Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

200 bordtennisspillere på 60+ indtager Københavns Rådhus

Del

Er du over 60, og vil du vide mere om, hvad bordtennis kan gøre for dig og dit helbred? Så sæt kursen mod Københavns ikoniske rådhus, som i dag og i morgen lægger gulv til et stort bordtennis- og sundhedsarrangement for seniorer.

I to dage danner det københavnske rådhus rammen om et stort bordtennisarrangement, hvor godt 200 bordtennisspillere på 60+ har sat hinanden stævne i sundhedens og forebyggelsens tegn. Bordtennis er nemlig ikke kun sjovt – det gavner også helbredet og har positive virkninger for mennesker, der lider af kroniske neurologiske lidelser som Parkinsons og demens.

”Vi ved alle sammen, at det er godt at holde sig fysisk i gang. Det gælder ikke mindst, når vi bliver ældre. Når vi med det her arrangement sætter særligt fokus på bordtennis, er det fordi meget tyder på, at netop bordtennis kan noget særligt – ud over at være sjovt og styrke den fysiske form. Jeg håber, at vi med arrangementet kan få flere ældre til at få øjnene op for bordtennis,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) om samarbejdet, som Københavns Kommune har indgået med foreningen BAT60+.

Bordtennissamarbejdet, der også har fået økonomiske midler i kommunens budgetaftale for 2022, er det første af sin slags i Danmark, som sætter fokus på bordtennis’ forebyggende effekt mod alderdommens negative sider samt en række neurologiske lidelser.

Bordtennis er godt for hjernen

Udover at overvære en masse bordtennisentusiaster over 60 år kan man også besøge forskellige informationsstande og lytte til foredrag om alt det, bordtennis kan. Det er ikke mindst bordtennissportens fordele for mennesker med kroniske neurologiske lidelser som Parkinson og demens, der er centrale. En række forsøg fra blandt andet Japan har nemlig vist, at bordtennis er særlig gavnligt i forhold til behandling af Parkinson, Alzheimer og andre former for demens.

”Bordtennis er fysik og taktik på samme tid ovenikøbet i høj hastighed. Spillets struktur og intensitet udfordrer og stimulerer hjernen, hvilket er ualmindeligt godt for hjernen og særligt nyttigt i kampen mod aldring og aldersbetingede sygdomme herunder både kognitive og neurologiske sygdomme,” siger professor Lars Bo Kaspersen, som er en af BAT60+-drivkrafterne bag arrangementet og selv diagnosticeret med Parkinson.

En vigtig del af samarbejdet mellem Københavns Kommune og BAT60+ handler om at udbrede bordtennis til flere ældre københavnere, og det har allerede resulteret i en tredobling af spillesteder og deltagere i København; i alt 16 steder i København er der i dag mulighed for at møde op og spille bordtennis for 60+ spillere. Håbet er, at arrangementet på rådhuset kan sætte skub i en endnu større udbredelse af bordtennis blandt københavnere over 60 år.

Praktisk information om arrangementet

Tidspunkt: Tirsdag den 15/11 og onsdag den 16/11 klokken 9-16

Sted: Københavns Rådhus

Entré: Gratis

Bordtennisturnering: Begge dage kan man overvære bordtennisturnering med medlemmer af BAT60+ (tilmeldingen til at deltage i turneringen er slut).

Stande: Ved siden af bordtennisturneringen finder man et antal stande, hvor en række foreninger og institutioner står klar med information om en række tilbud for demensramte, Parkinson og Alzheimer-diagnosticerede eller ældre i al almindelighed.

Læs mere om oplæg og informationsstande på kk.dk

Kontaktoplysninger

  • Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune, pressekonsulent: Katrine Kirch Kirkegaard – lh6p@kk.dk – tlf.: 2127 3273
  • BAT60+, koordinator: Lars Bo Kaspersen – lbk@mpp.cbs.dk – tlf.: 3124 6161

Nøgleord

Billeder

Information om Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Rådhuspladsen 1
1599 København V

https://www.kk.dk/

Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

København og Aalborg er først på ny fælles infrastruktur inden for telemedicin13.10.2022 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Som de første kommuner i landet er København og Aalborg nu i luften med Kommunal PRO – et nyt fælles digitalt dialog- og samarbejdsværktøj til at udveksle sundhedsoplysninger om borgerne på tværs af kommuner og sektorer. It-systemet er et vigtigt skridt for den fælles digitale infrastruktur, og efter årsskiftet skal den telemedicinske løsning udbredes til resten af landet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum