Ny bog bringer 1800-tallets ukendte modeller frem i lyset og omskriver historien om et centralt kunstværk
26.10.2026 14:41:14 CET | Nivaagaards Malerisamling | Pressemeddelelse
Nyt forskningsarbejde identificerer en række af hidtil navnløse modeller i dansk 1800-tals kunst og fører samtidig til en ny tilskrivning af et centralt maleri fra perioden, som i dag ejes af Nivaagaards Malerisamling. Værket har i næsten 100 år været tilskrevet Wilhelm Marstrand, men kan nu tilskrives Adam Müller, en af C.W. Eckersbergs mest talentfulde elever.

Den 20. november 2026 udkommer kunsthistoriker Jesper Svenningsens bog En plads på podiet, der fortæller en ny historie om dansk 1800-tals kunst ved at undersøge kunstnernes opfattelse af individet, som den kom til udtryk i studier efter levende modeller på Kunstakademiet i København.
I århundreder var tegning efter levende model en hjørnesten i kunstakademiernes undervisning. Formålet var ikke at skildre det enkelte menneske, men at studere kroppen som vej til et kunstnerisk ideal. Fra 1820'erne begyndte danske kunstnere imidlertid i stigende grad at interessere sig for de mennesker, der stod foran dem på podiet. Modellerne blev mere end studieobjekter. De var vægtere, håndværkere, tjenestefolk, mænd og kvinder, børn og gamle, hvis liv og personligheder satte spor i kunsten.
Gennem omfattende arkivundersøgelser har Jesper Svenningsen identificeret en lang række af disse modeller og samtidig kunnet datere og nyfortolke en række tegninger og malerier. Bogen bringer dermed hidtil ukendte personer og fortællinger frem i lyset og viser, hvordan interessen for det enkelte menneske blev en vigtig del af periodens menneskesyn.
Liggende model
Et af forskningens mest markante resultater knytter sig til Nivaagaards Malerisamlings værk af en liggende, rygvendt model, der er kendetegnet som et sjældent sensuelt maleri for perioden. Det er malet i 1833, kort efter at den første kvindelige nøgenmodel var blevet introduceret på Kunstakademiet i København. Indtil da havde eleverne kun haft mulighed for at tegne og male efter mandlige nøgenmodeller. I oktober 1833 arbejdede flere kunstnere efter liggende model hjemme i Eckersbergs lejlighed på Charlottenborg. Det var Christen Købke, Wilhelm Marstrand, Jørgen Roed, og Adam Müller.
Liggende model, som Nivaagaards Malerisamling erhvervede i 2019, har siden 1930'erne været tilskrevet Wilhelm Marstrand (1810-1873). På baggrund af nye undersøgelser kan Jesper Svenningsen nu påvise, at maleriet er udført af en af Eckersbergs yndlingselever, den talentfulde men tidligt døde Adam Müller (1811-1844). I sit arbejde med bogen har Svenningsen kortlagt værkets ejerhistorik og fulgt sporet fra samler til samler, lige fra maleriet hang på Eckersbergs vægge som et studie af Müller, til det omkring 1930 blev omdøbt til Marstrands mere salgbare navn.
Svenningsen udtaler:
Tilskrivningen giver os ikke blot ny viden om et enkelt værk. Den åbner også et vindue til Kunstakademiets undervisning og til de mennesker, der stod model for kunstnerne. Historien om maleriet er samtidig historien om, hvor meget der fortsat er at opdage i den ældre kunst.
På Nivaagaards Malerisamling hilses Jesper Svenningsens forskning velkommen. Museumsdirektør Andrea Rygg Karberg fortæller:
Jeg har gennem årene tilbragt timer med at beundre vores rygvendte model – og tænkt, at det var utroligt, at Marstrand også malede sådan. I dette værk viger charme, humor og virtuos lethed pladsen for romantikkens mere dunkle sider. Kunstneren søger skyggerne og de gemte hemmeligheder. Modellen skjuler sit ansigt og sit blik og bliver ren krop, mens hun sanser vores tilstedeværelse alene gennem sin hud. Hvor kunne man have ønsket et langt og produktivt liv for kunstneren bag.
Et værk med mørklagte perioder
Værket Liggende model, der nu tilskrives Adam Müller, havde allerede ved Nivaagaards Malerisamlings erhvervelse en særlig historie. I 1998 blev det solgt til en udenlandsk samler, der fik forbud mod at føre det ud af landet, da Kulturværdiudvalget anså det for værende for nationalt værdifuldt til, at det kunne forlade landet. Ejeren opbevarede efterfølgende værket i en bankboks i København, hvor det opholdt sig i godt 20 år, indtil ejeren kontaktede Nivaagaards Malerisamling med henblik på, at værket kunne blive deponeret på museet. Her fik publikum i 2019 adgang til at opleve maleriet med det for perioden sjældent sensuelle motiv. Og i 2020 blev det så muligt for museet at erhverve maleriet med støtte fra Ny Carlsbergfondet og Malerisamlingens private støttegivere.
Müllers Liggende model er imidlertid ikke det eneste værk, der får en ny historie i Svenningsens bog. Gennem en række nytilskrivninger og identifikationer kaster han nyt lys over flere af Kunstakademiets modelstudier og identificerer ophavsmændene bag en række værker, hvis kunstnere hidtil har været ukendte. Blandt dem er værker af Wilhelm Bendz, Constantin Hansen og Christen Købke. Bogen rummer dermed ikke blot én bemærkelsesværdig opdagelse, men en række forskningsresultater, der nuancerer vores forståelse af 1800-tallets kunstnere og deres arbejde.
Bogen udkommer den 20. november 2026 på Aarhus Universitetsforlag og er støttet af Ny Carlsbergfondet og Arne V. Schleschs Fond.
Kontaktinformationer vedr. udgivelsen:
Jesper Svenningsen
jsv@smk.dk
tlf.: 4028 4281
Om Adam Müller (1811-1844)
Adam Müller var en af periodens talentfulde malerelever, men døde som kun 32-årig af lungetuberkulose. Han begyndte allerede som 10-årig på Kunstakademiet og blev fra 1825 elev hos C.W. Eckersberg og i 1828 elev på modelskolen. Müller var en af de få Eckersberg-elever, der fulgte i lærerens spor som historiemaler. Den Kongelige Malerisamling købte flere af hans malerier, og som prisopgave for Kunstforeningen malede han Luther på rigsdagen i Worms (1837-38, Helligaandskirken, Kbh.). Müller malede en række portrætter og altertavler før sin tidlige død.
Med de nye tilskrivninger, der følger i bogen En plads på podiet træder Adam Müller tydeligere frem som en af 1800-tallets centrale danske kunstnere. Udover maleriet Liggende model, der er et af de mest berømte danske modelbilleder, kan Müller nu identificeres som kunstneren bag flere andre værker, der tidligere har gemt sig under Jørgen Roeds, Wilhelm Bendz’ og Martinus Rørbyes navne.
Kontakter
Kirsten Baltzer KahrKommunikationsansvarlig I Communications Manager
Tlf:+45 49141017Tlf:+45 93880181kbk@nivaagaard.dkBilleder

Om Nivaagaards Malerisamling:
Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk 1800-tal samt skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, som er ved at forlade vores sprog
Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Efterårsferie på Malerisamlingen29.9.2026 08:03:24 CEST | Pressemeddelelse
Efterårsferien på Nivaagaards Malerisamling byder på kreative værksteder, hvor børnene kan skabe billedbøger med deres yndlingssted eller male som udstillingsaktuelle Christine Swane. Og så inviterer museet og Nivaagaards Teglværks Ringovn traditonen tro alle børn og deres voksne til at gå i fodsporene på grundlægger Johannes Hages virke som kunstsamler, teglværksejer og filantrop - og besøge smedjen ved den gamle ringovn.
Nivaagaards Malerisamling føjer kvindelige malere fra dansk 1800-tal til samlingen18.9.2026 08:42:34 CEST | Pressemeddelelse
I en ny samlingsophængning kan museets gæster for første gang opleve to kvindelige malere, Bolette Pugaard og Elisabeth Jerichau Baumann, i samlingens 1800-tals periode. De og deres værker udfolder både familiehistorien omkring museets stifter, Johannes Hage, og den større danmarkshistorie.
Nivaagaards Malerisamling fejrer Cirkelines 70-års fødselsdag i 202711.9.2026 11:43:58 CEST | Pressemeddelelse
Det begyndte med en cirkel. I 1957 sad den 17-årige Hanne Hastrup på Tegne- og Kunstindustriskolen og tegnede den lille figur, der skulle blive til Cirkeline. Få år senere flyttede hun til Hesselrødvej ved Karlebo, hvor den lille alf og hendes venner for alvor fik liv. I 2027 fylder Cirkeline 70 år, og det fejrer Nivaagaards Malerisamling næste år med en udstilling af Hanne Hastrups originale tegninger.
Invitation til pressevisning: Christine Swane. En mangfoldig ener4.9.2026 10:39:36 CEST | Presseinvitation
Pressevisning fredag 25. september kl. 11 Direktør ved Nivaagaards Malerisamling, Andrea Rygg Karberg, byder velkommen Kurator og inspektør Karen Benedicte Busk-Jepsen præsenterer udstillingen Mulighed for interviews og fotografering Presse, der ønsker at deltage i pressevisningen, bedes tilmelde sig på forhånd inden 24. september til kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr: kbk@nivaagaard.dk Den kommende særudstilling på Nivaagaards Malerisamling fejrer Christine Swanes 150 år med den hidtil mest omfattende præsentation af hendes kunstneriske virke. Christine Swane (1876-1960) gik med afsæt i Fynbomalernes kreds sine egne veje, valgte sine egne læremestre og udviklede gennem syv årtier et enestående billedsprog med en sjælden farvesans. Maleriet var hendes udgangspunkt, men midt i livet blev Christine Swane også en nyskabende keramiker og tekstilkunstner, og som ældre kunstner udførte hun en monumental mosaikudsmykning. Livet igennem fandt Christine Swane inspiration i sine nærme
200 børn og voksne på sommerferie med kunsten26.8.2026 11:24:31 CEST | Pressemeddelelse
Kunst og kultur er for alle - men ikke alle har lige adgang til den gennem livet. Det søgte et projekt udviklet i samarbejde mellem Kunsthandlinger/KH, Foreningen Enestående Forældre og Nivaagaards Malerisamling at imødekomme denne sommer, hvor 200 børn og voksne tog på ferie med kunsten.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum