Stryhns Gruppen styrker sine positioner i et konkurrencepræget marked
23.6.2026 09:21:07 CEST | Stryhns Gruppen A/S | Pressemeddelelse
2025 blev et år, hvor Stryhns Gruppen fortsatte investeringerne i både mærkevarer, digitalisering og produktionsapparat med det formål at styrke forretningen. Samtidig lykkedes det organisationen at vinde markedsandele for tredje år i træk og fastholde en stabil udvikling i omsætning og indtjening.

Trods fortsat geopolitisk usikkerhed, svingende råvarepriser, nye afgifter og hård konkurrence leverede Stryhns Gruppen i 2025 et stabilt *konsolideret årsresultat på 67 mio. kr. og en omsætning på 1,2 mia. kr. (*Stryhns Gruppen inkl. Delitaste og ejendomme)
Ifølge administrerende direktør Kristian Kornerup Jensen er resultatet i tråd med forventningerne.
"Vi har leveret et tilfredsstillende resultat, som lever op til vores målsætninger for året. 2025 har været præget af hård konkurrence og et marked, hvor forbrugerne i høj grad har haft fokus på pris. Derfor har vi arbejdet målrettet med at styrke vores mærkevarer gennem øget markedsføring og konkurrencedygtige kampagner i tæt samarbejde med vores kunder i detailhandlen. Det har bidraget til, at vi i perioden marts 2024 til og med marts 2026 har vundet 2,7 procentpoint i vores markedsandele på tværs af vores kategorier.”
Som led i investeringerne i mærkevarerne har Stryhns Gruppen udviklet nye kommunikationsuniverser for de største brands. Herunder et univers for Stryhn's med fokus på samarbejdet med Børns Vilkår og BørneTelefonen samt K-Salats Deli D'hjemme-univers, der skal inspirere en ny generation af forbrugere.
"I en tid med hård konkurrence om forbrugernes opmærksomhed er det afgørende at skabe relationer, der bygger på mere end produktets smag og kvalitet. Forbrugerne vil inspireres og forstå de værdier, der ligger bag. Derfor har vi investeret målrettet i at udvikle og styrke fortællingen om vores største mærkevarer for at sikre deres relevans og position - også i fremtiden," siger Kristian Kornerup Jensen.
Investeringerne i mærkevarerne har også omfattet produktudvikling og lancering af nye produkter. Eksempelvis den populære Jensens Køkken Bacon Bearnaise, samt den nøglehulsmærkede K-Salat med kalkun og urtemayo, der udvider det nøglehulsmærkede sortiment og giver forbrugerne et alternativ med mindre fedt, salt og sukker. Lanceringerne understøtter ambitionerne om løbende at udvikle sortimentet i takt med forbrugernes ønsker og behov.
Investeringer reducerer spild og optimerer produktionen
2025 har været et år præget af omfattende effektiviserings- og optimeringsindsatser på tværs af produktionen. Stryhns Gruppen har blandt andet investeret i opgradering og udskiftning af produktionslinjer for at forbedre kapacitet, stabilitet og effektivitet. Samtidig har organisationen fastholdt en høj leveringsservice på 98 procent på tværs af fabrikkerne.
2025 markerede også afslutningen på den tocifrede millioninvestering Graasten Go Green i Gråsten. Det omfattende projekt blev igangsat i 2021, og over de seneste fire år er produktionen blevet moderniseret med øget effektivitet, mindre madspild, lavere ressourceforbrug og styrket fødevaresikkerhed til følge.
Projektet har blandt andet reduceret spildet af remoulade, mayonnaise og ketchup med 155 ton årligt, svarende til cirka én million tuber remoulade. Samlet har Stryhns Gruppen reduceret madspildet i produktionen med 30 procent siden 2018 og arbejder fortsat mod målet om at nå en reduktion på 50 procent inden 2030.
"Vi ser både en bæredygtig og en forretningsmæssig gevinst ved at reducere spildet. Samtidig har vi gennemført en række investeringer og optimeringer, som styrker vores konkurrenceevne, effektivitet og leveringssikkerhed. Det giver os et stærkere fundament for fremtiden, samtidig med at vi udnytter ressourcerne bedre," siger Kristian Kornerup Jensen.
Styrket position i foodservice og fortsat digitalisering
I 2025 opnåede foodservice-forretningen Delitaste en mindre volumenvækst i et stagnerende marked. Væksten skyldes blandt andet et øget fokus på slutkundens behov og styrket samarbejde med grossister, kæder og professionelle køkkener. Foodservice-forretningen har et strategisk fokus på at tilbyde et af markedets stærkeste sortimenter inden for charcuteri og pålæg kombineret med innovative og skræddersyede løsninger, der skaber værdi for professionelle køkkener.
Stryhns Gruppen fortsatte i 2025 investeringerne i digitalisering og anvendelsen af kunstig intelligens på tværs af forretningen. Nye løsninger inden for blandt andet efterspørgselsprognoser blev implementeret i forretningen, hvilket har bidraget til mere præcise prognoser og et stærkere beslutningsgrundlag. Samtidig er produktionsplanlægning og analyse af forbrugertendenser i stigende grad blevet automatiseret. Derudover er der gennemført en række procesautomatiseringer og optimeringstiltag, som bidrager til øget effektivitet og bedre ressourceudnyttelse i både produktion og administration.
Fokus på langsigtet udvikling i et omskifteligt marked
Med investeringer i mærkevarer, digitalisering, produktion og foodservice kan Stryhns Gruppen se tilbage på et 2025, hvor organisationen har skabt et stærkere fundament for den langsigtede udvikling og samtidig leveret et resultat i tråd med forventningerne.
Selvom flere af de strategiske investeringer nu begynder at vise effekt, forventer Stryhns Gruppen fortsat at operere i et marked præget af betydelig uforudsigelighed. Geopolitiske spændinger, volatile råvaremarkeder, stigende omkostninger og nye afgifter stiller fortsat store krav til effektivitet og omstillingsevne.
"Vi har et stærkt fundament, men også en realistisk forventning om, at den høje volatilitet fortsætter. Derfor vil vi fortsat have fokus på at styrke vores mærkevarer, udvikle vores forretning og gennemføre de investeringer og effektiviseringer, der skal sikre, at vi også fremover kan tilbyde attraktive produkter til konkurrencedygtige priser," siger Kristian Kornerup Jensen.
|
Stryhns Gruppen 2021-2025 konsolideret |
|||||
|
DKK |
2025 |
2024 |
2023 |
2022 |
2021 |
|
Nettoomsætning |
1.220.187 |
1.207.188 |
1.220.351 |
1.092.403 |
1.007.603 |
|
Årets resultat |
67.312 |
69.547 |
59.302 |
42.906 |
75.410 |
Ovenstående er konsoliderede nøgletal for det samlede Stryhns Gruppen regnskab, som er fordelt på 3 regnskaber: Stryhns Gruppen A/S, Delitaste ApS og Stryhns ejendomme A/S.
Nøgleord
Kontakter
Pressetelefonen
Tlf:60 38 83 77kommunikation@stryhns.dkBilleder
Vedhæftede filer
Om Stryhns Gruppen
Med sin mere end 80 år lange historie er Stryhns Gruppen efterhånden blevet en institution i dansk fødevareproduktion. Et iværksættereventyr drevet af passionen for postejer, som med tiden har udviklet sig til en moderne fødevarekoncern med fem fabrikker, en foodserviceforretning, otte brands og en lang række af landets førende mærkevarer inden for såvel postejer og pålægssalater som saucer, remoulade, mayonnaise, dressing, sennep og pølser.
I dag tæller Stryhns Gruppen ca. 400 passionerede medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at gøre hverdagen bedre gennem vores brede portefølje af mærkevarer, som bl.a. tæller Stryhn’s, Jensens Køkken, Graasten, K-Salat, Langelænder og foodserviceforretningen Delitaste. Forskellige produkter med dét tilfælles, at de har en årelang tradition for høj kvalitet, god smag og ikke mindst en madglæde, der i generationer har gjort Stryhns Gruppen til en del af danskernes hverdag.
Siden 2008 har Stryhns Gruppen været en del af den familieejede norske fødevarekoncern Agra. Agra har en årlig omsætning på mere end 3 mia. kroner om året.
Følg pressemeddelelser fra Stryhns Gruppen A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Stryhns Gruppen A/S
Nyt emballagegreb hos Stryhns Gruppen gør over 500 tons plast genanvendeligt18.5.2026 13:32:05 CEST | Pressemeddelelse
En ændring i emballagen på Graasten-produkter betyder, at op mod 524 tons plast fremover kan genanvendes årligt. Bag ændringen ligger et skifte fra papir- til plastetiketter, som gør det muligt at sortere og genanvende den samlede emballage.
Fra brand til fans: Stryhn’s lader de største fans definere etiketten28.4.2026 08:46:09 CEST | Pressemeddelelse
I forbindelse med sit 85-års jubilæum lancerer Stryhn’s en kampagne, der hylder de trofaste fans, som har gjort brandet til en fast del af danskernes hverdag. Stryhn’s er i dag et af de fødevarebrands, der findes i flest danske hjem – og netop den tætte relation er udgangspunktet for kampagnen.
Delitaste styrker markedspositionen – klar til næste fase6.10.2025 12:08:19 CEST | Pressemeddelelse
Lidt over halvvejs i strategiperioden gør Delitaste status: en styrket markedsposition, øget kundeorientering og et bedre fundament for videre vækst.
Lars Bo Christiansen markerer 10 år som marketingdirektør hos Stryhns Gruppen25.9.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 1. oktober markerer Lars Bo Christiansen 10 år ved roret for Stryhns Gruppens markedsføring og innovation. Gennem et årti har han sat sit aftryk på udviklingen af nogle af Danmarks stærkeste fødevarebrands – fra Stryhn’s Leverpostej og K-Salat til Graasten og Jensens Køkken – og været med til at forny, udvide og fastholde deres position i danskernes hverdag.
Halvvejs i strategien: Stærkt momentum hos Stryhns Gruppen trods udfordrende markedsvilkår26.6.2025 16:27:47 CEST | Pressemeddelelse
Halvandet år inde i forretningsstrategien ser Stryhns Gruppen stille og roligt fremgang i årsregnskabet for 2024 i et volatilt og konkurrencepræget marked.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum





