STARK

Cirkulære byggematerialer skal ud af nichemarkedet

22.10.2026 07:00:00 CEST | STARK | Pressemeddelelse

Del

Efterspørgslen på cirkulære løsninger vokser, men manglende volumen, dokumentation og leveringssikkerhed bremser udbredelsen. Skal genbrug og genanvendelse blive en integreret del af byggeriet, skal løsningerne være tilgængelige og økonomisk realistiske for hele markedet, lyder det fra Kristian Fribo, kategorichef for bæredygtige materialer i Stark.

"Inden for isolering er det lykkedes at øge andelen af genanvendt råmateriale, og producenterne forventer, at udviklingen fortsætter i takt med det øgede fokus på cirkularitet," siger Kristian Fribo fra STARK.
"Inden for isolering er det lykkedes at øge andelen af genanvendt råmateriale, og producenterne forventer, at udviklingen fortsætter i takt med det øgede fokus på cirkularitet," siger Kristian Fribo fra STARK.

Interessen for genbrugte og genanvendte byggematerialer er stigende. Særligt offentlige bygherrer, større entreprenører og projekter med DGNB-certificering eller skærpede klimakrav efterspørger i højere grad cirkulære løsninger. Men hvis udviklingen for alvor skal skaleres, kræver det mere effektive værdikæder mellem nedrivere, producenter, grossister og entreprenører.

Det vurderer Kristian Fribo, kategorichef for bæredygtige materialer i Stark og forperson for fagudvalget for byggematerialer ved Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

"Det største potentiale ligger i standardiserede volumenprodukter, som er tilgængelige i stabile mængder og derfor kan indarbejdes direkte i et byggeri. Enkeltstående produkter eller materialer, der kun findes i begrænset antal, kræver langt mere tilpasning og kan udfordre både pris og dokumentation," siger Kristian Fribo.

Ensartede materialestrømme er afgørende

En af de største barrierer er adgangen til ensartede materialestrømme i tilstrækkelige mængder. Entreprenører og rådgivere forventer dokumentation, kvalitet og leveringssikkerhed, mens genbrugsmaterialer ofte er kendetegnet ved variation og begrænset tilgængelighed. Derfor kræver et større marked investeringer i sortering, kvalitetssikring, dokumentation og logistik.

Samtidig ser byggemarkedskæden en udvikling blandt leverandører, der øger andelen af genanvendte råmaterialer i nye produkter.

"Vi ser en stor udvikling blandt producenterne. Det gælder blandt andet isolering, mørtel og belægning, hvor andelen af genanvendte råmaterialer øges. Når cirkulariteten bygges ind i produkter, der allerede har dokumentation og en stabil forsyning, mindsker det den usikkerhed, som stadig præger markedet for eksempelvis genbrugte materialer," siger han.

Begynd med de løsninger, der kan skaleres

Virksomheder, der vil tage de første skridt, bør ifølge Kristian Fribo begynde med de lavthængende frugter: gængse produkter med en høj andel genanvendte råmaterialer. Her er der typisk færre udfordringer med pris, tilgængelighed og dokumentation. Næste skridt kan være at genbruge midlertidige materialer på byggepladsen som hegn, afdækning, lukninger og byggepladsdøre.

Herefter kan virksomhederne gradvist indarbejde genbrugte materialer, som findes i større mængder på markedet, eksempelvis mursten, tagsten og belægninger.

"Det vigtigste er at komme i gang og opbygge erfaring gennem konkrete projekter. Cirkularitet bliver først en integreret del af byggeriet, når løsningerne kan gentages og skaleres," siger Kristian Fribo.

Kristian Fribo kan mødes på Building Green i København den 28.-29. oktober, hvor den grønne omstilling i byggeriet igen er på dagsordenen.

Kontakter

Billeder

Kristian Fribo, kategorichef for bæredygtige materialer i Stark.
Kristian Fribo, kategorichef for bæredygtige materialer i Stark.
Download

Om STARK

STARK er Danmarks største forhandler og distributør af byggematerialer med flere end 80 forretninger i Danmark og Grønland. STARK tilbyder også faglig rådgivning og en lang række services til både entreprenører og professionelle håndværkere. Virksomheden beskæftiger over 2.500 medarbejdere og er en del af STARK Group, der med flere end 19.000 medarbejdere og 1.100 forretninger og distributionscentre i Norden, Storbritannien, Tyskland og Østrig er en førende leverandør af byggematerialer i Europa.

STARK har tilsluttet sig FN’s Global Compact principper for ansvarlig virksomhedsførelse og arbejder med videnskabsbaserede mål for at holde den globale opvarmning under 1,5 °C. Målet er at nå netto nul emissioner inden 2050.

Vi bygger fremtiden ved at hjælpe andre med at bygge deres.

Følg pressemeddelelser fra STARK

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra STARK

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye