FDM

FDM: Sænk ejerafgiften på benzin- og dieselbiler

23.10.2026 06:01:18 CEST | FDM | Pressemeddelelse

Del

Rekordhøje brændstofpriser får nu FDM til at foreslå, at man sænker den halvårlige ejerafgift for landets mere end to millioner benzin- og dieselbilejere. En nem og målrettet måde at hjælpe bilisterne på, mener FDM.

Trafik på motorvej
FDM foreslår, at ejerafgiften midlertidigt sættes ned for benzin- og dieselbiler. Foto: FDM

De høje brændstofpriser har bidt sig fast, og for mange danske familier lægger de høje benzin- og dieselpriser et stort pres på privatøkonomien. Det gælder særligt for de mange, som er afhængige af bilen for at få hverdagen til at hænge sammen.

FDMs beregninger viser, at bilister, som kører 20.000 km om året, i 2026 vil have en merudgift til benzin på godt 3.200 kr. og 4.000 kr., hvis man kører dieselbil.

Derfor foreslår FDM nu, at den halvårlige ejerafgift på benzin- og dieselbiler midlertidigt sættes ned. Konkret ved at halvere ejerafgiften.

Staten forventes i år at få 9,7 mia. kr. ind i ejerafgifter fra både personbiler, busser og vare- og lastbiler.

”For de fleste er bilen ikke en luksus, men en nødvendighed i hverdagen, og mange mærker de rekordhøje benzin- og dieselpriser meget konkret. Derfor mener vi, at det nu er nødvendigt at se på, hvordan man kan hjælpe de mere end to millioner bilister med en benzin- eller dieselbil,” siger adm. direktør i FDM Stina Glavind.

For at hjælpe pendlere, der kører til arbejde, har man tidligere i år hævet kørselsfradraget.

”Politikerne skal have ros for allerede at have hævet kørselsfradraget. Det er en vigtig hjælp, men kun for dem, som pendler langt til arbejde. To tredjedele af danskernes bilkørsel er ikke til og fra arbejde, så sænker man ejerafgiften på benzin- og dieselbiler, hjælper man alle dem, som i dag rammes af de høje brændstofpriser. Samtidig er det hurtigt at indføre og nemt at administrere,” siger Stina Glavind.

Ifølge FDM vil en midlertidig afgiftslettelse kunne gennemføres uden at ændre på den langsigtede og vigtige ambition om at fremme den grønne omstilling af bilparken.

”FDMs forslag hjælper alle, som ikke har økonomi til eller mulighed for at skifte til en elbil her og nu. Det er dem, vi ønsker at hjælpe, så de ikke lades i stikken med de rekordhøje brændstofpriser,” siger Stina Glavind.

Se, hvor meget end nedsættelse af ejerafgiften vil betyde for udvalgte biler i Excelark herunder.

FDMs forslag

  • Sænk ejerafgiften på benzin- og dieselbiler 
  • En nem, hurtig og målrettet måde at hjælpe benzin- og dieselbilejere 
  • Lettelsen vil slå fuldt igennem hos bilejerne 
  • Forslaget skal kompensere for en del af de stigende udgifter til brændstof 
  • Modsat en nedsættelse af brændstofafgift, som flere har foreslået, vil en midlertidig nedsættelse af ejerafgiften ikke direkte øge incitamentet til at bruge mere brændstof 
  • FDMs forslag er let at implementere og spænder ikke ben for det videre arbejde, som der er i gang for at sikre udbredelsen af elbiler 
  • FDM opfordrer politikerne til sideløbende at sikre, at flest muligt danskere får mulighed for at vælge elbil.  
  • Staten får årligt 9,7 mia. kr. ind i ejerafgifter fra både personbiler, busser og vare- og lastbiler.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Trafik på motorvej
De rekordhøje benzin- og dieselpriser kan mærkes på mange familiers budget. Derfor foreslår FDM nu, at man sænker ejerafgiften midlertidigt. En nem og målrettet måde at hjælpe bilister på, mener FDM.
Foto: FDM
Download

Vedhæftede filer

Om FDM

FDM er med 284.000 medlemshusstande Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation.

FDM arbejder for en afvikling af registreringsafgiften, en grøn omstilling af bilparken, bedre trafiksikkerhed, bedre infrastruktur og bedre forbrugersikkerhed.

Derudover sidder FDM i en lang række råd og nævn som Parkeringsklagenævnet, Færdselssikkerhedskommissionen og Rådet for Sikker Trafiks forretningsudvalg.

Læs mere om FDM

Følg pressemeddelelser fra FDM

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FDM

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye