltag, der stiller store krav til hospitalsledelsen. Sådan siger formand for HK/Kommunal, Bodil Otto, der repræsenterer landets 14.000 lægesekretærer og administrativt ansatte i regionerne, om regionsaftalen for 2014.

Med aftalen er man ifølge Bodil Otto tæt på nulvækst, fordi den ekstra milliard til driften hovedsageligt finansieres ved omprioriteringer.

- Set i det lys er det bemærkelsesværdigt hvor store veksler, der forudsættes trukket på de ansatte i udviklingen af et mere tidssvarende hospitalsvæsen. Hvad enten det gælder digitalisering, produktivitetsforbedringer, bedre økonomistyring eller noget helt syvende, er det personalet, der skal trække læsset, siger Bodil Otto.

Hun appellerer derfor til landets hospitalsledelser om at være særdeles fokuserede på de vilkår, de ansatte fungerer under.

- For det første er der behov for et gevaldigt løft til efteruddannelsen, så personalet på alle måder er kvalificerede til at løfte moderniseringen. I HK/Kommunal fik vi sidste år gennemført en større undersøgelse, der viste, at alt for mange lægesekretærer savner faglige udviklingsmuligheder. Det er simpelthen ikke godt nok, fastslår Bodil Otto og fortsætter:

- For det andet bør ledelserne lægge sig i selen for at få etableret en mere tillidsbaseret og åben ledelsesform, og for det tredje bør man lade de forskellige personalegrupper udføre det, de er uddannet til, hvis effektivitetspotentialet skal have ben at gå på.

Her henviser HK/Kommunal-formanden blandt andet til aftalens afsnit om sundheds-it og digitalisering, hvor det nævnes, at læger og sygeplejersker endnu ikke i tilstrækkeligt omfang har taget den elektroniske patientjournal i brug.

- Spørgsmålet er jo, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at lade læger og sygeplejersker bruge kostbar arbejdstid på patientjournaler og andet administrativt arbejde. Jeg mener nej. Lad dog lægesekretærerne benytte deres viden og kompetencer til at udføre et professionelt stykke administrativt arbejde, så patientforløbene bliver koordineret hurtigt og effektivt til gavn for alle, slutter Bodil Otto.

Information om HK Danmark

HK Danmark
Weidekampsgade 8
2300 København C

70 11 45 45http://www.hk.dk/

Følg pressemeddelelser fra HK Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye