Vi knækker ikke stresskurven ved at gøre mere af det samme
26.10.2026 11:00:00 CET | Angst & Stressforeningen | Pressemeddelelse

Kunne vi fjerne al stress siden 1995, ville der være cirka 91.000 færre på førtidspension i dag. Sådan lyder beregningerne fra De Økonomiske Råds formandskab. Ifølge DR’s gennemgang af rapporten løber de årlige samfundsøkonomiske omkostninger ved stress op i omkring 30 mia. kr.
Den konklusion er vi meget enige i, i Angst & Stressforeningen. Imidlertid er vi meget uenige i konklusionerne om årsagerne til, at tallene ser sådan ud. Erhvervspsykolog og ph.d. Malene Friis Andersen udtaler til DR, at årsagen til de høje tal i forhold til den arbejdsrelaterede stress skal findes i veldokumenterede faktorer: ”stor arbejdsmængde, tidspres, høje følelsesmæssige krav i arbejdet, vold og trusler om vold, krænkende handlinger, uforudsigelighed, stort forandringspres på vores arbejdspladser.”
Den konklusion hviler på en forældet og fejlagtig måde at definere stress på. Og den understøtter en tilgang til stress, som har været fremherskende i årtier, hvor vi med øget fokus, øget udbud af stressbehandling og en eksplosion i antallet af stressbehandlere, konsekvent har set en stigning i antal stresstilfælde, antal førtidspensionerede (grundet angst/stress) og astronomiske udgifter for samfundsøkonomien. Antallet af danskere, som føler sig stressede er steget fra 21% til 29% over de seneste 5 år (Den Nationale Sundhedsprofil). Tallene er skræmmende.
Hos Angst & Stressforeningen mener vi, at tallene tydeliggør behovet for en grundlæggende ændring i vores tilgang til stress. Fiaskoen er tydelig, stresskurven er ikke knækket, eller det er den måske – opad.
Problemet starter allerede med definitionen. Alene i dansk forskning findes mindst 25 forskellige definitioner af stress. Den mest udbredte siger, at stress opstår, når kravene overstiger ens ressourcer. Den forklaring holder ikke, for de fleste er under pres i perioder, men langtfra alle bliver syge.
– Man kan blive stresset af 50 opgaver, af én vigtig opgave og af at gå ledig uden nogen opgaver overhovedet. Det fælles er ikke presset, men bekymringerne. Alle bekymrer sig, men det, der skaber langvarig og invaliderende stress, er mange timers bekymring dag ud og dag ind. Presset udløser stress, men det er bekymringerne, der gør stressen langvarig, siger Carsten Juul, autoriseret psykolog og forperson for Angst & Stressforeningen.
– Vi har i alt for mange år grebet stress forkert an. Vi kommer ikke til at knække kurven ved at gøre mere af det samme. Vi skal skelne mellem stress og mistrivsel og blive langt bedre til at forstå de mekanismer, der fastholder stress, tilføjer forpersonen.
Angst & Stressforeningen peger på, at den væsentligste del af løsningen er at rette blikket mod de tankeprocesser, der kan fastholde mennesker i stress. Bekymringer og overtænkning spiller en afgørende rolle ved både stress og angst, og hjælpen bør derfor også i højere grad tage udgangspunkt i, hvordan vi håndterer vores tanker.
– Vi skal sikre, at mennesker får hjælp til at håndtere de tankeprocesser, der holder problemerne i gang. Det kræver tidligere hjælp og behandling, der tager fat i selve mekanismerne bag stress. Hvis vi vil knække kurven, skal vi ændre vores tilgang til problemet, siger Carsten Juul.
Kontakter
Carsten Juul
carsten@heypeople.dkLaura HansenKommunikations- og presseansvarlig
Tlf:28933732laura@angststress.dkBilleder

Om Angst & Stressforeningen
Angst & Stressforeningen er en landsdækkende patient- og pårørendeforening, der siden 2001 har arbejdet for bedre vilkår og behandlingsmuligheder for mennesker med angst og stress og deres familier. Foreningen tilbyder bl.a. juridisk rådgivning, telefonrådgivning, selvhjælps- og pårørendegrupper samt oplysning om angst og stress. Målet er at udbrede viden om angst og stress, knække stresskurven, styrke børn og unges trivsel samt mindske frafald fra uddannelse og arbejdsmarked som følge af angst og stress.
Følg pressemeddelelser fra Angst & Stressforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Angst & Stressforeningen
Unge med angst og stress tøver med at søge hjælp på grund af bekymringer og skam8.10.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Bekymringer og overtænkning fylder hos mange unge, og flere tøver med at søge hjælp. 76 procent oplever ofte, at hovedet er fyldt med mange bekymringer på én gang, mens hver anden oplever, at skam eller usikkerhed har fået dem til at vente med at søge hjælp.
Bedre støtte på arbejdspladsen kan gøre en stor forskel for mennesker med angst og stress30.9.2026 07:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange oplever, at arbejdspladsen eller uddannelsesstedet ikke er der, når de har brug for det. 3 ud af 10 oplever at have fået den nødvendige støtte, mens halvdelen vurderer, at det kunne have gjort en stor positiv forskel.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum