Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet

Nyt studie rykker ved grundforståelsen af hajers skeletter

26.10.2026 11:01:00 CET | Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet | Pressemeddelelse

Del

CT-scanninger af hajer fra museets samlinger afslører, at dybhavshajer har blødere skeletter end hajer fra lavere vand, og at forskellene tilsyneladende skyldes leveforhold frem for slægtskab.

Der er store forskelle på hajernes skeletter. CT-scanninger af forskellige hajarter viser store forskelle i skeletternes mineralisering.
Der er store forskelle på hajernes skeletter. CT-scanninger af forskellige hajarter viser store forskelle i skeletternes mineralisering. Farverne angiver mineraltætheden, hvor lilla viser lavere værdier og gul højere værdier. De to fremhævede arter illustrerer undersøgelsens yderpunkter: Epaulettehajen (øverst til venstre) har det højeste relative skeletmineralindhold, mens grønlandshajen (øverst til højre) har det laveste. De øvrige ti afbildede hajarter er: (1) kortfinnet makohaj, (2) portugisisk fløjlshaj, (3) sandtigerhaj, (4) havengel, (5) hvalhaj, (6) japansk savhaj, (7) Port Jackson-haj, (8) kravehaj, (9) huehammerhaj og (10) troldhaj. Emil Alexander Byriel Winkel, Statens Naturhistoriske Museum ©

Hajer er en bemærkelsesværdigt divers gruppe af dyr, der lever i alt fra lavvandede kystområder til dybhavet. Og så er de bruskfisk – det har længe været kendt. Men et nyt studie fra Statens Naturhistoriske Museum og Aarhus Universitet bruger avanceret CT-billeddannelse til at vise, at hajernes skeletter er mere forskellige end først antaget. Arterne varierer markant i, hvor stor en del af deres skelet der er mineraliseret.

Hidtil har hajers skeletter primært været opfattet som bestående af blødt brusk, der adskiller dem fra benfiskenes knogleskeletter. Men studiet viser et billede af skeletter, der i høj grad tilpasses arternes liv – fra mineralrige skeletter hos hajer på lavt vand til næsten rene bruskskeletter i dybhavet. Deres leveforhold har altså tilsyneladende større betydning for deres skeletsammensætning end deres slægtskab. Det giver forskerne et nyt og mere nuanceret grundlag for at forstå, hvordan hajer er bygget, og hvordan de har tilpasset sig livet fra kyster til dybhav.

Forskerne anvendte kvantitativ computertomografi (qCT) til at måle mineraliseringen af hele skelettet på tværs af alle ni anerkendte hajordener og 26 af de 35 familier. Mineralisering betyder, at mineraler aflejres i skelettet og er med til bl.a. at give det stivhed og styrke. Studiet er dermed den hidtil bredeste kvantitative undersøgelse af variationen i skeletmineralisering blandt hajer.

Fra museumssamlinger til nye opdagelser
En vigtig del af studiet var brugen af eksisterende eksemplarer fra naturhistoriske samlinger. Ved hjælp af CT-scanninger foretaget på Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet kunne forskerne undersøge de bevarede dyrs indre anatomi uden at beskadige dem og uden behov for at indsamle nye eksemplarer.

– Naturhistoriske samlinger indeholder en enorm mængde information, som vi bliver bedre og bedre til at udnytte for hvert år, siger Peter Rask Møller, kurator for fisk og pattedyr ved Statens Naturhistoriske Museum og en af seniorforfatterne på artiklen. Han fortsætter:

– Med moderne billeddannelsesteknikker kan vi vende tilbage til eksisterende eksemplarer og stille helt nye spørgsmål uden at beskadige dem.

CT-scanningerne gjorde det muligt for forskerne at kvantificere mineraliseringen af skelettet i hele kroppen og sammenligne, hvordan den er fordelt mellem forskellige arter.

Der%20er%20hajk%E6ber%20i%20alle%20former%20og%20st%F8rrelser.%20CT-scanninger%20af%20k%E6ber%20fra%20forskellige%20hajarter%20viser%2C%20hvordan%20b%E5de%20form%20og%20mineralisering%20varierer%20mellem%20arterne.
Der er hajkæber i alle former og størrelser. CT-scanninger af kæber fra forskellige hajarter viser, hvordan både form og mineralisering varierer mellem arterne. Farverne angiver skeletternes mineraltæthed, hvor lilla viser lavere værdier og gul højere værdier. Billederne illustrerer den store anatomiske variation, der findes blandt hajer. De afbildede kæber stammer fra følgende hajarter: (1) tigerhaj, (2) hvidhaj, (3) grønlandshaj, (4) blåhaj, (5) oceanisk hvidtippet haj, (6) havengel, (7) tigerhaj, (8) seksgællet haj, (9) Port Jackson-haj og (10) kortfinnet makohaj. Emil Alexander Byriel Winkel, Statens Naturhistoriske Museum ©

Grønlandshajens skelet er 30 gange blødere end andre hajers
Resultaterne afslører en betydelig variation i skeletmineralisering mellem arterne. I den ene ende af spektret havde epaulettehajen (Hemiscyllium ocellatum) det højeste indhold af skeletmineral i studiet med cirka 7 %. Denne lille tropiske haj fra lavvandede områder er kendt for at bruge sine parrede finner til at ”gå” langs havbunden og kan endda bevæge sig over tørlagte revområder på land. I den anden ende af spektret havde grønlandshajen (Somniosus microcephalus), en gigantisk hajart, der er knyttet til kolde, dybe farvande, bemærkelsesværdigt lav skeletmineralisering. Selv når der tages højde for en potentiel stigning i mineralisering, efterhånden som dyret bliver voksent, blev grønlandshajens indhold af skeletmineral estimeret til kun omkring 0,2 % - mere end 30 gange lavere end hos epaulettehajen.

Både graden og fordelingen af mineralisering varierer også mellem forskellige dele af kroppen, herunder kæber og finner. Et generelt mønster trådte frem: Arter, der lever på større dybder, har tendens til at have mindre mineraliserede skeletter. Denne sammenhæng er fortsat tydelig, når der tages højde for arternes evolutionære slægtskab, hvilket tyder på, at økologiske forhold kan bidrage til den observerede variation.

Mønstret gælder dog ikke for alle arter. Arter fra lavt vand udviser særlig stor variation i mineralisering, hvilket viser, at dybde alene ikke kan forklare den observerede diversitet. Forskelle i bevægelsesmønstre, fødeøkologi, kropsform og andre biologiske faktorer kan også spille en rolle.

– Resultaterne tyder på, at skeletmineralisering er en kompleks egenskab, der påvirkes af mere end blot evolutionært slægtskab, siger Emil Alexander Byriel Winkel, artiklens førsteforfatter. Han tilføjer:

– I stedet for at pege på én enkelt forklaring på, hvorfor hajers skeletter mineraliseres forskelligt, skaber vores studie et grundlag for at undersøge, hvordan udviklingsmæssige og økologiske faktorer spiller sammen og former denne bemærkelsesværdige variation.

En ny måde at studere gamle eksemplarer på
Studiet fremhæver potentialet i at kombinere naturhistoriske samlinger med kvantitativ billeddannelse for at undersøge biologiske egenskaber på tværs af arter.

– Forskere har i årtier brugt røntgenbaseret CT-scanning til at studere morfologien hos museumseksemplarer, men det er først inden for de seneste år, at vi for alvor har fået mulighed for at udnytte CT-scanningernes fulde potentiale til at udtrække kvantitativ information om vævssammensætning og densitet,  siger Henrik Lauridsen, komparativ fysiolog og udvikler af de billeddannelsesmetoder, der blev anvendt i studiet.

– Det er ikke kun hajer, der kan undersøges på denne måde - den samme tilgang kan også udvides til andre brusk- og benfisk, tilføjer Henrik Lauridsen.

Ved at foretage kvantitative målinger på eksisterende museumssamlinger kan forskere undersøge spørgsmål om anatomi, økologi og evolution, samtidig med at eksemplarerne bevares fuldstændigt intakte til fremtidig forskning.

Fakta om hajer

  • Der findes omkring 550 nulevende hajarter i verdenshavene og omfatter alt fra små bundlevende hajer til store, fritsvømmende arter.
  • Hajernes evolutionære historie strækker sig omkring 450 millioner år tilbage.
  • Hajer findes i alle verdenshavene, fra tropiske koralrev til kolde polarområder og ned til flere tusinde meters dybde.
  • I modsætning til benfisk har hajer et skelet af brusk frem for knogle. Brusken kan dog være mineraliseret i meget forskellig grad.
  • I det nye studie har forskerne undersøgt 99 individer fordelt på 41 arter fra alle ni kendte hajordener, hvilket giver det hidtil bredeste indblik i variationen på tværs af hajernes evolutionære diversitet.

Om studiet

Titel: Quantitative imaging supports that endoskeletal mineralization in sharks is an adaptive trait

Tidsskrift: Communications Biology

Forfattere: Emil Alexander Byriel Winkel, Kasper Hansen, Cila Krøjer Westh, Julius Nielsen, Peter Rask Møller og Henrik Lauridsen

Institution: Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet

DOI: 10.1038/s42003-026-11078-y

Kontakt:

Emil Alexander Byriel Winkel 
Statens Naturhistoriske Museum
Københavns Universitet
E-mail: eaw@forens.au.dk
Phone: +45 28947818

Peter Rask Møller
Statens Naturhistoriske Museum
Københavns Universitet
E-mail: pdrmoller@snm.ku.dk
Phone: +45 20116643

Henrik Lauridsen
Comparative Medicine Lab, Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitet
E-mail: henrik@clin.au.dk
Phone: +45 61722106

Kontakter

Billeder

Der er store forskelle på hajernes skeletter. CT-scanninger af forskellige hajarter viser store forskelle i skeletternes mineralisering.
Der er store forskelle på hajernes skeletter. CT-scanninger af forskellige hajarter viser store forskelle i skeletternes mineralisering. Farverne angiver mineraltætheden, hvor lilla viser lavere værdier og gul højere værdier. De to fremhævede arter illustrerer undersøgelsens yderpunkter: Epaulettehajen (øverst til venstre) har det højeste relative skeletmineralindhold, mens grønlandshajen (øverst til højre) har det laveste. De øvrige ti afbildede hajarter er: (1) kortfinnet makohaj, (2) portugisisk fløjlshaj, (3) sandtigerhaj, (4) havengel, (5) hvalhaj, (6) japansk savhaj, (7) Port Jackson-haj, (8) kravehaj, (9) huehammerhaj og (10) troldhaj.
Emil Alexander Byriel Winkel, Statens Naturhistoriske Museum ©
Download
Der er hajkæber i alle former og størrelser. CT-scanninger af kæber fra forskellige hajarter viser, hvordan både form og mineralisering varierer mellem arterne.
Der er hajkæber i alle former og størrelser. CT-scanninger af kæber fra forskellige hajarter viser, hvordan både form og mineralisering varierer mellem arterne. Farverne angiver skeletternes mineraltæthed, hvor lilla viser lavere værdier og gul højere værdier. Billederne illustrerer den store anatomiske variation, der findes blandt hajer. De afbildede kæber stammer fra følgende hajarter: (1) tigerhaj, (2) hvidhaj, (3) grønlandshaj, (4) blåhaj, (5) oceanisk hvidtippet haj, (6) havengel, (7) tigerhaj, (8) seksgællet haj, (9) Port Jackson-haj og (10) kortfinnet makohaj.
Emil Alexander Byriel Winkel, Statens Naturhistoriske Museum ©
Download

Om Statens Naturhistoriske Museum

Statens Naturhistoriske Museum er smukt beliggende i hjørnet af Botanisk Have nær Nørreport Station. Museet er nationalmuseum for naturhistorien i Danmark og har ansvaret for forvaltningen af de nationale naturhistoriske samlinger og den tilknyttede forskning og formidling. Samlingerne udgør museets absolutte kerne. De omfatter ca. 14 millioner genstande indsamlet over 400 år; heriblandt skind, skeletter, dyr i sprit, insekter på nål, planter på herbarieark, fossiler, mineraler og meteoritter. Hertil kommer de levende samlinger i Botanisk Have, der omfatter ca. 8.000 forskellige plantearter såsom orkidé, kaktus, kødædende planter og eksotiske træarter.

Adresse:
Øster Voldgade 5–7, 1350 København K

Læs mere om museet på snm.dk

Statens Naturhistoriske Museum

Følg pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet

Nyt laboratorium skal bruge DNA fra naturhistoriske samlinger til at forstå fremtidens natur22.10.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse

En bevilling på 6,8 millioner kroner fra Villum Fonden gør det muligt for Statens Naturhistoriske Museum at etablere Danmarks første forskningslaboratorium med fokus på museomics. Her skal moderne DNA-teknologi åbne for ny viden fra naturhistoriske museumssamlinger. Ambitionen er at styrke europæisk forskning i biodiversitet, klimaforandringer og andre globale udfordringer.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye