Stryhns Gruppen A/S

Fem års partnerskab er med til at sikre børn og unge hjælp døgnet rundt

2.11.2026 10:15:10 CET | Stryhns Gruppen A/S | Pressemeddelelse

Del

Siden 1. november 2021 har Stryhns Gruppen været med til at sikre, at BørneTelefonen og HØRT kan være åben døgnet rundt. Fem år senere viser tusindvis af samtaler om natten, hvorfor hjælpen også skal være tilgængelig, når resten af Danmark sover.

Den 1. november 2026 var det fem år siden, Stryhns Gruppen indledte et vigtigt partnerskab med Børns Vilkår. Gennem samarbejdet støtter Stryhns Gruppen BørneTelefonens arbejde for at sikre, at børn og unge altid har nogen at række ud til, når de har brug for at tale med en voksen.

Når resten af Danmark sover, er der stadig børn og unge, der har brug for nogen at tale med. Siden BørneTelefonen pr. 1. november 2021 udvidede åbningstiden til hele døgnet, har der været 44.826 samtaler i nattetimerne. Det svarer til 17 pct. af alle samtaler i perioden. I 2025 var der 2.383 flere samtaler om natten end i 2023. Det svarer til en stigning på 29 pct. Tallene understreger, hvorfor det er afgørende, at hjælpen også er tilgængelig om natten.

"Når et barn rækker ud midt om natten, skal der være nogen, der tager imod. Tallene viser meget konkret, hvorfor det betyder noget, at hjælpen ikke lukker. I fem år har vi været stolte af at støtte Børns Vilkår og BørneTelefonen, fordi det ligger helt naturligt i forlængelse af vores ambition om at hjælpe danskerne til en nemmere og bedre hverdag. En god hverdag begynder med en god barndom, og ingen børn bør stå alene med svære tanker," siger Kristian Kornerup Jensen, adm. direktør i Stryhns Gruppen.

Fra økonomisk støtte til millioner af kontaktpunkter

Partnerskabet har gennem de fem år udviklet sig til mere end støtte til den døgnåbne rådgivning. Stryhns Gruppen har løbende brugt sine mærker, produkter og samarbejder med detailhandlen til at skabe synlighed om BørneTelefonen og vise børn og unge, hvor de kan finde hjælp.

Siden 2022 er mere end 7 millioner Stryhn’s-postejer blevet solgt med information om BørneTelefonen på emballagen. Formålet har været enkelt: At gøre flere børn og forældre opmærksomme på, at der findes et gratis og anonymt sted at få hjælp, hvis noget er svært. Når informationen står på et produkt, som findes i næsten alle danske hjem, bliver BørneTelefonen synlig der, hvor børn og familier færdes til hverdag.

Også i 2022 gik Stryhns Gruppen sammen med Salling Group om en kampagne, hvor der blev doneret to kroner til BørneTelefonen for hver solgt Mild Familiepostej i Bilka, Føtex og Netto. Kampagnen indsamlede i alt 339.944 kroner til BørneTelefonen. 

Vikingen Rune blev talerør for BørneTelefonen

I 2024 fik samarbejdet en ny frontfigur, da Stryhn’s velkendte blå viking blev vakt til live som den animerede figur Rune og gjort til talerør for samarbejdet med Børns Vilkår og BørneTelefonen. Rune har siden optrådt i reklamefilm på det store lærred i Nordisk Film Biografer, TV2 og YouTube samt på Stryhn’s emballager.

Budskabet er siden rykket endnu længere ud i danskernes hverdag. I samarbejde med Bilka blev der gennemført en landsdækkende kampagne med store røde telefonbokse i alle 18 Bilka-varehuse, hvor Rune og BørneTelefonen satte fokus på, at børns problemer ikke har åbningstider.

I 2025 blev samarbejdet med Coop brugt til at gøre BørneTelefonens døgnåbne rådgivning synlig på en helt ny måde. Fra uge 30 til 39 optrådte Rune på Coops mælkekartoner, blandt andet på Änglamark, med information om, at børn og unge kan få gratis og anonym hjælp døgnet rundt.

Børns Vilkår: Vigtigt at alle børn kender deres muligheder

Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår, har tidligere fremhævet både betydningen af Stryhns Gruppens støtte til den døgnåbne BørneTelefon og værdien af kampagner, der gør rådgivningen kendt blandt børn og unge.

"Det er helt afgørende, at vi kan være der for børn og unge på alle tidspunkter af døgnet. Der er børn og unge, som ligger vågne om natten og har brug for hjælp, også akut, og derfor skal de altid kunne komme i kontakt med BørneTelefonen. Vi er meget taknemmelige for vores partnerskab med Stryhns Gruppen, som både hjælper os med at kunne være der for børn og unge døgnet rundt, men også hjælper os med at sprede budskabet om, at der er hjælp at hente," siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår.

Fem år, men arbejdet fortsætter

Femårsdagen markerer en vigtig milepæl i samarbejdet, men ambitionen om at støtte BørneTelefonens arbejde og udbrede kendskabet til hjælpen fortsætter.

"For os handler socialt ansvar ikke om en enkelt kampagne. Det handler om en indsats, man bliver ved med at prioritere. Derfor er femårsdagen først og fremmest anledning til at sige tak til Børns Vilkår og de mennesker, der hver dag og nat lytter til børn og unge, og tilbyder dem hver især den hjælp, de har brug for," siger Kristian Kornerup Jensen.

Fakta: Fem år med Stryhns Gruppen og BørneTelefonen

  • Samarbejdet begyndte 1. november 2021, og Stryhns Gruppens støtte bidrager til at Børnetelefonen kan holde døgnåbent.  
  • Det er gratis og anonymt at ringe til BørneTelefonen på 116 111, og rådgivning tilbydes også via bl.a. sms og chat.
  • Partnerskabet med Børns Vilkår og BørneTelefonen blev i 2026 nomineret til MLDK-prisen Årets Mærkevareleverandør: Socialt Engagement.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Om Stryhns Gruppen

Med sin mere end 80 år lange historie er Stryhns Gruppen efterhånden blevet en institution i dansk fødevareproduktion. Et iværksættereventyr drevet af passionen for postejer, som medtiden har udviklet sig til en moderne fødevarekoncern med fem fabrikker, en foodserviceforretning, otte brands og en lang række af landets førende mærkevarer inden for såvel postejer og pålægssalater som saucer, remoulade, mayonnaise, dressing, sennep og pølser.

I dag tæller Stryhns Gruppen mere end 400 passionerede medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at gøre hverdagen bedre gennem vores brede portefølje af mærkevarer, som bl.a. tæller Stryhn’s, Jensens Køkken, Graasten, K-Salat, Langelænder og foodserviceforretningen Delitaste. Forskellige produkter med dét tilfælles, at de har en årelang tradition for høj kvalitet, god smag og ikke mindst en madglæde, der i generationer har gjortStryhns Gruppen til en del af danskernes hverdag.

Siden 2008 har Stryhns Gruppen været en del af den familieejede norske fødevarekoncern Agra. Agra har en årlig omsætning på mere end 3 mia. kroner om året.

Følg pressemeddelelser fra Stryhns Gruppen A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Stryhns Gruppen A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye