Sjælden sko og slavebetaling fundet på dansk slaveskib
11.11.2026 05:00:00 CET | Nationalmuseet – Forskning og Kulturarv | Pressemeddelelse
Marinearkæologer fra Nationalmuseet finder sjælden sko og betalingsmiddel for slaver på det danske slaveskib Havmanden, der sank ud for Göteborg i 1683 efter et voldsomt mytteri.

Dykkere fra Nationalmuseets forskningscenter NJORD – center for maritim og submarin kulturarv har i samarbejde med svenske kolleger fra Bohusläns Museum undersøgt skibsvraget Havmanden – et dansk slaveskib fra 1600-tallet, der ligger på havbunden ud for Göteborg.
Blandt fundene er en usædvanlig fin herresko og flere genstande, der vidner om skibets rolle i den danske kolonihistorie.
”Fundene af personlige ejendele bringer os helt tæt på de mennesker, der befandt sig på skibet, og de dramatiske begivenheder, de gennemlevede,” siger Andreas Kallmeyer Bloch, museumsinspektør og marinearkæolog ved Nationalmuseets forskningscenter NJORD – center for maritim og submarin kulturarv.
Havmanden har en mørk fortid. Skibet forliste i 1683 nær Göteborg efter et af de mest voldsomme mytterier i dansk søfartshistorie. Det var afsejlet fra København med straffefanger, der skulle transporteres til den danske koloni St. Thomas i Vestindien. Undervejs tog mytterister kontrollen over skibet og styrede det mod Azorerne, hvor nogle af menneskerne ombord blev sat af, før Havmanden til sidst sank ved den svenske skærgård, hvor vraget stadig befinder sig.
En guvernørs sko?
Et af de mest bemærkelsesværdige fund er resterne af en usædvanlig fin herresko. Selvom det kun er den bagerste halvdel af sålen, som er bevaret, rummer den sigende detaljer, vurderer Vivi Lena Andersen, der er museumschef for Rudersdal Museer og ph.d. med speciale i historiske sko.
”Jeg ser rigtig mange sko fra skibsvrag, men jeg har aldrig før set en sko i så høj kvalitet. Skoen afspejler et håndværk på et meget højt niveau, som især skyldes hullerne i kanten af sålen. De er meget små, sidder tæt og er udført med en systematik og ensartethed, der har krævet enorm præcision og kyndighed. Det er kun de dygtigste skomagere med de ypperste redskaber til rådighed, som har kunnet udføre det, for hullerne kræver en meget lille syl, som var et specialværktøj. Desuden er læderet af høj kvalitet,” siger hun og tilføjer:
”Det har altså uden tvivl været en dyr og eksklusiv sko, som kun eliten havde råd til at købe.”
Én af passagerne på Havmanden, der tilhørte et så højt samfundslag, var Jørgen Iversen Dyppel, som var Danmarks første guvernør på St. Thomas. Han var ombord, eftersom han var på vej tilbage på sin post, da mytteristerne kastede ham i Den Engelske Kanal, hvor han omkom.
Selvom det ikke kan fastslås med sikkerhed, er det derfor ikke usandsynligt, at skoen kan have tilhørt ham.
”Skoen vidner i så fald ikke kun om Jørgen Iversen Dyppels liv og dramatiske død, men er også en personlig indgangsvinkel til den større fortælling om etableringen af de danske kolonier i Vestindien og den udbredte slavehandel, som Danmark var en del af,” siger Andreas Kallmeyer Bloch.
Slavebetaling ombord
Dykkerne fandt også to manillaer – ringformede metalgenstande, der i Vestafrika blev brugt som betalingsmiddel under den europæiske slavehandel. Fund af manillaer er sjældne i Norden og giver et sjældent indblik i handlens omfang.
”Manillaerne tilføjer endnu et lag til Havmandens historie og understreger forbindelsen til den slavehandel, der udgjorde en central del af Danmarks koloniale aktiviteter i både Vestindien og på Afrikas vestkyst,” siger Andreas Kallmeyer Bloch.
Blandt de øvrige fund er en fint udformet knap, som kan have tilhørt en person med en højere rang ombord på skibet.
Foruden de personlige fund blev der udtaget dendrokronologiske prøver af skibets tømmer. Analyserne viser samstemmende, at træerne blev fældet omkring år 1664 eller kort tid efter – og at tømmeret stammer fra området omkring Nordtyskland eller den sydlige del af Jylland.
Undersøgelsen havde desuden til formål at beskytte vraget mod videre nedbrydning. Det blev derfor dækket med geotekstil, som forhindrer erosion og hjælper med at bevare de arkæologiske spor på havbunden for fremtiden.
Kontakt
- Andreas Kallmeyer Bloch, marinearkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseets forskningscenter NJORD – center for maritim og submarin kulturarv, 5222 3608, Andreas.Kallmeyer.Bloch@natmus.dk
- Vivi Lena Andersen, museumschef for Rudersdal Museer og ph.d. med speciale i sko, 7268 5657 / 4611 5657, vivil@rudersdal.dk
- Asger Nørlund Christensen, søfartshistoriker, Nationalmuseet, 2221 2495, Asger.Norlund.Christensen@natmus.dk
- Staffan von Arbin, marinearkæolog, Bohusläns Museum, +46(0)72-709 74 03, staffan.arbin@bohuslansmuseum.se
Billederne kan frit benyttes mod kreditering.
Nøgleord
Kontakter
John Fhær Engedal NissenKommunikationsmedarbejderNationalmuseet
Tlf:+45 41 20 68 49jni@natmus.dkBilleder


















Nationalmuseet
Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum. Det består af en række besøgssteder, herunder Nationalmuseet i København, hvor omkring 42.000 genstande er udstillet. Mere end to millioner museumsgenstande opbevares på magasin.
Gennem tværfaglig forskning arbejder mere end 50 forskere på Nationalmuseet med at forbinde fortiden med nutiden ud fra et bredt spektrum af emner. Det inkluderer alt fra materialeforskning og naturvidenskabelige analyser til undervandsarkæologi og forskning i krigshistorie, vikingetid, byudvikling, modehistorie, skriftsprog og plastik.
Nationalmuseets konservatorer arbejder på at bevare kulturarven for museer, kirker, slotte og herregårde, offentlige institutioner samt private.
Følg pressemeddelelser fra Nationalmuseet – Forskning og Kulturarv
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nationalmuseet – Forskning og Kulturarv
Nationalmuseet vil 3D-scanne runesten for at forstå vikingernes magtnetværk8.10.2026 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt forskningsprojekt vil puste liv i de mennesker, der er nævnt på de danske runesten, og forstå de sociale netværk og magtforhold, de indgik i. Runesten skal 3D-scannes, og teksterne skal undersøges som retslige, religiøse og politiske dokumenter.
Atypiske dødsfald i jernalderen undrer forskere: Børnekranie i gulv og døde bygget ind i huse6.10.2026 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt studie afslører hidtil ukendte og brutale ritualer omkring død og vold i jernalderens Skandinavien. Det viser en langt større kompleksitet i datidens hverdag og forestillingsverden, end vi ofte tillægger jernalderens mennesker.
Norse church ruin found in Greenland24.9.2026 05:00:00 CEST | Press release
The find of a skeleton reveals a hitherto unknown Norse church in southern Greenland, not far from Erik the Red’s settlement. The discovery broadens our knowledge about the society and power balance in Greenland at that time and may lead to more such finds in the future.
Kirkeruin fra nordboerne fundet i Grønland24.9.2026 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fund af skelet afslører ukendt kirke fra nordboerne i Sydgrønland, ikke langt fra Erik den Rødes boplads. Opdagelsen gør os klogere på datidens samfundsudvikling og magtforhold i Grønland og kan måske føre til flere kirkefund i fremtiden.
4.500 year old food remains reveal sophisticated cooking in Early Bronze Age Syria14.9.2026 10:09:10 CEST | Press release
New research shows a sophisticated kitchen in ancient Syria dating back 4,500 years, featuring the use of two different types of cooking pots and a range of ingredients—such as goat, grain, and gazelle—as well as resin used as a spice.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum