40.000 østers sætter gang i genopretning af Kattegats historiske østersrev
11.11.2026 07:00:00 CET | WWF Verdensnaturfonden | Pressemeddelelse
For første gang genintroduceres levende østersrev i Danmark med udlægningen af den truede europæiske fladøsters i Kattegat, hvor revene har været udryddet i 150 år. Udlægningen markerer derfor en milepæl i genopretningen af dansk havnatur og er muliggjort af WWF og Ørsted i samarbejde med DTU Aqua.

Engang var Danmarks havbund spækket med millioner af muslinger og østers, der dannede store rev, også kaldet biogene rev. De sidste hundrede år er revene dog kraftigt reduceret både i antal og størrelse med store konsekvenser for havets arter og hele økosystemet. I dag er den europæiske fladøsters truet, og i Danmark er der blot én bestand tilbage i Limfjorden.
For at genoprette de tabte rev er de første 40.000 af i alt 300.000 europæiske fladøsters nu lagt ud ved Hirsholmene i Kattegat, hvor østersrev har været udryddet i 150 år. De vil tilsammen udgøre et biogent rev på én hektar.
Det er WWF Verdensnaturfonden og Ørsted, der sammen med forskere fra DTU Aqua, står bag projektet BioReef, som blev sat i søen i 2022 og er det første projekt, der genintroducerer fladøstersrev i Kattegat.
”Udlægningen af de første fladøsters markerer en afgørende milepæl for genopretningen af havnaturen i Danmark. BioReef er med til at skabe flere levesteder i havet og baner vejen for lignende projekter og partnerskaber om naturgenopretning,” siger programleder Stine Gro Jensen fra WWF Verdensnaturfonden.
Erfaringerne fra BioReef skal ikke alene bruges ved Hirsholmene. Et vigtigt formål med projektet er også at udvikle og dokumentere metoder, som kan anvendes i fremtidige naturgenopretningsprojekter i Danmark og internationalt.
"BioReef er et af de projekter, der sætter en tyk streg under Ørsteds ambition om at udvikle vedvarende energi i samspil med naturen. Udlægningen af østers ved Hirsholmene er en vigtig milepæl, fordi vi nu kan teste metoderne i stor skala og skabe ny viden om, hvordan havnatur kan indtænkes fra udviklingen af fremtidens havvindprojekter," siger Biodiversity Lead Specialist Tommy Kristoffersen fra Ørsted.
En grundsten i Danmarks hav
De biogene rev er én af grundstenene i det danske hav. Revene bestående af levende organismer som østers eller muslinger, der renser vandet, udgør både levested, fødegrundlag og skjulesteder for fisk og andet liv i havet samt danner grobund for fastsiddende arter såsom makroalger, søpunge, mosdyr, rur og havsvampe.
Derfor er de et afgørende led i den samlede genopretning af Danmarks havnatur. Men processen er langt fra simpel.
Forskere fra DTU Aqua har gennem flere år eksperimenteret med at opdrætte europæiske fladøsters i stor skala og udsætte dem i testområder i Limfjorden, før det nu endelig er lykkedes at påbegynde etableringen af et biogent rev ved Hirsholmene.
De 40.000 små østers er hæftet på gamle østersskaller, der samtidig kan beskytte de spæde østers, mens de vokser sig større.
"Der ligger mere end 20 års forskning bag, at vi nu kan lægge de første 40.000 fladøstersyngel ud ved Hirsholmene. Nu skal vi følge østersenes vækst og overlevelse og undersøge, hvordan biodiversiteten udvikler sig på revet,” siger seniorforsker Pernille Nielsen fra DTU Aqua.
Foruden europæiske fladøsters arbejder parterne bag BioReef-projektet også på at genoprette rev bestående af hestemuslinger.
Kontakter
Kiki LynggaardPresserådgiver
Tlf:+45 41 11 89 96kiki.lynggaard@wwf.dkBilleder

Om BioReef-projektet
I 2022 gik WWF Verdensnaturfonden og Ørsted sammen med DTU Aqua om at opdrætte europæiske fladøsters og hestemuslinger for at bringe nogle af de historiske forekomster af biogene rev tilbage til det danske hav.
Projektet har til formål at skabe nye levesteder og øge biodiversiteten. De protokoller, der udvikles i forbindelse med BioReef-projektet, vil kunne anvendes til genoprettelse af biogene rev andre steder i Danmark og resten af verden.
Det marine genopretningsprojekt, BioReef, bygger videre på et samarbejde fra 2022, hvor WWF Verdensnaturfonden og Ørsted sammen etablerede 12 3D-printede rev i Anholt Havmøllepark.
Hirsholmene ved Frederikshavn er udvalgt som det optimale sted for BioReef-projektet, da der tidligere har været europæisk fladøsters i området, og der fortsat er spredte forekomster af hestemuslinger her.
Hirsholmene er derudover udpeget som beskyttet område, hvor der gælder strenge regler for aktiviteter, herunder trawlforbud i projektområdet. De særlige beskyttelsesforanstaltninger giver dermed de nyetablerede rev gode muligheder for at udvikle sig og skabe levesteder for et rigt plante- og dyreliv.
For at styrke bevarelsen af Hirsholmene som et havområde med særlig betydning har WWF Verdensnaturfonden peget på området som en oplagt marin naturnationalpark på grund af sine eksisterende naturværdier og potentiale for genopretning.
Om Ørsted
Ørsted er verdensførende inden for udvikling, opførelse og drift af havvindmølleparker og har sin kerneforretning i Europa. Ørsted har 35 års erfaring inden for havvind og har en installeret havvindkapacitet på 11,1 GW og 7,2 GW under opførelse. Ørsted har en samlet installeret kapacitet af vedvarende energi på over 19 GW på tværs af Europa, Nordamerika og Asien og Stillehavsområdet. Selskabets portefølje omfatter også landvind, solenergi, energilagring, bioenergianlæg og handel med energi. Ørsted er anerkendt som et af verdens førende selskaber inden for bæredygtighed og har en vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted har ca. 7.200 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). I 2025 var koncernens driftsresultat eksklusive nye partnerskaber og annulleringsomkostninger 25,1 mia. kr. (3,4 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com.
Om WWF Verdensnaturfonden
WWF Verdensnaturfonden er en del af verdens største uafhængige naturorganisation, som er aktiv i mere end 100 lande. Med base i København arbejder WWF Verdensnaturfonden for at bevare og genoprette økosystemer, beskytte levesteder og arter, påvirke politik og mobilisere finansiering til naturen. Gennem lokalt ledede projekter og partnerskaber hjælper vi mennesker og natur med at trives sammen – globalt, i Danmark og i Grønland, hvor vi også har et kontor. WWF Verdensnaturfonden blev grundlagt i 1972 af H.K.H. Prins Henrik, og vi fortsætter vores mission med H.M. Dronning Mary som protektor. Læs mere på wwf.dk.
Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Lars Fruergaard Jørgensen indtræder i WWF’s bestyrelse30.10.2026 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Som én af dansk erhvervslivs mest erfarne personer skal Lars Fruergaard Jørgensen nu være med til at styrke WWF Verdensnaturfondens samarbejde med bl.a. fonde og virksomheder for at vende tabet af natur.
Rasmus Munk er ny ambassadør for WWF21.10.2026 09:01:15 CEST | Pressemeddelelse
Verdens bedste kok vil fremover være med til at sætte fokus på fremtidens innovative og transformative fødevarer i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.
Ny rapport: Fødevare- og landbrugssektoren er den primære årsag til naturkrisen8.10.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Verdens produktion af fødevarer er den største drivkraft bag tab af økosystemer og arter over hele kloden. Sammen med energi og finans skal landbrugs- og fødevaresektoren transformeres for at vende tilbagegangen i biodiversitet, lyder det i WWF’s flagskibsrapport Living Planet, der fremhæver Danmark som et globalt foregangsland.
Ny rapport: Halvdelen af verdens dyrebestande er i tilbagegang8.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Verdens bestande af vilde dyr er i gennemsnit gået tilbage med alarmerende 73 procent siden 1970, viser WWF’s flagskibsrapport Living Planet. Halvdelen af dyrebestandene er i tilbagegang, mens 43 procent er i fremgang. Arter som tiger, blåfinnet tun og afrikansk elefant giver håb for, at krisen kan vendes.
Jacob Aarup-Andersen indtræder i bestyrelsen for WWF Verdensnaturfonden6.10.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 14. december indtræder Jacob Aarup-Andersen, CEO for Carlsberg Group, i WWF Verdensnaturfondens bestyrelse. Med sin lange erfaring fra dansk erhvervsliv skal han bidrage til at styrke naturorganisationens samarbejde med virksomheder og fonde i en tid, hvor naturkrisen kræver handling på tværs af samfundet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum