Forældre er stadig vigtige, når ungdomslivet kalder
5.11.2026 10:12:12 CET | Rudersdal Kommune | Pressemeddelelse
Vennerne fylder mere, festerne bliver flere, og alkohol og nikotin kommer tættere på, når børn bliver teenagere. Men forældrene spiller fortsat en vigtig rolle. Det understreger årets Ungeprofilundersøgelse, som Rudersdal Kommune vil bruge til at styrke forebyggelsen og dialogen med både unge og forældre.

På mange områder går det fremad for de unge i Rudersdal. Undersøgelsen viser, at langt de fleste unge trives godt og har gode relationer til både venner og forældre. Men alkohol fylder fortsat blandt eleverne i 9. klasse og på gymnasierne, og cigaretterne er i høj grad blevet suppleret af vapes, snus og nikotinposer. Derfor er der fortsat brug for at tale med de unge om rusmidler – og ikke mindst om forestillingen om, hvad alle de andre gør.
For undersøgelsen peger også på noget, der kan bruges aktivt i forebyggelsen: De unge tror ofte, at alkohol, nikotin og hash er mere udbredt blandt deres jævnaldrende, end det faktisk er.
Anette Mai Billesbølle, formand for Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed, siger:
- Det er positivt, at flere tal bevæger sig i den rigtige retning, men vi er ikke i mål. Alkohol og nikotin fylder stadig i ungdomslivet, og derfor skal vi holde fast i den tidlige forebyggelse og blive ved med at møde de unge med viden og tilbud, der giver mening for dem. Det kan kommunen ikke gøre alene. Forældrene spiller en vigtig rolle, og undersøgelsen viser, at vi har et stærkt udgangspunkt, fordi langt de fleste unge har en tæt relation til deres forældre.
Unge overvurderer andres alkoholforbrug
Alkohol bliver en større del af ungdomslivet gennem udskolingen. I 7. klasse har 14 procent prøvet at drikke en hel genstand. I 9. klasse gælder det 70 procent, og 18,1 procent drikker alkohol mindst én gang om ugen. På gymnasierne drikker 41,9 procent alkohol mindst én gang om ugen. Flere af tallene er lidt lavere end sidste år.
Men de unges billede af hinanden fortæller også en del af historien. De overvurderer ofte, hvor mange jævnaldrende der drikker alkohol, bruger nikotinprodukter eller hash. Forestillingen om, hvad ”alle de andre” gør, er derfor også vigtig at arbejde med i forebyggelsen.
Lena Søeborg, centerleder af Rudersdals Rusmiddelcenter, siger:
- Som ung orienterer man sig helt naturligt mod andre unge. Hvis du tror, at alle de andre drikker eller bruger nikotin, kan det være med til at flytte ens egne grænser. Derfor er undersøgelsen vigtig. Den giver både de unge og deres forældre et mere nuanceret billede af, hvad der faktisk er normalt, og et bedre udgangspunkt for dialogen derhjemme.
Den viden bruges allerede i det forebyggende arbejde i Rudersdal. På 7. årgang arbejder kommunen blandt andet med social pejling, hvor de unge bliver præsenteret for forskellen mellem deres forestilling om, hvad andre unge gør, og hvordan det faktisk ser ud.
Vapes fylder blandt de unge
Hvor cigaretter tidligere var det oplagte billede på nikotin, møder de unge i dag også vapes, snus og nikotinposer. Blandt eleverne i 9. klasse har hver tredje prøvet vapes eller e-cigaretter, mens 16,2 procent har prøvet snus, nikotinposer eller tyggetobak. På gymnasierne har mere end halvdelen prøvet vapes eller e-cigaretter, og knap hver tredje har prøvet snus, nikotinposer eller tyggetobak.
Det ændrer også den forebyggende opgave. Nikotin er ikke længere nødvendigvis lig med cigaretter. Nogle af de nikotinprodukter, de unge møder i dag, kan have et langt højere nikotinindhold end en almindelig cigaret. Derfor er det vigtigt, at både unge og forældre kender produkterne og deres styrke.
Forældrene spiller en vigtig rolle
Langt de fleste unge i Rudersdal oplever, at deres forældre er der, når de har brug for dem, interesserer sig for deres skole og fritid og ved, hvor de er om aftenen. Også når børnene bliver ældre, er forældrene altså fortsat tæt på deres liv.
Men når det gælder alkohol, er rammerne ikke altid lige tydelige. Blandt de 9. klasser, der drikker alkohol, svarer 55 procent, at de ikke ved, hvor meget alkohol de må drikke for deres forældre. Omkring 31 procent svarer, at deres forældre ikke ved, hvor meget de drikker.
- Forældrene betyder stadig rigtig meget, også når venner og fester begynder at fylde mere. Man kan gøre en forskel ved at være nysgerrig på sit barns liv og være tydelig om sine holdninger og rammer. Det gælder også, selv om man tror, at ens barn allerede ved, hvad man mener om alkohol og nikotin. De samtaler skal vi blive ved med at tage, siger Lena Søeborg.
Resultaterne fra Ungeprofilundersøgelsen bruges i det forebyggende arbejde i SSP, på skolerne og i Ung i Rudersdal og er med til at målrette indsatserne dér, hvor der er behov.
Fakta om Ungeprofilundersøgelsen 2026
Ungeprofilundersøgelsen er en anonym og frivillig spørgeskemaundersøgelse blandt elever i 7.-9. klasse og unge på ungdomsuddannelserne.
1.423 elever fra 7.-9. klasse deltog i december 2025. Det svarer til 88 procent af eleverne. 651 elever fra Birkerød Gymnasium og Nærum Gymnasium deltog i januar 2026.
Som et forsøg blev unge mellem 15 og 30 år uden for uddannelse og beskæftigelse også inviteret til at deltage i år. Svarprocenten var meget lav, og forsøget skal nu evalueres.
Kontakter
Anette Maj BillesbølleKommunalbestyrelsesmedlem
Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed, Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget
Billeder
Om Rudersdal Kommune
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.
Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Oplev DR’s julekalenderudstilling på Mothsgården3.11.2026 11:12:11 CET | Pressemeddelelse
Denne jul kan du på Mothsgården fordybe dig i særudstillingen ”Julekalenderens historie – En udstilling med DR’s julekalendere gennem tiden”. Mød velkendte figurer og fortællinger fra DR’s julekalendere og se udvalgte rekvisitter fra årets DR-julekalender ”Den Store Julefortælling”.
Holte Skole får nyt skolekøkken29.10.2026 12:36:50 CET | Pressemeddelelse
Bedre rammer til faget madkundskab er på vej til eleverne på Holte Skole. Kommunalbestyrelsen har netop godkendt et nyt skolekøkken, som forventes at stå klar i sommeren 2027.
Kommunerne overtager arbejdet med bro over Mølleåen12.10.2026 13:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Arbejdet med broen over Mølleåen er blevet mere forsinket end forventet, og derfor går Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommune nu sammen om at sikre, at projektet færdiggøres.
Arkæologistuderende søsætter skoleelevers stammebåd8.10.2026 16:02:18 CEST | Pressemeddelelse
En arkæologistuderende søsatte i dag en stammebåd, som 6. årgang på Vedbæk Skole har udhugget i samarbejde med Rudersdal Museer. Søsætningen gav eleverne mulighed for at prøve den stammebåd, som de var med til at udhugge i slutningen af september.
Ny alliance skal styrke pigefodbold i Rudersdal7.10.2026 14:51:48 CEST | Pressemeddelelse
Et stærkere udviklingsmiljø for piger, bedre muligheder på tværs af niveauer og en tydeligere vej fra bredde til elite. Det er ambitionen med LB Alliancen, som blev lanceret tirsdag den 6. oktober i Birkerød Idrætscenter af Lyngby Boldklub og Skjold Birkerød Fodbold.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
