Nivaagaards Malerisamling føjer kvindelige malere fra dansk 1800-tal til samlingen

2025 bød på vigtige nyerhvervelser i museets samling af kvindelige kunstnere, da Artemisia Gentileschis Susanna og de ældste (1644-48) og værkparret To blomsteropstillinger (ca. 1687-1688?) af den flamske kunstner Catharina Ykens II bragte samlingen op på fem værker af kvindelige kunstnere før 1700-tallet. De to værker af Anguissola-søstrene Sofonisba og Europa blev erhvervet tilbage i henholdsvis 1873 og 1912 af samlingens stifter Johannes Hage, uden han dengang og i sin levetid vidste, hvem kunstneren bag malerierne var. 

Det har længe været ønsket, at også samlingens danske 1800-tals periode kan præsentere malerier af kvindelige kunstnere, som generelt ikke er fremtrædende i ældre kunstsamlinger. Det er nu lykkedes med erhvervelsen af de to værker Italiensk landskab, u.å., af Bolette Puggaard og Portræt af Margrethe Lehmann, ca. 1853, af Elisabeth Jerichau Baumann.

Efter restaureringer på Kunstkonserveringen udstilles de to malerier nu for første gang på Nivaagaards Malerisamling i en fokusudstilling fra lørdag 19. september 2026.

Bolette Puggaard og Elisabeth Jerichau Baumanns værker repræsenterer en stærk historiefortælling om en tid, hvor kvindelige kunstnere i Danmark forsøgte at finde fodfæste, demokratiske strømninger brød frem, og kunstneres levevej var mulig gennem mæcener. Blandt dem var Puggaard-familien, som Malerisamlingens stifter Johannes Hages faster, Bolette giftede sig ind i. Hun blev mor til Marie, svigermor til Orla Lehmann, der var en af hovedkræfterne bag grundlovens indførelse, og mormor til kvindesagsforkæmperen Margrethe Lehmann.

Om værkerne
Bolette Puggaard f. Hage (1798–1847) var købmandsdatter fra Stege på Møn og faster til stifteren af Nivaagaards Malerisamling, Johannes Hage. Hun giftede sig i 1816 med handelsmanden Hans Puggaard, og deres fælles hjem blev et væsentligt mødested for tidens kunstnere, politikere og kulturpersonligheder. Bolette var selv kunstner og fik i 1830 privat undervisning af professor C.W. Eckersberg.

Sammen med ægtemanden Hans rejste Bolette Puggaard flere gange til Italien. De slog sig ned i Rom, hvor de kom i kontakt med en lang række danske kunstnere i byen. Familien Puggaard blev en central del af det danske kunstnermiljø, og hjemmet i Rom udviklede sig til et kulturelt samlingspunkt. Bolette Puggaard tog på udflugter i Rom og de omkringliggende egne, hvor hun fandt inspiration til sine værker. Hun var især optaget af det italienske landskab og hentede blandt andet motiver fra den romerske campagne.

Den portrætterede Margrethe Lehmann (1846–1918) er datter af Marie og Orla Lehmann og barnebarn af Bolette Puggaard. Elisabeth Jerichau Baumann har her skildret hende i et landskab iført en sart lyserød kjole. Farven går igen i hendes blussende kinder og røde ører, mens de store, klare blå øjne søger væk fra beskueren. Med disse træk har Jerichau Baumann indfanget en barnlig uskyld og generthed hos den 7-årige pige.

Margrethes far, den fremtrædende nationalliberale politiker Orla Lehmann, blev gift med Marie Puggaard  i 1844. Udover at være en af det 19. århundredes mest centrale politiske skikkelser, der medvirkede til grundlovens og demokratiets indførelse i Danmark, havde Orla Lehmann, ligesom sin hustru og svigerforældre, en stor interesse for kunst. Han opbyggede sin egen kunstsamling gennem bestillinger af og venskaber med samtidens toneangivende kunstnere som Wilhelm Marstrand, P.C. Skovgaard og Constantin Hansen.

Da Marie Lehmann i en alder af kun 28 år døde af tuberkolose, blev Orla Lehmann i 1849 enlig far til 3-årige Margrethe. Som voksen blev Margrethe journalist og kritiker, og hun var en markant stemme i det politiske landskab i Norge, især som fortaler for kvinders rettigheder. Margrethe Lehmann blev gift første gang med forfatteren Gotfred Rode (1830-1878), og sammen grundlagde de højskolen Skovgaard ved Ordrup. Efter Rodes død blev hun gift med den norske forfatter og politiker Erik Vullum (1850-1916). Hun er mor til digteren Helge og politikeren Ove Rode.

Om Elisabeth Jerichau Baumann
Den polsk-danske billedkunstner Elisabeth Jerichau Baumann (1819–1881) opnåede stor international anerkendelse i sin samtid og var en eftertragtet portrætmaler i Danmark, men blev ofte mødt af modstand i 1800-tallets danske kunstmiljø. Efter uddannelse ved Düsseldorfskolen i Tyskland, boede hun en årrække i Rom, hvor hun mødte den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau. De giftede sig og flyttede i 1849 til Danmark.

Her skabte Jerichau Baumann i 1851 det berømte maleri Mor Danmark (Ny Carlsberg Glyptotek), som forestiller en kampberedt ung kvinde i en kornmark med Dannebrog og et sværd. Generelt passede hun dog ikke ind i tidens toneangivende nationale strømning, hvor man helst skulle male danske motiver. I lange perioder arbejdede hun i udlandet og fik som en af få europæiske kunstnere adgang til haremmerne i Tyrkiet og Egypten. Hun var i sine malerier optaget af kvindekroppen og skabte banebrydende, sanselige orientalske motiver.

De to malerier er erhvervet sammen med en række andre værker fra arvinger af Puggaard-familien. Alle de nyerhvervede værker kan opleves i fokusudstillingen i forbindelse med den nye samlingsophængning fra lørdag 19. september. 

Frem til og med 25. septemper er der halv pris på entré til halvt åbent museum, mens der klargøres til den kommende særudstilling 'Chrsitine Swane. En mangfoldig ener', som åbner 26. september.  

Restaureringen af de nyerhvervede værker er muliggjort med støtte fra Hoffmann og Husmans Fond.