Roskilde Universitet styrker samarbejdet med Nationalpark Skjoldungernes Land med strategisk partnerskabsaftale
28.10.2026 07:00:00 CET | Roskilde Universitet | Pressemeddelelse
Roskilde Universitet og Nationalpark Skjoldungernes Land skal bl.a. samarbejde om bæredygtige landskaber, vandmiljø, miljøhistorisk forskning og uddannelse.

Roskilde Universitet og Nationalpark Skjoldungernes Land arbejder i forvejen sammen, og nu konsoliderer og udbygger parterne det samarbejde med en strategisk partnerskabsaftale.
Samarbejdet bliver udmøntet i projekter inden for følgende indsatsområder:
• Bæredygtige landskaber og arealforvaltning
• Vandmiljø og kystnære vande
• Ledreborg Landscape Laboratory
• Miljøhistorisk forskning og formidling
• Fremtidige udviklingsmuligheder
Med aftalen fortsætter Roskilde Universitet med at indgå tætte partnerskaber med aktører i Region Sjælland, som understøtter arbejdet med praksisrettet forskning og uddannelse til gavn for region, studerende og universitetet.
"Nationalpark Skjoldungernes Land rummer et enestående samspil mellem natur, landskaber og kulturhistorie. Med partnerskabet får vi en stærk platform til at bringe Roskilde Universitets forskning og uddannelser endnu tættere på virkelighedens udfordringer – og samtidig bruge den viden og de erfaringer, der findes i nationalparken, til at udvikle ny forskning og nye løsninger. Det er netop i mødet mellem forskning, praksis og samfund, at vi kan skabe ny viden med betydning for både Sjælland og resten af verden," siger konstitueret prorektor for Roskilde Universitet, Bjørn Thomassen.
Nationalpark Skjoldungernes Land har en målsætning om at styrke samarbejdet med forskningsinstitutioner samt at understøtte forskning og undervisning i områdernes værdier, herunder Roskilde Fjord, som udgør en tredjedel af nationalparkens samlede areal.
"Vi er den af de fem danske nationalparker, som rummer fjordlandskabet, og vi er dermed nationalpark for fjordene i Danmark. Vi har en stor opgave foran os med at forbedre forholdene for livet i Roskilde Fjord og arbejder blandt andet med ålegræs, stenrev og muslingerev for at styrke livet under overfladen. Vi har allerede et godt samarbejde med Roskilde Universitet om blandt andet vandmiljøet og borgerinddragelse, og med den nye partnerskabsaftale kan vi koble forskning og erfaringer fra fjorden endnu tættere sammen, så ny viden kan omsættes til konkrete indsatser for en sundere Roskilde Fjord," siger Anders Bülow, nationalparkchef i Nationalpark Skjoldungernes Land.
Samarbejde om både forskning og uddannelse
Partnerskabsaftalen formaliserer bl.a. et veletableret samarbejde mellem Roskilde Universitet og Nationalpark Skjoldungernes Land om forskning i landskabsforvaltning og forskningsbaseret forvaltning af landskaber.
Udover det forskningsmæssige perspektiv samarbejder universitet og nationalpark også om uddannelse – både på bachelor- og kandidatniveau – hvor Nationalpark Skjoldungernes Land fungerer som praksisnær partner for studerendes projektarbejder i felten.
Aftalens to parter har også igennem en årrække arbejdet sammen om forskning og borgerinddragelse vedrørende vandmiljøet i Roskilde Fjord i en fælles ambition om at styrke vidensgrundlaget for en sundere Roskilde Fjord. Målet er, at ny viden og nye metoder kan omsættes til konkrete bidrag til overvågning af vandmiljøet, naturgenopretning og fremtidig forvaltning af Roskilde Fjord.
Miljøhistorie, landskabslaboratorium og udviklingsmuligheder
Roskilde Universitet og Nationalpark Skjoldungernes Land samarbejder om miljøhistorisk forskning, der skal bidrage til en bedre forståelse af, hvordan historiske beslutninger og landskabsforandringer fortsat påvirker nutidens natur- og klimaudfordringer. Den viden kan blive et vigtigt fundament for fremtidens bæredygtige landskabsforvaltning, ligesom den kan styrke formidlingen af landskabets kultur- og naturhistorie.
Nationalpark Skjoldungernes Land arbejder derudover på at udvikle Ledreborg Landscape Laboratory, hvor Ledreborg skal fungere som et eksperimenterende forsknings- og demonstrationslandskab for fremtidens bæredygtige arealforvaltning. Roskilde Universitet indgår som en af flere partnere i det arbejde.
Partnerskabsaftalen rummer desuden en række fremtidige udviklingsmuligheder inden for bl.a. integreret landskabsmodellering, fødevaresystemer, undervisning i bæredygtig omstilling og naturforvaltning og uddannelsespartnerskaber.
Den strategiske partnerskabsaftale mellem Roskilde Universitet og Nationalpark Skjoldungernes Land løber fra 2026 til og med 2029.
Nøgleord
Kontakter
Pressetelefon (ml. 09.00 og 16.00 i hverdagene)
Tlf:2887 0027Billeder

Følg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Millionbevilling til nyt projekt: Hvordan så social ulighed i sundhed ud i 1890-1940?27.10.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Via unikke kulturarvsdata fra København skal adjunkt Mads Perner fra Roskilde Universitet undersøge, hvem der fik gavn af sundhedsmæssige fremskridt i starten af 1900-tallet, hvor uligheden var høj. Projektet modtager en bevilling på fem millioner kroner fra Augustinus Fonden.
Ole Helby bliver gæsteprofessor på University of Oxford29.9.2026 05:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Professor ved Roskilde Universitet Ole Helby Petersen forsker i samarbejdet mellem den offentlige og private sektor. Nu er han blevet udnævnt til gæsteprofessor ved Blavatnik School of Government på University of Oxford.
Millionbevilling til RUC-forskere skal styrke kommuners klimastrategier23.9.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Professor i politik og institutioner Jacob Torfing skal følge implementeringen af Københavns Kommunes Klimastrategi 2026–2035 på tæt hold.
Roskilde Universitet udnævner tre nye æresdoktorer23.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Roskilde Universitet har udnævnt tre nye æresdoktorer inden for ledelse, socialpolitik og sundhedssociologi. Den akademiske hæder går til markante internationale forskere fra University of Oxford, The University of Edinburgh og Duke University.
Vejledergruppe modtager Roskilde Universitets undervisningspris22.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gruppen af vejledere modtager prisen for et pilotprojekt med en ny projekteksamen, der blandt andet styrker deltagerstyringen og det individuelle ansvar inden for projektgruppen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum