196 mio. kr. skal gøre kendt ovnfunktion til et stærkt våben i klimaomstillingen
Regeringen har fremrykket målet for Danmarks klimaneutralitet til 2045, og forude venter derfor en stor omstilling, hvor nye teknologier inden for brun raffinering - som pyrolyse og HTL - ventes at komme til at spille en betydelig rolle.
Især pyrolyse, som mange danskere kender som en rensefunktion i ovnen hjemme i køkkenet, vurderes af FN’s Klimapanel IPCC at være en central teknologi. Pyrolyseolie og pyrolysegas kan erstatte fossil olie og indgå i produktionen af bæredygtigt brændstof til fx fly. Samtidig produceres biokul, der kan binde CO2 fra den oprindelige biomasse over lang tid. Biokul kan fx oplagres eller anvendes i beton. Klimarådet har vurderet, at udrulning af teknologien i stor skala har potentiale til at reducere Danmarks udledning med op til 2 mio. tons CO2 i 2030.
Med den politiske Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug blev det i 2021 besluttet at øremærke 196 mio. kr. fra Fonden for Retfærdig Omstilling til at udvikle brun bioraffinering såsom pyrolyse.
Midlerne fra fonden bliver udmøntet af et indstillingsudvalg med 14 medlemmer, der har erhvervsmæssig indsigt og teknisk ekspertise inden for klima- og energiområdet. Formand for indstillingsudvalget er Peter Hansen, der er CEO for energiteknologi-virksomheden Welltec:
”Brun bioraffinering er en helt central teknologi, når det drejer sig om at konvertere rest- og affaldsprodukter fra fx landbruget til grøn energi og kulstof, som kan optage CO2. Især pyrolyse har et kæmpestort potentiale i klimaomstillingen, men lige nu er teknologien stadig på demonstrationsniveau. Vi har brug for forskning og innovation, så teknologien kan udvikles og kommercialiseres, og der hurtigst muligt kan skabes et marked. Den udvikling skal midlerne fra Fonden for Retfærdig Omstilling sætte fart på.”
Grønt brændstof og CO2-lagring
Ved pyrolyse brændes rest- og affaldsprodukter fra landbrugs- og affaldssektoren, fx gylle, halm, slam fra spildevand og restfibre fra biogasproduktion, ved høj temperatur. I processen udskilles pyrolyseolie og -gas, som kan blive til bæredygtigt brændstof, fx i fly. Et andet restprodukt, biokul, kan lægges i store kulstoflagre, hvor det binder CO2. Materialet kan fx også benyttes i produktion af beton eller til stormflodsbeskyttelse i byområder.
Medlem af indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling Svend Elberg Thomsen, der er klimachef i energiselskabet Norlys, understreger behovet:
"Pyrolyse er genialt, fordi vi kobler forskellige sektorer sammen, som kan hjælpe hinanden med at blive grønne. Vi håber, at de 196 mio. kr. kan få sat gang i store anlæg, som på sigt kan bære sig selv økonomisk og hjælpe klimaet i stor skala”.
Små, mellemstore og store virksomheder, offentlige aktører, klynger, GTS’er, videninstitutioner, konsortier eller partnerskaber samt andre relevante aktører kan søge midlerne fra Fonden fra Retfærdig Omstilling. Midlerne kan bruges til forsknings- og udviklingsaktiviteter, forprojekter og investeringer i bygninger og anlæg mv. Vurderingen er, at der ligger op mod 1.000 nye arbejdspladser i den nye sektor. Det stiller krav om efteruddannelse og omskoling, og derfor kan projekter også få støtte til kompetenceløft af arbejdskraft.
FAKTA Om annonceringen Udvikling af brun bioraffinering såsom pyrolyse
- Der er afsat op til 196 mio. kr. fra Fonden fra Retfærdig Omstilling til indsatsen Udvikling af brun bioraffinering såsom pyrolyse.
- Ansøgere kan være små, mellemstore og store virksomheder, offentlige aktører, klynger, GTS’er, videninstitutioner, konsortier eller partnerskaber samt andre relevante aktører.
- Kun aktiviteter i Nord- og Sydjylland er støtteberettigede, og projekter skal være afsluttet inden for tre år.
- Ansøgningsfrist er tirsdag den 20. juni 2023 kl. 12.00.
Læs mere om ansøgningsrunden - Sekretariatet for indstillingsudvalget holder webinar om indsatsen 2. maj 2023 kl. 13-15. Tilmeld dig webinaret
FAKTA Om Fonden for Retfærdig Omstilling
Frem til 2027 investerer Fonden for Retfærdig Omstilling 636 mio. kr. i aktiviteter i Nord- og Sydjylland. Aktiviteterne skal afbøde de negative virkninger af omstillingen til en klimaneutral økonomi.
Fonden skal spille en central rolle i Danmarks omstilling til en klimaneutral økonomi og investerer bl.a. i projekter med potentiale til at sikre udviklingen af CO2-fangst og -lagring og brintrelaterede teknologier, herunder Power-to-X.
Fonden for Retfærdig Omstilling medfinansierer projekter, der skal:
- Skabe et sammenhængende Danmark med stærke lokale erhvervsfyrtårne
- Sikre bedre vilkår for grøn omstilling i danske SMV’er
- Understøtte udviklingen af brun bioraffinering såsom pyrolyse
- Sikre udviklingen af CO2-fangst, -lagring og brintrelaterede teknologier
- Fremme grønne og cirkulære teknologier
Midlerne udmøntes af et særskilt indstillingsudvalg med 14 medlemmer, der har erhvervsmæssig indsigt og teknisk ekspertise inden for klima- og energiområdet.
Nøgleord
Kontakter
Kontakt os, hvis du vide mere om ansøgningsrunden "Udvikling af brun bioraffinering såsom pyrolyse":
Sofie Hahn-Pedersen: 3529 1787, sofhah@erst.dk
Tina Lund Lodahl: 3529 1924, tinlod@erst.dk
Billeder
Information om Erhvervsstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
”Kunderne og jeg er drevet af en fælles passion for godt håndværk”16.10.2024 08:57:12 CEST | Pressemeddelelse
Perioden, hvor det meste af verden lå underdrejet af Coronapandemien, har fået skyld for meget. For Jennie Dai gav den tilhørende nedlukning imidlertid mulighed for at stoppe op og tage arbejdslivet op til revision. Skulle hun fortsætte karrieren som jurist i et af landets største pengeinstitutter, eller skulle hun måske prøve noget helt andet?
Roccai kunne hyre deres første medarbejder og skalere endnu hurtigere11.10.2024 10:19:53 CEST | Pressemeddelelse
Nanna blev iværksætter og gik ind i tech-branchen uden at kunne kode. Det lærte hun sig selv. I sin anden tech-startup, Roccai ApS, kunne hun gennem det EU-støttede projekt SMV:Vækstpilot ansætte Mathias, som hun sparrede med, mens de delte opgaverne – så han tog AI-delen, og hun byggede systemet.
Fra modebranchen til snedkerkøkkener – en rejse mod frihed og forfinet design11.10.2024 10:00:52 CEST | Pressemeddelelse
For et par år siden stod Gitte Outzen ved en skillevej: Et liv i interiør- og livsstilsbranchen med udsigter til lange arbejdsdage og jævnlig rejseaktivitet i sigte syntes ikke at passe i familielivet, og hun ønskede at have bedre mulighed for at kunne råde over sin tid. Hun er født ind i en snedkerfamilie og havde fra barnsben af været med på snedkerværksteder og byggepladser for at se på nye projekter, materialer og arkitektur.
Tobias fik en kæmpe portion selvværd og fandt kursen mod drømmeuddannelsen3.10.2024 12:31:01 CEST | Pressemeddelelse
Han har deltaget i projektet Uddannelse til grønne job i Viborg for at forberede sig på en erhvervsuddannelse i Holstebro. Her har Tobias fået en kæmpe portion selvværd og fundet retningen, så han nu er ved at uddanne sig til bygningsmaler og drømmer om eget firma.
50 mio. kr. skal hjælpe SMV’er med at blive bedre rustede til at dokumentere deres bæredygtighed2.10.2024 11:19:05 CEST | Pressemeddelelse
Fra 2024 stiller europæisk lovgivning krav om, at store børsnoterede virksomheder skal rapportere om deres arbejde med bæredygtighed – og det kommer indirekte til at påvirke SMV’erne. Efter den europæiske bæredygtighedslovning (CSRD) er trådt i kraft, er ESG blevet det nye buzzword, og både store, mellemstore og små virksomheder vil have behov for at kunne oplyse om og dokumentere deres arbejde med bæredygtighed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum