Randers Bibliotek

Biblioteksmusikanten har hjerte for fællesskab og sang

26.10.2026 08:41:51 CET | Randers Bibliotek | Pressemeddelelse

Del

Peter Elmelund holder af at læsse en sækkevogn med en stak sangbøger, en guitar og en forstærker – og så kører han derud, hvor folk er. I Spil Dansk Ugen 2026 slår han tonen an til fællessang med sårbare borgere.

Biblioteksmusikant Peter Elmelund synger med sårbare borgere i anledning af Spil Dansk Ugen 2026.
Biblioteksmusikant Peter Elmelund synger med sårbare borgere i anledning af Spil Dansk Ugen 2026.

Den rene klang fra triangel og de bløde toner af en guitar fortryller de allermindste. Klassiske og nye sanglege sætter gang i de lidt ældre. Violiner, kontrabas, klarinet og fagot fortæller historier for børn, der gør store øjne over lyden af levende klassisk musik.

Manden med guitaren på Randers Bibliotek er kendt og elsket for sine mange arrangementer, hvor musik og sang spiller hovedrollerne. Både når han underholder børn og deres forældre, og når han står i spidsen for morgensang og fællessang eller laver musiske fortællinger om kendte danskere.

”Jeg elsker den smittende begejstring mellem levende mennesker – fri for robotter og kunstig intelligens. Fællessang er en af de ting, man ikke kan gøre alene, og det har vi brug for i det moderne samfund,” siger Peter Elmelund, der har arbejdet som biblioteksmusikant i mere end 15 år.

I anledning af Spil Dansk Ugen i uge 44 tager han rundt til syv forskellige grupper af borgere, der ikke har samme mulighed for at komme ind på biblioteket som flertallet. Det er blandt andet sårbare unge og ældre, udviklingshæmmede og mennesker med erhvervet hjerneskade, som får lov til at opleve fællessangens magi til tonerne af Peters Ovation-guitar.

Det er lettest at holde et folk i skak …

Når Peter Elmelund slår tonen an til fællessang for sårbare borgere, er det med klassikere som ’Jens Vejmand’, ’Ole sad på en knold og sang’, ’Lyse nætter’ og noget Kim Larsen på repertoiret. Han tager udgangspunkt i Højskolesangbogen, når han vælger sange – både for at undgå kopiark, men også af en anden årsag:

”Som Benny Holst skrev for snart 50 år siden, er det lettest at holde et folk i skak, som ingen sange har. Derfor er det vigtigt, at vi synger vores historie, og Højskolesangbogen er med sine 601 sange et godt sted at starte,” siger biblioteksmusikanten, der altid læser sit publikum for at vurdere, om han kan snige nogle nyere eller mere provokerende sange ind i sætlisten:

”Nogle grupper har det bedst med sange, de kender. Andre vil gerne udfordres lidt og synes, det er sjovt at lære en ny sang. Nyere sange som ’Frit Land’ og ’Åbent Hjerte’ kan være jokere på min bruttoliste til et arrangement. Om vi synger dem, afhænger helt af stemningen i den gruppe, jeg synger med.”

Arrangementerne for de sårbare borgere er lukket for offentligheden, men alle er velkomne, når Peter Elmelund spiller op til morgensang den første onsdag i måneden og eftermiddagssang sidste onsdag i måneden under glaspyramiden på Hovedbiblioteket.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Randers Bibliotek

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Randers Bibliotek

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye