Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Åbent brev til regeringen: Ungdommen har talt. Nu er det tid til dialog.

5.11.2026 15:52:50 CET | Danske Gymnasieelevers Sammenslutning | Pressemeddelelse

Del

Dette åbne brev er netop sendt til Økonomi- og Indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), Erhvervs- og Konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (R), Finansminister Peter Hummelgaard (S) og Skatte- og Vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M). 

Brevet kommer som reaktion på de massive demonstrationer imod regeringens nedskæringer på SU'en og forringelser af dimittenddagpengene. Håber er, at ministrene beslutter sig for at lytte til ungdommen og dropper forslagene. 

Åbent brev til regeringen: Ungdommen har talt. Nu er det tid til dialog.

Kære Pia Olsen Dyhr, Martin Lidegaard, Jakob Engel-Schmidt og Peter Hummelgaard

I går fyldte mere end 13.000 studerende og elever gaderne i København. Vi gik fra Rådhuspladsen til Christiansborg for at sende jer et klart budskab: Nu er det nok!

Samtidig nedlagde næsten 50.000 gymnasieelever på 61 gymnasier undervisningen landet over. Unge fra hele Danmark valgte at bruge deres dag på at kæmpe for deres uddannelse og deres fremtid.

Det er ikke noget, vi gør for sjov. Det er et udtryk for en frustration, der har vokset sig større gennem flere års reformer og nedskæringer på vores uddannelser og økonomiske vilkår.

Nu foreslår jeres regering endnu en gang at lade unge betale regningen.

I vil forringe SU'en for over 100.000 unge. Det betyder færre penge til studiebøger og -programmer, transport, mad og alle de andre udgifter, unge - ligesom alle andre mennesker - har. Og det betyder, at unges økonomiske muligheder i endnu højere grad bliver afhængige af deres forældres indkomst. Samtidig vil SU-nedskæringerne føre til, at en historisk presset og stresset ungdomsgeneration nu får endnu mindre tid til at fokusere fuldt ud på vores uddannelser.

Samtidig vil I indføre et beskæftigelseskrav for at få dagpenge efter endt uddannelse. Det betyder, at studerende, der har koncentreret sig om deres uddannelse, ikke længere nødvendigvis er sikret dagpenge, når de er færdige. Det rammer særligt dem, der har svært ved at passe et studiejob ved siden af en krævende uddannelse, praktik, laboratoriearbejde eller andre forpligtelser. I gør retten til dagpenge afhængig af, hvor meget man har arbejdet under studiet, frem for at anerkende, at det at tage en uddannelse allerede er et fuldtidsarbejde.

Vi ved godt, at der skal træffes svære politiske prioriteringer. Men vi har svært ved at forstå, hvorfor regningen igen skal sendes til dem, der er i gang med at uddanne sig til fremtiden.

Det absolut mindste, vi kan forvente, af jer er, at I vil lytte til os. Det absolut mindste de næsten 50.000 elever og studerende, der nedlagde deres undervisning kan for vente af jer er, at I vil lytte til os. Det absolut mindste de 13.000 unge, der dukkede op på Christiansborg Slotsplads for at råbe jer op kan forvente er, at I vil lytte til os.

Vi har flere gange forsøgt at komme i dialog med jer om konsekvenserne af jeres forslag. Men vi oplever ikke, at I tager vores bekymringer alvorligt. I affejer vores kritik, nægter at mødes og forholder jer ikke til, hvilke konsekvenser, jeres forslag kan få.

Det er svært at forene med de ambitioner om uddannelse, muligheder og social retfærdighed, som jeres partier har givet udtryk for.

Vi forventer ikke, at vi er enige om alt. Men vi forventer, at en regering, der træffer så vidtrækkende beslutninger om vores fremtid, også er villig til at møde dem, beslutningerne rammer.

Derfor retter vi nu en direkte opfordring til jer. Mød os, før I træffer beslutningerne hen over hovedet på os.

Vi inviterer jer til et fælles møde med Danske Studerendes Fællesråd og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, inden finanslovsforhandlingerne afsluttes. Vi håber, I har lyst til at deltage, så vi kan få en reel politisk samtale om konsekvenserne af jeres forslag, og om hvordan vi finder en bedre vej frem.

Vi synes ikke, det er for meget at forlange. Når titusindvis af unge vælger at bruge deres tid på at protestere mod regeringens politik, bør det også forpligte regeringen og dens ministre til at tage deres bekymringer alvorligt. Og i sidste ende til at ændre dens politik, når den rammer skævt.

Gårsdagens demonstration var ikke kun et nej til nedskæringer. Det var også et krav om at blive hørt. Og det krav forsvinder ikke, bare fordi demonstrationen er slut.

Vi ønsker en konstruktiv dialog. Men det kræver, at I også er villige til at tage elev- og studenterbevægelsen alvorligt.

I går stod tusindvis af unge foran Christiansborg og bad jer om at lytte.

Nu er det op til jer at vise, at I har hørt os.

Vi ser frem til jeres svar

Med venlig hilsen

Anton Stubbe Teglbjærg – forperson for Danske Studerendes Fællesråd

Oscar Tønsberg Hoffmann – forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Om Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) er en national, uafhængig elevpolitisk organisation. DGS repræsenterer landets 89.000 STX- HF- IB- og EB-elever og deres holdninger og understøtter elever og elevråd i deres elevdemokratiske arbejde.

Følg pressemeddelelser fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

21 organisationer kalder til massedemonstration: “Nu er det nok - stop besparelserne på unge og uddannelse!”6.10.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Regeringen fremlagde i sidste uge sine økonomiske prioriteringer i et interview med Berlingske. Politikken er klar: Der er en regning, der skal betales, og dén tørrer regeringen bestående af SF, Radikale, Socialdemokratiet og Moderaterne med største vellyst af på unge med milliardbesparelser. De fire partier vil nemlig afskaffe SU’en for 81.000 unge, skære drastisk i den for endnu flere og stille krav om beskæftigelse som grundlag for at modtage dimittenddagpenge efter endt studieliv. Det er helt groteske forslag, der endnu engang forringer unges muligheder for at uddanne sig. Vi står sammen om at mene, at det er den helt forkerte vej at gå. I stedet burde regeringen investere i uddannelser af høj kvalitet for alle unge. Forslaget om at fjerne SU’en helt for 81.000 hjemmeboende unge, der er børn af forældre med en samlet årsindkomst på over 710.000 kroner - svarende til over en gennemsnitlig pædagogløn - og at forringe den for alle unge, der har forældre med en årsindkomst på over 420.

Elevorganisationer går sammen om åbent brev til ministeren: Styrk elevdemokratiet!24.9.2026 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Nørre Nissum, 24. september 2026. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, Erhvervsskolernes ElevOrganisation, EEO og Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, LH, sender i dag et åbent brev til undervisningsminister Magnus Heunicke med tre konkrete initiativer, der skal løfte elevindflydelse og elevengagement på ungdomsuddannelserne. Forslagene er som følger: Indfør et elevrådstaxameter på 200 kr. pr. årselev. Stil krav om minimum én fuldtidsansat elevrådskoordinator på alle ungdomsuddannelsesinstitutioner. Sørg for, at elevdemokratisk engagement ikke registreres som fravær Initiativerne skal sikre, at der på alle landets ungdomsuddannelser er økonomi til, at elevråd kan drives stabilt og realisere elevernes visioner. Samtidig skal der være dedikeret professionel kapacitet, der kan understøtte elevrådets arbejde administrativt og organisatorisk og forbedre rammerne for det brede elevengagement på skolerne. De strukturelle rammer om elevernes demokratiske deltagelse styrkes også

Gymnasieelever tager AI-debatten på egne skuldre: Nyt topmøde samler elever, forskere og beslutningstagere13.8.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse

Aarhus, 14. september 2026 - Kunstig intelligens er allerede en del af gymnasieelevernes hverdag. På godt og ondt. Og derfor skal elever, lærere, rektorer, forskere og beslutningstagere i fællesskab undersøge, hvordan teknologien kan bruges meningsfuldt i undervisningen, og hvilken rolle den skal spille i fremtidens gymnasieuddannelser. Hvad betyder AI for elevernes uddannelse, og for arbejdsliv og samfund? Og hvad skal elever og lærere lære om teknologien for at sikre en ansvarlig og værdiskabende anvendelse af den? Det er nogle af de spørgsmål, der er på dagsordenen, når Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) samler elever, lærere, rektorer, forskere og beslutningstagere til et nationalt AI-topmøde på Aarhus Universitet. Topmødet skaber et forum, hvor gymnasieelever kan bidrage aktivt til debatten om kunstig intelligens og dens betydning for læring, dannelse og uddannelse. Gennem oplæg, paneldebatter og workshops skal deltagerne sammen undersøge både mulighederne og udfordringer

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye