Husk kriseberedskab for kæledyr

27.10.2026 06:30:00 CET | Dyreværnet | Aktuelt

Del

Har du preppet til din familie – også dine kæledyr? Det er ikke kun os mennesker, der skal have forråd til mindst tre døgn. Det skal vi også sørge for til vores dyr.

En grå kat sidder i en blå og hvid transportbur, som er placeret på bagsædet i en bil.
Det er vigtigt at sikre, at der er mulighed for evakuering med kæledyret. Og derfor skal evt. transportkasse opbevares, så man hurtigt kan komme til den. Dyr skal naturligvis altid sikres forsvarligt med sele under transport. Stock photo (Canva)

Efter cybertruslen blev hævet fra middel til høj i slutningen af september har det ikke skortet på budskaber om vigtigheden af prepping i medierne. Der har bl.a. været historier om de unge, som ikke helt er kommet med på preppingbølgen, og lokalsamfund, som nu opretter kommandocentraler og preppinglagre.

Men vi skal også huske vores kæledyr. Der findes nemlig ikke noget offentligt beredskab til dem ud over det, vi som ansvarlige kæledyrsejere selv sørger for. I Dyreværnet har vi selvfølgelig preppet, så vi kan passe og pleje vores dyr, som vi plejer, hvis vores infrastruktur skulle blive ramt. Har du?

Hvad skal vi preppe til vores kæledyr?

Vi har lavet en liste over det, I bør have styr på, og de ting, I skal have på lager derhjemme, hvis vi i Danmark skulle blive ramt af svigt i infrastrukturen.

Det vil sige, hvis vi i kortere eller længere tid har begrænset adgang til el, vand, varme, transport, internet, betalingsløsninger og dyrlægehjælp.

Som minimum anbefaler myndighederne, at vi kan klare os i tre døgn. For kæledyr anbefaler vi dog, at I så vidt muligt planlægger med forsyninger til 7-14 dage.

Det helt basale omkring ejerskab

Alle kæledyr bør være chippede/øremærkede og registrerede til den rette ejer. Hunde bør desuden bære halsbånd med navneskilt og kontaktoplysninger. Husk ekstra ID-mærke med telefonnummer.

Tjek, at alt dette er i orden, samt at I har et eller flere opdaterede billeder af jeres dyr. Og husk at printe papirkopier af alle relevante informationer, herunder sundhedsinformationer.

Mad og vand til minimum syv dage

Ligesom vi mennesker skal have mad og vand til eget forbrug, skal vi selvfølgelig også have det til vores kæledyr.

  • Foder, herunder specialfoder, til minimum syv dage. Meget gerne 14 dage, hvis pladsen tillader det.
    • Vådfoder eller konserves med lang holdbarhed. Husk manuel dåseåbner.
    • Egnet frisk grønt, hvis det kan opbevares forsvarligt.
    • Ekstra godbidder.
  • Drikkevand til mindst en uge pr. dyr. Husk ekstra beholdere til vand og evt. også vandrensetabletter.
  • Foderskåle og vandskåle.

Men der er også et par andre ting, vi skal huske at have på lager:

Særligt for hund desuden:

  • Seler, halsbånd og liner.
  • Hundeposer, gerne en ekstra rulle.
  • Ekstra håndklæder og tæpper.
  • Potevoks eller potepleje efter behov og årstid.


Særligt for kat desuden: 

  • Kattebakker og skovl.
  • Ekstra kattegrus.
  • Affaldsposer til brugt grus.
  • Ekstra håndklæder og tæpper.


Særligt for kanin/marsvin/hamster desuden: 

  • Rigeligt med hø, især til kaniner og marsvin.
  • Redemateriale.


Husk rengøringsartikler:

  • Ekstra vand til rengøring.
  • Mildt rengøringsmiddel, egnet til området omkring dyr.
  • Desinfektionsmiddel, der er sikkert at bruge omkring dyr.
  • Engangshandsker.
  • Køkkenrulle, papirservietter, vådservietter.
  • Rengøringsklude og svampe.


Husk også legetøj, tyggeben, kradsebræt eller anden aktivering, som kan hjælpe dyret med at håndtere stress under en længerevarende krisesituation.

Medicin og kontakt til dyrlæge

Dyr, der får medicin, skal have et lager, så de kan fortsætte deres behandling, også hvis dyrlægen og apoteket er lukket ned. Det betyder samtidig, at I som familie skal have styr på diagnoser og medicin. Det er også en god ide at tage en samtale med dyrlægen om, hvordan behandling (og betaling) sikres i en krisetid.

  • Ekstra medicin, nok til 7-14 dage, evt. køleelementer til medicin, der kræver køling.
  • Liste over sygdomme og behandlinger – og recept- og vaccinationsoplysninger/journal i papirkopi.
  • Navn og telefonnummer på egen dyrlæge samt døgnåbent dyrehospital på papir. Overvej at have kontanter til uforudsete udgifter, hvis digitale betalingsløsninger ikke fungerer.
  • Førstehjælpskasse til kæledyr med fx:
    • Sterile gazekompresser
    • Elastikbind
    • Saltvand til øjenskyl
    • Flåtfjerner
    • Saks og pincet
    • Negleklipper
  • Pelsbørste.


Ved længerevarende strøm- og varmeudfald

Mange dyr er afhængige af opvarmning om vinteren og køling om sommeren. Har I fx fugle, krybdyr, fisk eller andre eksotiske dyr, bør I også have en plan for deres særlige behov, fx varme, UV-lys, filtration osv. Vær derfor opmærksom på at have en nødløsning for elektrisk udstyr til terrarier og akvarier.

Ved behov for evakuering

Hvis der skulle blive behov for evakuering, skal der selvfølgelig også være en plan for at tage kæledyrene med – eller et sted, de kan være, mens I opholder jer et andet sted, fx en aftale med familie/venner, som er backup. Udpeg også gerne en nødperson, som kender jeres dyr og kan hjælpe, hvis I selv bliver forhindret i at tage jer af dem.

  • Transportkasser/bure.
  • Halsbånd/seler/liner.
  • Tæpper eller seng.
  • Vandflasker og evt. sammenklappelige skåle.
  • En lille mappe med papirkopier af registrerings-, vaccinations- og kontaktoplysninger.


Få styr på det i dag

Vi håber selvfølgelig ikke, at det bliver nødvendigt, men det er vigtigt at være forberedt.

Kæledyr kan ikke klare sig selv og er 100 procent afhængige af os mennesker, så husk også at hjælpe dem. Det gør vi allerbedst, hvis vi er klar og har sørget for et godt beredskab.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

En grå kat sidder i en blå og hvid transportbur, som er placeret på bagsædet i en bil.
Det er vigtigt at sikre, at der er mulighed for evakuering med kæledyret. Og derfor skal evt. transportkasse opbevares, så man hurtigt kan komme til den. Dyr skal naturligvis altid sikres forsvarligt med sele under transport.
Stock photo (Canva)
Download

Links

Dyreværnet står vagt om kæledyrene

Dyreværnet blev stiftet i 1898 og er en af verdens ældste dyreværnsorganisationer.  

Vores formål er at fremme dyrevelfærd i Danmark samt vinde og udbrede forståelse for dyrebeskyttelsens hovedopgaver, herunder at stoppe dyrplageri og aflivning af sunde og raske dyr.  

Vi mener, at alle kæledyr i Danmark fortjener et godt liv, og det arbejder vi aktivt for ved at holde os tæt på såvel de lovgivende som udøvende magter – og gennem vores mange aktiviteter: 

Hver dag modtager Dyreværnet op mod 10 anmeldelser om misrøgtede dyr. Dem tager vi alvorligt, og vi redder ca. 500 dyr om året i hele Danmark. Herudover tager vi imod et stort antal dyr fra familier, som ikke længere kan tage sig af deres kæledyr. Endelig har vi mobile dyrlægeklinikker, der kører rundt i hele Danmark og tilbyder hjælp til udsatte borgere og deres dyr, der hvor de er.  

Vores internater i Jylland og på Sjælland tager årligt imod ca. 1.500 hunde, katte, kaniner, gnavere og andre smådyr, hvoraf ca. 1.000 formidles til nye, kærlige hjem. De resterende genforenes med deres ejere.  

Dyreværnet samarbejder desuden med NSK, Københavns Politi, Københavns Vestegns og Nordsjællands Politikredse omkring håndtering og internering af dyr i forbindelse med politisager.  

Dyreværnet beskæftiger ca. 70 medarbejdere i udryknings- og internattjeneste samt administration. Hertil kommer et korps på over 140 frivillige, som hver dag hjælper med at passe og pleje vores mange internatsdyr – og går til hånde efter behov.  

Følg pressemeddelelser fra Dyreværnet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dyreværnet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye