Over halvdelen af de danske SMV’er mangler en plan for håndtering af kriser og store cyberangreb
5.11.2026 12:16:47 CET | SMVdanmark | Pressemeddelelse
52 procent af de små og mellemstore virksomheder har ikke gjort sig konkrete overvejelser om, hvordan de skal håndtere større driftsforstyrrelser som fx cyberangreb. Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, som efterlyser enklere vejledning og bedre hjælp til virksomhedernes beredskab.

Mere end hver anden lille og mellemstor virksomhed har ikke overvejet, hvordan den skal håndtere større driftsforstyrrelser som cyberangreb, strømsvigt eller problemer med forsyningerne.
Det viser en ny analyse fra SMVdanmark.
Analysen bygger på svar fra 1.166 små og mellemstore virksomheder. Særligt de mindste virksomheder halter efter. Blandt virksomheder med én ansat har blot 35 procent gjort sig konkrete overvejelser om større driftsforstyrrelser.
”Vi står i den mest alvorlige sikkerhedssituation i årtier. Alligevel er alt for mange små virksomheder ikke forberedt på, hvad de skal gøre, hvis strømmen går, IT-systemerne bliver angrebet, eller leverancerne udebliver. Det er bekymrende,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
Han uddyber:
”SMV’erne udgør 99 procent af danske virksomheder og står for over to tredjedele af den private beskæftigelse. Så det er en stor del af dansk erhvervsliv, der potentielt ikke er klar, hvis krisen rammer. Det er en sårbarhed, vi er nødt til at tage alvorligt.”
Små virksomheder har ikke en beredskabsafdeling
For mange små virksomheder er det ejeren selv, der skal håndtere både kunder, medarbejdere, økonomi og uforudsete problemer. Derfor kan arbejdet med kriseberedskab let blive skubbet til side i en travl hverdag.
Analysen viser samtidig en tydelig sammenhæng mellem forberedelse og oplevet beredskab. Blandt virksomheder, der har overvejet større driftsforstyrrelser, føler 31 procent sig i høj eller meget høj grad forberedte. Det gælder kun 10 procent af dem, der ikke har gjort sig sådanne overvejelser.
”Ejeren af en virksomhed med tre ansatte har hverken en IT-afdeling eller en beredskabschef. Men konsekvenserne af et nedbrud kan potentielt være lige så alvorlige som i en større virksomhed. Derfor skal det være langt lettere at komme i gang med et helt grundlæggende beredskab,” siger Jakob Brandt.
SMVdanmark efterlyser konkret hjælp
SMVdanmark opfordrer myndighederne til at udvikle enkle og praktiske vejledninger, der tager udgangspunkt i de små virksomheders hverdag. Samtidig bør lokale beredskaber i højere grad inddrage erhvervslivet.
Virksomhederne har selv ansvar for at forberede sig, understreger SMVdanmark. Men myndighederne skal gøre det lettere at forstå, hvilke risici der er vigtigst, og hvilke forholdsregler der giver størst effekt. Færre administrative byrder kan samtidig frigøre tid til at arbejde med beredskabet.
”Døgnet har kun 24 timer, og SMV’erne spilder uanede mængder af tid på at håndtere bøvl, byrder og bureaukrati. For eksempel betyder nye emballageregler, at vores medlemmer lige nu bruger tiden på at opgøre papkassers vægt i gram og finde detaljerede oplysninger om limen i en etiket. Den tid, der går med det, kunne også være brugt til at sikre et bedre beredskab og styrke cybersikkerheden. Politikerne har en stor opgave i at prioritere her,” siger Jakob Brandt.
Fakta: Hovedpointer fra analysen
- 41 pct. har gjort sig konkrete overvejelser om håndtering af større driftsforstyrrelser. 52 pct. har ikke, mens 7 pct. svarer ved ikke.
- Blandt virksomheder med én ansat har 35 pct. gjort sig beredskabsovervejelser. Blandt virksomheder med 20-49 ansatte er andelen 53 pct.
- Cyberangreb eller IT-nedbrud indgår hos 80 pct. af virksomhederne med konkrete beredskabsovervejelser. Nedbrud i forsyningen indgår hos 55 pct.
- Blandt virksomheder, der har gjort sig beredskabsovervejelser, føler 31 pct. sig i høj eller meget høj grad rustet til at håndtere en større uforudset krise - mod 10 pct. blandt dem uden.
Analysen bygger på besvarelser fra 1.166 små og mellemstore virksomheder. Undersøgelsen er repræsentativ for SMV'er generelt.
Fakta: Sådan kan vi styrke SMV’ernes beredskab
SMVdanmark foreslår fem konkrete tiltag, der skal gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at styrke deres beredskab:
- Fradrag for beredskabsinvesteringer: Indfør skattefradrag for investeringer i eksempelvis nødstrøm, IT-sikkerhed og alternative forsyningsløsninger.
- En større rolle til den lokale erhvervsservice: Lad den lokale erhvervsservice hjælpe virksomhederne med enkle beredskabsplaner, konkret vejledning og kontakt til lokale beredskaber.
- Færre administrative byrder: Reducér unødvendige regler og indberetninger, så virksomhederne får mere tid til at styrke deres beredskab.
- Et frivilligt register over virksomhedernes beredskabskapacitet: Gør det lettere for myndighederne at finde virksomheder, der kan bidrage med eksempelvis transport, udstyr, lokaler eller andre ressourcer under en krise.
- Klarere regler om ansvar og erstatning: Skab tydelige juridiske rammer for virksomheder, der bidrager til samfundets beredskab, herunder regler om ansvar og eventuel kompensation.
Kontakter
Asbjørn LindsøKommunikations- og pressechef
Tlf:21534364lindsoe@smvdanmark.dkVedhæftede filer
Links
SMVdanmark er paraplyorganisation for brancheorganisationer, lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger og over 1.000 direkte medlemsvirksomheder. SMVdanmark repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder og er den eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende arbejder for SMV’ernes interesser – både nationalt, lokalt og på EU-plan. Læs mere på SMVdanmark.dk.
Følg pressemeddelelser fra SMVdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra SMVdanmark
Ny analyse: SMV’erne tror på fremtiden, men bureaukrati bremser væksten5.11.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Trods international uro og økonomisk usikkerhed ser seks ud af ti små og mellemstore virksomheder positivt på deres fremtid. Men en ny analyse fra SMVdanmark viser, at administrative byrder, mangel på arbejdskraft og skatter og afgifter er de største barrierer for at udnytte vækstmulighederne.
Ny analyse: Dårlige betalingsvaner koster SMV’erne 12 mia. kr. om året1.11.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danske SMV’er bruger hvert år 38 mio. arbejdstimer på at følge op på manglende og forsinkede betalinger. Det svarer til 23.000 årsværk og en tidsomkostning på 12 mia. kr., viser en ny analyse fra SMVdanmark.
Nye tal: Industriens opsving det seneste år er båret af de store virksomheder26.10.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Erhvervstilliden faldt i oktober hos både små og store virksomheder, og faldet er størst blandt SMV'erne. Samtidig viser nye tal fra SMVdanmarks konjunkturbarometer, at den fremgang, industrien har haft det seneste år, i overvejende grad ligger hos de største virksomheder.
Lolland Kommune modtager SMV-prisen 2026 for målrettet og succesfuld indsats med juniormesterlære22.10.2026 16:54:12 CEST | Pressemeddelelse
Lolland Kommune modtog i dag SMV-prisen 2026 for sit ambitiøse arbejde med juniormesterlære og sit tætte samarbejde mellem skoler og lokale virksomheder. Kommunen har den højeste andel elever i juniormesterlære i Danmark og viser, hvordan en lokal prioritering af ordningen kan bringe flere unge tættere på et faglært arbejdsliv.
SMVdanmark: Vismændene ser en økonomi i to tempi – understreger vigtigheden af et politisk fokus på SMV’erne20.10.2026 12:00:24 CEST | Pressemeddelelse
Der er højt tempo i dansk økonomi, men fremgangen kommer især fra de store eksportorienterede virksomheder ikke mindst i medicinalindustrien. Samtidig føres der en usædvanligt lempelig finanspolitik, som kritiseres af Vismændene i den seneste rapport. Den lempelige finanspolitik suger arbejdskraften væk fra virksomhederne, hvilket forstærker problemer for de virksomheder, som ikke buldrer afsted.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum