Nu skal danskerne hjælpe forskere med at finde skovens små edderkopper
17.9.2026 06:04:00 CEST | Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet | Pressemeddelelse
I Danmark findes der over 600 forskellige arter edderkopper, men langt størstedelen af dem har forskere stadig begrænset viden om. Nu inviterer Statens Naturhistoriske Museum danskere over hele landet til at hjælpe med at indsamle data og edderkopper. Den første Eddercup finder sted i uge 40-41 og har fokus på de små edderkopper, der gemmer sig i skovbundens visne blade.

Når efteråret lægger et tæppe af visne blade over skovbunden, gemmer der sig et væld af liv under vores fødder, som de fleste sjældent lægger mærke til. Nu lancerer Statens Naturhistoriske Museum Eddercup’en – et nyt projekt, hvor danskere kan hjælpe forskere med at undersøge edderkopper.
Eddercup’en er en del af Vores Vilde Natur, hvor Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum samarbejder om at skabe engagement, viden og forståelse for den danske natur og biodiversitet.
De små edderkopper skal under luppen
Den første Eddercup finder sted i uge 40-41. Her inviteres grupper over hele landet til at undersøge et område i en lokal skov eller et andet område med træer og visne blade. Grupper af alle slags og størrelser kan være med – fra naturvejledere og spejdergrupper til foreninger, naboer og venner med interesse for naturen.
Her skal deltagerne hjælpe med ved at registrere forholdene på stedet, og indsamle data og prøver efter den vejledning, man modtager.
De indsamlede edderkopper og data sendes efterfølgende til Statens Naturhistoriske Museum, hvor materialet indgår i forskernes videre undersøgelser. Målet er at bidrage til ny viden om danske edderkopper og deres levesteder.
– Når deltagerne undersøger skove og naturområder forskellige steder i landet, kan vi samle materiale fra mange forskellige levesteder. Det giver os et bedre grundlag for at undersøge, hvilke edderkopper der lever i skovbunden, og hvilke forhold de foretrækker, siger Frederik Leck Fischer, araknolog ved Statens Naturhistoriske Museum.
– Jeg håber på, at vi med danskernes hjælp kan få meget mere viden om de danske edderkopper, og med lidt held vil vi opdage et par helt nye arter.

Gå på jagt efter skovens edderkopper
Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage. Deltagerne får en grundig trin-for-trin-guide til feltarbejdet og indsamlingen af data og prøver.
Derudover får deltagerne billedguides, der kan hjælpe med at lære edderkopper og træarter at kende, og efterfølgende kan de få svar på, hvilke edderkoppearter der er fundet i deres undersøgelsesområde.
Aktiviteten kan gennemføres på omkring to timer i tørvejr en dag i uge 40 eller 41.
– Projektet er lavet, så en gruppe med interesse for naturen kan gennemføre undersøgelsen ved hjælp af den vejledning, vi stiller til rådighed. Det vigtigste er nysgerrighed og lysten til at bidrage til ny viden om naturen omkring os, siger Frederik Leck Fischer, araknolog ved Statens Naturhistoriske Museum.
Projektet er landsdækkende, og ambitionen er at få bidrag fra så mange forskellige dele af Danmark som muligt.
For at deltage skal du:
- samle en gruppe venner, foreningsmedlemmer, naboer, klassekammerater eller andre
- have adgang til en skov eller et område med træer og visne blade
- afsætte cirka to timer i tørvejr i uge 40 eller 41
- indsamle og sende edderkopper samt indtaste data til museet
Det er gratis at tilmelde sig og deltage i Eddercup'en. Deltagerne skal selv skaffe helt almindelige materialer til undersøgelsen, herunder: snor, pensler, et lagen og desinficerende spray.
Vil I være med?
Læs mere og tilmeld jer på Statens Naturhistoriske Museums hjemmeside: www.snm.dk/da/eddercupen

Fakta:
Eddercup'en – find edderkopper i skoven
Hvad er Eddercup’en?
Et landsdækkende forskningsprojekt, hvor deltagere hjælper forskere med at undersøge edderkopper, der lever i skovbundens visne blade.
Formål?
At bidrage til ny viden om danske edderkopper og deres levesteder, herunder hvilke edderkopper der findes forskellige steder.
Hvor?
I lokale skove og andre områder med træer og visne blade over hele Danmark.
Hvornår?
Uge 40-41.
Hvem kan deltage?
Alle naturinteresserede kan deltage – for eksempel en gruppe venner eller klassekammerater, naturvejledere, spejdergrupper eller foreningsaktive.
Hvad får deltagerne?
Trin-for-trin-vejledning, billedguides og efterfølgende tilbagemelding om, hvilke edderkopper der er fundet i deres undersøgelsesområde.
Hvad koster det?
Det er gratis at deltage.
Tilmelding:
www.snm.dk/da/eddercupen
Fakta:
Vores Vilde Natur
Eddercup’en er en del af projektet Vores Vilde Natur, som drives af Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum. I fællesskab vil vi igangsætte en række aktiviteter, der skal skabe engagement, viden og forståelse for den danske natur og biodiversitet.
Vores Vilde Natur er støttet af Aage V. Jensens Naturfond og Nordea-fonden.
Kontakter
Robin Matthew CrispPressemedarbejderStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:93 58 86 72rmc@snm.ku.dkFrederik Leck FischerAraknologStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:+45 60731048frederikl.f@gmail.comAnders P. TøttrupVicemuseumschef for Forskning og professor i Citizen ScienceStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:+45 5182 6988aptottrup@snm.ku.dkBilleder



Links
Om Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum er smukt beliggende i hjørnet af Botanisk Have nær Nørreport Station. Museet er nationalmuseum for naturhistorien i Danmark og har ansvaret for forvaltningen af de nationale naturhistoriske samlinger og den tilknyttede forskning og formidling. Samlingerne udgør museets absolutte kerne. De omfatter ca. 14 millioner genstande indsamlet over 400 år; heriblandt skind, skeletter, dyr i sprit, insekter på nål, planter på herbarieark, fossiler, mineraler og meteoritter. Hertil kommer de levende samlinger i Botanisk Have, der omfatter ca. 8.000 forskellige plantearter såsom orkidé, kaktus, kødædende planter og eksotiske træarter.
Adresse:
Øster Voldgade 5–7, 1350 København K

Følg pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
Et af verdens kun to komplette drontekranier giver ny viden om den uddøde fugl6.8.2026 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Et af verdens kun to komplette kranier fra en dronte befinder sig på Statens Naturhistoriske Museum. Nu har det sjældne kranium hjulpet forskere med at få ny viden om, hvordan den ikoniske, uddøde fugl sansede og interagerede med sine omgivelser.
Forskere opdager syv nye frøarter på Madagaskar3.8.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt internationalt studie beskriver syv hidtil ukendte frøarter fra Madagaskar og viser, hvordan naturhistoriske samlinger spiller en afgørende rolle i arbejdet med at kortlægge og bevare øens enestående biodiversitet.
Millioner af svampearter kan forsvinde, før vi når at opdage dem23.6.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskere anslår, at mere end to millioner svampearter stadig er ukendte for videnskaben, og mange af dem kan nå at uddø, før de overhovedet bliver opdaget. Den nye State of the World's Plants and Fungi-rapport peger på behovet for hurtigere at kunne beskrive nye arter, og forskning med bidrag fra Statens Naturhistoriske Museum viser, hvordan nye metoder kan gøre det hurtigere at opdage og beskrive ukendte arter.
Historiske plantesamlinger giver ny indsigt i naturens forandringer16.6.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Gamle plantesamlinger rummer mere viden, end forskerne hidtil har haft mulighed for at udnytte. Det viser den nye State of the World's Plants and Fungi-rapport, som forskere fra Statens Naturhistoriske Museum har bidraget til.
Naturens Navnedag vil gøre danskerne klogere på arterne omkring os21.5.2026 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan beskytter man arter, man ikke kender navnet på? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for Naturens Navnedag d. 23. maj, hvor Statens Naturhistoriske Museum sammen med en række europæiske samarbejdspartnere sætter fokus på betydningen af at kende og dokumentere naturens arter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum