Akademikerne om ny DØR-rapport: ”Slår de enorme konsekvenser af stress-sygen endegyldigt fast”
20.10.2026 12:01:00 CEST | Akademikerne | Pressemeddelelse
En ny rapport fra Det Økonomiske Råd (DØR) konkluderer store og hidtil udokumenterede tab for arbejdsudbuddet og samfundsøkonomien som følge af stress. ”Det bør lukke enhver diskussion om sagens alvor og være det endegyldige startskud til handling,” siger Tomas Kepler, formand for Akademikerne og rådsmedlem i DØR.

For første gang nogensinde har DØR kastet sig over de samfundsøkonomiske konsekvenser af stress-sygen i Danmark.
DØR finder blandt andet, at arbejdsstyrken over de seneste knapt 30 år er reduceret med 99.000 fuldtidspersoner, og at regningen for de mest alvorlige tilfælde løber op i 30 milliarder kroner om året. DØR finder også, at de arbejdsrelaterede stressreaktioner siden 1995 vurderes at have reduceret arbejdsudbuddet med ca. 16-39.000 personer (frem til 2023)
”Det svarer til, at der hver eneste dag bliver tabt over 82 millioner kroner på gulvet på grund af stress. Det er helt vildt. Det bør lukke enhver diskussion om sagens alvor og være det endegyldige startskud til handling,” siger Tomas Kepler, formand for Akademikerne, der er Hovedorganisation for 28 fagforbund med over en halv million medlemmer.
Start på arbejdspladsen
DØR behandler konsekvenserne af de mest alvorlige følger af stress, hvor personer er på antidepressiv medicin, langtidssygemeldte eller overgået til førtidspension.
DØR finder, at fra 25 til hele 60 procent af alle alvorlige stress-tilfælde kan ledes tilbage til arbejdspladsen og arbejdet. Og at det ikke er forhold i brancher, men forhold i den enkelte virksomhed, man kan dokumentere stor forskel på, hvor mange der rammes af stress.
”DØR slår med den konklusion fast med syvtommersøm, at forholdene på den enkelte arbejdsplads kan være direkte årsag til, at ansatte bliver syge af stress. Vi kan ikke gøre så meget ved dødsfald og skilsmisser, som privat kan spille en rolle. Men vi kan tage fat på arbejdspladsen, som over halvdelen af lønmodtagerne mener skal blive bedre til at forebygge stress,” siger Tomas Kepler og henviser til en ny måling fra Megafon foretaget for Akademikerne.
Det grænseløse arbejdsliv
DØR påviser i deres rapport en femdobling af alvorlige stresstilfælde i perioden 1995-2006, hvorefter kurven stagnerer uændret højt frem mod 2023.
”Det viser for mig to tydelige ting. For det første, at vi på intet tidspunkt har haft held med at bremse eller afbøje stresssygen, så det voldsomme omfang reduceres. Selv om vi ved Gud har talt meget om det. Og for det andet, at eksplosionen af alvorlige stresstilfælde i 90’erne sker sideløbende med indtoget af både mobiltelefoner, e-mails og generelt et mere grænseløst arbejdsliv,” siger Tomas Kepler.
”En snebold, der er på vej til at blive en lavine”
Nye tal fra Pensionsselskabet for Akademikere P+ viser, at der over de sidste fem år er sket en stor stigning i antallet af invalidepensioner på grund af stress.
Og ifølge en opgørelse foretaget af Danmarks Statistik har en million danskere et bekymrende stressniveau, hvis man vurderer niveauet med afsæt i definitionen i Danskernes Sundhed (2025) og Lægehåndbogen (Sundhed.dk).
”Vi taler altså om en million danskere, der kan risikere at blive alvorligt syge, hvis vi ikke får forebygget i tide. Så der er ingen tvivl om, at den enorme konsekvens, som DØR påpeger i rapporten, kan suppleres af den rullende snebold, der er på vej til at blive en lavine,” siger Tomas Kepler.
Forebyggelse er reelt arbejdsudbud
Regeringen ønsker ifølge regeringsgrundlaget at øge den strukturelle beskæftigelse med 35.000 fuldtidspersoner. Finansminister Peter Hummelgaard har i den forbindelse fremhævet, at regeringen også vil arbejde med såkaldte andengenerationsreformer.
”Det er afgørende nødvendigt. Vi reducerer arbejdsudbuddet, fremfor at øge det, hvis vi ikke formår at skabe rammer på arbejdet, der sikrer, at danskerne kan holde til det over et langt liv. Derfor har jeg store forventninger til den forebyggelsesfond, som netop skal vise, at investeringer i stressforebyggelse reelt skal regnes som et plus på bundlinjen og i arbejdsudbuddet,” siger Tomas Kepler.
Regeringen har i sit regeringsgrundlag ambition om at nedbringe stress og sygemeldinger. Blandt andet som del af et nyt Velfærdsforlig 2.0 og via en ny Forebyggelsesfond med ophæng i Økonomiministeriet.
Kontakter
Jens AlkjærPressechef
Presse
Om Akademikerne
Akademikerne er en partipolitisk uafhængig paraplyorganisation for 26 faglige organisationer, der organiserer akademisk uddannede i Danmark. Akademikerne repræsenterer pr. 1. januar 2026 ca. 535.000 medlemmer med en lang videregående uddannelse.
Akademikerne samarbejder med medlemsorganisationerne for at sikre et attraktivt akademisk arbejdsmarked. Akademikerne skal øge akademikernes indflydelse i samfundet.
Følg pressemeddelelser fra Akademikerne
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Akademikerne
Stress koster et stigende antal akademikere evnen til at arbejde18.10.2026 15:22:50 CEST | Pressemeddelelse
På fem år er antallet af akademikere, der kommer på invalidepension i pensionsselskabet P+, steget med 68 procent. Især stress, angst og depression driver udviklingen. ”Det er en voldsom konsekvens for den enkelte, og vi er også nødt til at spørge, om vi som samfund kan holde til udviklingen,” siger Tomas Kepler, formand for Akademikerne.
Ny måling: Håndtering af stress halter på danske arbejdspladser17.10.2026 10:20:26 CEST | Pressemeddelelse
Mere end halvdelen af danske lønmodtager mener, at deres arbejdsplads skal blive bedre til at forebygge og håndtere stress, viser ny måling fra Megafon. “Det bliver endnu mere klart, at arbejdspladsen skal tage et større ansvar,” siger formand i Akademikerne Tomas Kepler.
En million danskere i job har et bekymrende højt stressniveau14.10.2026 17:04:12 CEST | Pressemeddelelse
Flere danskere end hidtil påvist har et bekymrende højt stressniveau. Det fremgår af et bilag i ny rapport. ”Jeg er helt i chok over, hvor galt det står til,” siger Tomas Kepler, formand for Akademikerne.
Akademikerne: Finanslovsforslag tager hul på historisk indsats mod stress9.10.2026 08:01:33 CEST | Pressemeddelelse
Med etableringen af en ny forebyggelsesfond tager regeringen et vigtigt skridt mod at bremse den eskalerende stress. Men lader de unge og de nedslidte stå med regningen for andre politiske initiativer, mener formand for Akademikerne Tomas Kepler.
Ny undersøgelse: Halvdelen af privatansatte akademikere oplever nej til arbejdsgiverbetalt kompetenceudvikling – en stigning på 25 procent på fire år29.9.2026 16:40:26 CEST | Pressemeddelelse
Stadig flere privatansatte akademikere oplever, at arbejdsgiveren ikke finansierer deres kompetenceudvikling. Det viser en ny undersøgelse fra hovedorganisationen Akademikerne, der repræsenterer 28 fagforbund og en halv million akademikere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum