Markant strafpakke skal styrke dyrevelfærden

13.11.2026 10:00:00 CET | Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd | Pressemeddelelse

Del

Et lovforslag med en række strafskærpelser for overtrædelse af dyrevelfærdsloven er sendt i høring. Lovforslaget indeholder bl.a. strengere fængselsstraffe, en klippekortsmodel og indførelse af administrative bødeforelæg.

Vanrøgt og mishandling af dyr er en langt mere alvorlig forbrydelse, end straffen i dag afspejler.

Så klart lyder det fra minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, der netop har sendt et lovforslag i høring med en stribe tiltag, der skærper straffen betydeligt for at overtræde dyrevelfærdsloven.

Tiltagene tæller bl.a. en tredobling af strafferammen, så de groveste overtrædelser af dyrevelfærdsloven kan give seks år bag tremmer, markant højere bøder, herunder muligheden for at gøre brug af administrative bødeforelæg og udvidede muligheder for at frakende retten til at holde dyr.

Derudover foreslås en ændring af dyrevelfærdsloven med henblik på i fremtiden at kunne fastsætte regler om avl af landbrugsdyr og dermed få sat en stopper for ekstremavl af grise.

Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, siger:

”Gang på gang ser vi desværre gruopvækkende eksempler på vanrøgt og mishandling af dyr. Det i sig selv er en alvorlig forbrydelse, men samtidig udfordrer det min retfærdighedsfølelse, for vi ser også, at gerningsmændene i mine øjne slipper alt for billigt. Derfor foreslår vi nu at skærpe straffene markant, hæve bøderne og gøre det lettere at frakende retten til at holde dyr. Det gør vi også for at sende et signal til dem, der ikke behandler vores dyr godt nok: Hammeren falder, og den falder hårdere end nogensinde før, opfør jer ordentligt.”

Justitsminister Nicolai Wammen siger:

”Det er både uacceptabelt og uetisk, når besætningsejere svigter deres ansvar og lader deres dyr leve under kummerlige forhold eller ligefrem udsætter dem for vanrøgt. Konsekvensen skal kunne mærkes, og derfor ændrer vi nu straffeloven, så de groveste overtrædelser kan give op til seks års fængsel. Men der skal også kunne slås hurtigere ned i de sager, hvor overtrædelsen er mindre alvorlig, men klar og tydelig. Derfor vil de tilsynsførende fremover kunne udstede administrative bødeforelæg direkte i forlængelse af et kontrolbesøg. På den måde kan vi sikre, at besætningsejere, der bryder reglerne, mærker konsekvensen langt hurtigere”

Lovforslaget bygger bl.a. på anbefalinger fra en arbejdsgruppe, der blev nedsat som en del af dyrevelfærdsaftalen ”Sammen om dyrene” indgået af et bredt flertal i Folketinget.

Regeringen forventer at kunne fremsætte lovforslaget for Folketinget i februar 2027.

Fakta:

Lovforslaget indeholder bl.a.:

  • Skærpelse af strafniveauet til det dobbelte af den straf, der udmåles i dag.
  • En tredobling af strafferammen for de mest alvorlige sager om brud på dyrevelfærdsloven fra 2 til 6 års fængsel.
  • Forhøjelse af bødeniveauet.
  • Forhøjelse af strafferammen for overtrædelser af dyrevelfærdsloven under særligt skærpende omstændigheder (ny bestemmelse i straffeloven).
  • Udvidet mulighed for rettighedsfrakendelser.
  • En klippekortsordning, hvor tre gentagne overtrædelser af dyrevelfærdsloven inden for fem år udløser rettighedsfrakendelse.
  • Mulighed for at afsige udeblivelsesdom i sager med påstand om rettighedsfrakendelse (ændring af retsplejeloven).
  • Mulighed for at gøre brug af administrative bødeforelæg.
  • En ny bestemmelse, der giver hjemmel til at fastsætte regler om avl af landbrugsdyr, herunder forbud mod visse former for avl, og om dokumentation af avlsforhold.

Følg pressemeddelelser fra Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye