Nyt værktøj afslører naturens skjulte potentiale

En blomsterstribe etableres langs kanten af en mark. Et vådområde bliver genskabt. Flere naturområder får lov at udvikle sig uden intensiv dyrkning. Forventningen er lige ud af landevejen: Giver man naturen mere plads, vil biodiversiteten vokse. Men virkeligheden er sjældent så enkel.

I Europa har forskere og beslutningstagere igen og igen observeret det samme mønster. Tiltag, der skal gavne biodiversiteten, kan skabe markante forbedringer ét sted, mens effekten er beskeden et andet sted. Nogle gange giver præcis den samme indsats vidt forskellige resultater afhængigt af, hvilket landskab den gennemføres i.

Forskere har længe dokumenteret denne variation, men det har været langt vanskeligere at forklare hvorfor. Nu mener et forskerhold fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, ledet af professor Christopher John Topping, at de måske har fundet en del af forklaringen. I en ny artikel, publiceret i tidsskriftet npj Sustainable Agriculture, introducerer forskerne et nyt begreb: Functional Trait Capacity (FTC). I stedet for kun at fokusere på den biodiversitet, vi kan observere i dag, forsøger FTC at beregne, hvor mange forskellige former for liv et landskab har potentiale til at understøtte under bestemte miljø- og driftsforhold.

Det lyder måske teknisk, men grundideen er enkel: Et landskab kan rumme langt større potentiale, end traditionelle biodiversitetsmålinger afslører.

Mere end det, vi kan se

De fleste mål for biodiversitet bygger på observationer. Forskere tæller arter, vurderer naturtyper eller analyserer de funktionelle egenskaber hos planter og dyr, der allerede lever i et område. Disse metoder bliver stadig mere avancerede og er afgørende for at forstå naturens tilstand. Men ifølge forskerne deler de en vigtig begrænsning: De fortæller os, hvad der findes lige nu. De er langt mindre egnede til at besvare et fremadskuende spørgsmål:

Hvilken biodiversitet vil dette landskab kunne understøtte i fremtiden?

"De nuværende biodiversitetsmålinger er meget gode til at fortælle os, hvad der er til stede lige nu. Men de er langt mindre egnede til at fortælle os, hvad der potentielt kunne være," siger Christopher John Topping. “Hvis vi vil træffe velinformerede beslutninger om naturgenopretning, er vi også nødt til at forstå et landskabs potentielle kapacitet.”

Det nye FTC-framework skal udfylde dette hul. I stedet for at måle de arter, der allerede findes i et område, forsøger det at beregne, hvor stor en mangfoldighed af liv et landskab har potentiale til at understøtte under bestemte miljø- og driftsforhold. Med andre ord forsøger FTC at synliggøre landskabets skjulte potentiale. Konceptet bygger på idéen om, at biodiversitet formes af adgang til ressourcer, habitatstruktur, forstyrrelser og samspillet mellem arter. Arter kommer og går, men landskabets grundlæggende kapacitet er afgørende for, hvilke former for liv der faktisk kan trives på længere sigt.

Den biodiversitet, man ikke kan se

For at demonstrere idéen gennemførte forskerne et computereksperiment med fire landbrugslandskaber. Ved første øjekast så landskaberne næsten ens ud. De indeholdt præcis den samme observerede biodiversitet. Med traditionelle biodiversitetsmål ville de derfor fremstå som stort set identiske. Men da forskerne beregnede deres Functional Trait Capacity, forsvandt lighederne.

Resultatet var opsigtsvækkende: Landskaber, der så ens ud på overfladen, viste sig at have vidt forskelligt biodiversitetspotentiale. Hvor traditionelle opgørelser tydede på, at landskaberne var ens, afslørede den nye analyse, at nogle af dem kunne understøtte langt mere biodiversitet end andre. To landskaber kan altså fremstå lige artsrige i dag, selv om det ene har langt større potentiale til at rumme en bredere variation af planter og dyr i fremtiden. Det skjulte potentiale er netop dét, FTC forsøger at måle.

"Det var et af de mest slående resultater," siger Christopher John Topping. “To landskaber kan se meget ens ud, når vi måler det, der findes i dag, men deres evne til at understøtte biodiversitet i fremtiden kan være vidt forskellig.”

Resultatet peger på, at traditionelle biodiversitetsvurderinger kan overse væsentlige forskelle mellem landskaber, især når man planlægger naturgenopretning.

Hvorfor giver den samme indsats forskellige resultater?

Forskerne undersøgte derefter, hvad der skete, når præcis det samme naturtiltag blev gennemført i alle fire landskaber.

I hvert tilfælde blev fem procent af det dyrkede areal omdannet til halvnaturlige, urteprægede naturarealer. Tiltaget blev gennemført på nøjagtig samme måde overalt. Hvis biodiversitetseffekten alene afhang af selve indsatsen, burde resultaterne have været nogenlunde ens. Det var de ikke.

I ét landskab åbnede indsatsen op for 14 nye muligheder for biodiversitet. I et andet var tallet blot fire. I to af landskaberne gav indsatsen slet ingen stigning i kapaciteten. Forskellen lå ikke i tiltaget. Forskellen lå i landskabet. Ifølge forskerne kan det være med til at forklare, hvorfor naturtiltag i praksis ofte giver meget forskellige resultater.

"Hvor effektiv en indsats er, afhænger af, hvad der begrænser biodiversiteten i første omgang," siger Christopher John Topping. “Den samme handling kan åbne nye økologiske muligheder i ét landskab, mens den har meget begrænset effekt i et andet, fordi det er forskellige faktorer, der sætter grænser.”

Forsøget illustrerer, hvordan landskabets struktur og sammensætning påvirker både biodiversitetens potentiale og effekten af naturforvaltning. Resultatet stemmer godt overens med en voksende mængde forskning, der viser, at biodiversitet i høj grad påvirkes af landskabets opbygning, tilgængelige levesteder og den omgivende arealanvendelse.

Et redskab til bedre beslutninger

Forskerne understreger, at FTC ikke er tænkt som en erstatning for eksisterende overvågningsprogrammer. Overvågning er fortsat nødvendig, fordi den fortæller os, hvilke arter og naturtyper der findes, og hvordan de ændrer sig over tid. FTC har et andet formål. Metoden forsøger at estimere, hvad et landskab potentielt ville kunne understøtte under andre drifts- eller forvaltningsformer. Denne forskel kan få stigende betydning i takt med, at myndigheder, virksomheder og lodsejere skal leve op til biodiversitetsmål i blandt andet Kunming-Montreal-aftalen og EU's naturgenopretningsforordning.

Mange eksisterende biodiversitetsindikatorer er udviklet til at måle fremskridt. FTC er udviklet til at understøtte beslutninger. Hvor er sandsynligheden for succes størst? Hvilke landskaber har det største potentiale for forbedring? Hvilke begrænsninger bør man adressere først? Det er blandt de spørgsmål, forskerne håber, at metoden kan hjælpe med at besvare.

"Hvis samfundet skal investere klogt i naturgenopretning, har vi brug for værktøjer, der kan hjælpe os med at forudsige resultaterne, før indsatserne sættes i gang," siger Christopher John Topping. “FTC er et forsøg på at bevæge os fra blot at observere biodiversitet til også at forstå, hvad landskaber faktisk er i stand til at understøtte.”

Der er endnu en grund til, at forskerne mener, at der er behov for nye tilgange. I praksis bygger mange biodiversitetspolitikker ikke på direkte målinger af bestande af planter og dyr. I stedet anvendes indikatorer for naturtyper og habitater, som kan kortlægges og overvåges på tværs af store områder. Man måler eksempelvis habitatareal, habitatkvalitet eller bestemte landskabselementer og udleder derfra, hvilke gevinster biodiversiteten forventes at få. Tilgangen er praktisk, fordi habitater kan kortlægges effektivt, mens det i praksis er umuligt at tælle arter i hele lande.

"Udfordringen er, at vi ofte antager, at bedre levesteder automatisk giver bedre forhold for biodiversiteten," siger Christopher John Topping. “Den antagelse er rimelig, men den bliver ikke altid testet. For planter kan sammenhængen være stærk, men for mange dyr og insekter kan den være betydeligt svagere.”

Ifølge forskerne kan det være en del af forklaringen på, hvorfor tiltag, der ser lovende ud på papiret, ikke altid leverer de resultater, som beslutningstagere forventer. FTC forsøger at adressere denne udfordring ved at fokusere på de økologiske processer og betingelser, der afgør, om forskellige former for liv faktisk kan opretholdes i et landskab.

Et proof of concept med store ambitioner

Forskerne er samtidig forsigtige med ikke at oversælge resultaterne. Studiet er et proof of concept, der demonstrerer, at Functional Trait Capacity kan beregnes. Det viser endnu ikke, at FTC kan forudsige biodiversitetsudviklingen i virkelige landskaber. Næste skridt bliver derfor at teste metoden op imod observationer og data fra eksisterende landskaber. Alligevel introducerer konceptet en grundlæggende ny måde at tænke biodiversitetsvurdering på. I årtier har biodiversitetsforskningen fokuseret på at måle det, der findes. FTC stiller et andet spørgsmål: Hvad er muligt?

Mere information

Samarbejdspartnere: Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. 

Finansiering: C.J.T. modtog støtte fra PollinERA under Den Europæiske Unions Horizon Europe-program for forskning og innovation (tilskudsaftale nr. 101135005). Y.L.D. modtog finansiering fra EcoMetric (bevilling nr. 34009-23-2169) under programmet Organic RDD 9, som koordineres af ICROFS og finansieres af GUDP under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Interessekonflikt: ingen

Læs mere: “Functional Trait Capacity: from observing biodiversity to predicting landscape capacity” er publiseret i npj Sustainable Agriculture. Den er skrevet af Christopher John Topping, Tommy Dalgaard, Claus Rasmussen, og Yoko Luise Dupont. 

Kontakt: Professor Christopher John Topping, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 9352 2503 eller mail: cjt@agro.au.dk