Realdania

Ny undersøgelse: Danmark er det land i EU, hvor der er størst forskel på unges og ældres livskvalitet

21.10.2026 06:00:00 CEST | Realdania | Pressemeddelelse

Del

Danmark er det land i EU, hvor gabet i livskvalitet mellem unge og ældre er størst. Det viser en ny undersøgelse om unges livskvalitet fra den filantropiske forening Realdania, der også peger på den første bolig som et af de steder, der kan have betydning for unges trivsel og livskvalitet.

Danske unge halter efter voksne og ældre, når det kommer til livskvalitet, og intet sted i EU er forskellen mellem unge og ældre større end i Danmark.
Danske unge halter efter voksne og ældre, når det kommer til livskvalitet, og intet sted i EU er forskellen mellem unge og ældre større end i Danmark. Claus Bjørn Larsen

Danske unge halter efter voksne og ældre, når det kommer til livskvalitet. Faktisk er Danmark et af få lande, hvor unge er mindre lykkelige end generationerne før dem, og intet sted i EU er forskellen mellem unge og ældre større end i Danmark.

Det viser den nye undersøgelse Unges Livskvalitet fra Realdania. Her har 2.845 unge i alderen 18-29 år svaret på spørgsmål om blandt andet den første bolig og drømmeboligen, om lokalmiljø, fællesskaber og drømmen om det gode liv. Og så altså om deres generelle livskvalitet.

”Der er et stort gab i livskvalitet mellem unge og ældre, og det skal vi tage alvorligt. Men det er også vigtigt, at vi ikke tegner et billede af en generation i mistrivsel. Langt de fleste unge trives, og den store forskel mellem unge og ældre er, at der blandt de unge er færre, der lægger sig helt i toppen af kurven. Der er ganske enkelt færre unge, der blomstrer,” siger Henrik Mahncke, analysechef i Realdania. 

Store bekymringer for fremtiden

Undersøgelsen viser også, at mange unge har mistet håbet om en bedre fremtid, og krig og militære konflikter er den klart største bekymring for fremtiden. Derefter kommer ting som klimaforandringer, ekstremisme og AI.

”De fleste unge forventer, at verden om 10 år bliver værre end i dag. Men det modsatte af håb er ikke bekymring, men apati, for vi ved, at håb og handlemuligheder hænger sammen, så vi skal undgå, at en urolig verden ender i meningsløshed og i stedet give plads til handling. Nogle gange er de små skridt de vigtigste,” siger Henrik Mahncke.

Blandt de ting, der giver unge håb for fremtiden, viser undersøgelsen da også, at det i høj grad er emner med mulighed for handling fra en selv. Det er blandt andet teknologiske fremskridt, uddannelse, klimakamp og socialt arbejde.

Hvad betyder vores rammer for livskvaliteten?

Udfordringerne med unges trivsel og livskvalitet er ikke et nyt emne på dagsordenen, og Realdania er heller ikke de første, der laver en undersøgelse på emnet. Men vores boliger, bygninger og byrum har indtil videre ikke fyldt meget i debatten.

”Det er vores opfattelse, at der er for lidt fokus på de fysiske rammers betydning for vores trivsel. Det kan undre, for på vores breddegrader bruger vi op mod 90 procent af vores tid indenfor, og selv vores udendørsarealer er ofte designet med en bestemt adfærd for øje. Så vi skaber selv de rammer, hvor vores liv udfolder sig, og vi har behov for at forstå samspillet mellem arkitektur og menneskers livskvalitet bedre,” siger Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania.

Et af de steder, hvor undersøgelsen peger på en sammenhæng mellem livskvaliteten og de fysiske rammer, er i forhold til boligen. Her kan man se, at unge, der enten er single eller ikke bor sammen med kæresten, generelt har en højere livskvalitet, hvis de bor sammen med andre, f.eks. som roomies eller på et kollegie, end hvis de bor alene. 

”Vi kan godt have en tendens til at se det som et ideal at komme ud at få sin egen bolig, hvor man står på egne ben. Og vi er jo meget forskellige som mennesker, så det er helt sikkert også det rigtige for nogle. Men det kan altså tyde på, at der er en sammenhæng mellem de mere sociale boligtyper og en højere livskvalitet. Det skal vi måske have mere for øje – både den unge, der står til at flytte hjemmefra, men også branchen, der bygger boliger,” siger Stine Lea Jacobi.

Læs hele undersøgelsen på realdania.dk.

5 nedslag i Unges Livskvalitet

  • Danske unge (6,5 på en skala fra 1-10) har en betydeligt lavere livskvalitet end voksne generelt (7,51). Den største forskel ses i toppen af skalaen (8-10), hvor 6 ud af 10 i alderen 30-79 år kan siges at blomstre, mens det kun er tilfældet for hver tredje unge i alderen 18-29 år.
  • Der er en tendens til, at unge, der bor sammen med andre, har en højere livskvalitet. F.eks. ligger unge, der bor sammen med roomies, højere (6,97 på en skala fra 1-10) end unge, der bor alene (6,27).
  • Livskvaliteten hos dem med flest ekstroverte træk (7,10 på en skala fra 1-10), er markant højere end hos dem med flere introverte træk (5,65). Men sammenligner man introverte og ekstroverte, der bruger naturen dagligt eller næsten dagligt, forsvinder forskellen næsten.
  • Krig og militære konflikter (69 %) er den absolut største bekymring blandt unge lige nu. Herefter kommer klimaforandringer (47 %), ekstremisme og terrorisme (45 %), AI (43 %) samt mentale sygdomme og mistrivsel (41 %). 
  • Modsat finder unge håb i teknologiske fremskridt (39 %), uddannelse (38 %), klimakampen (24 %) og socialt arbejde (23 %).

Fra ung til ung – 3 gode råd

Der er næppe en gruppe, der modtager flere velmente råd om livets mange valg, faldgruber og muligheder end børn og unge. Ofte fra deres forældre eller andre familiemedlemmer. I Unges Livskvalitet er unge i stedet blevet bedt om at give et godt råd til andre unge, og de tre hyppigste er:

  • Brug mindre tid på sociale medier og skærme (25,4 %).
  • Tag skole og uddannelse mere alvorligt (16,8 %).
  • Vær mere venlig og mindre dømmende (14,6 %).

Kontakter

Billeder

Danske unge halter efter voksne og ældre, når det kommer til livskvalitet, og intet sted i EU er forskellen mellem unge og ældre større end i Danmark.
Danske unge halter efter voksne og ældre, når det kommer til livskvalitet, og intet sted i EU er forskellen mellem unge og ældre større end i Danmark.
Claus Bjørn Larsen
Download

Om Realdania

Realdania er en filantropisk forening med ca. 195.000 medlemmer. Foreningen arbejder for at bygge livskvalitet ved at støtte projekter, hvor steder og fysiske rammer kan bidrage til en positiv udvikling af samfundet. Det kan f.eks. være projekter inden for byudvikling, byggeri og rammer for fællesskaber.

Realdania har ca. 195.000 medlemmer fordelt over hele landet, og alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem. Foreningen har siden år 2000 støttet mere end 5.500 projekter og uddelt op mod 25 mia. kr. i støtte.

Følg pressemeddelelser fra Realdania

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Realdania

Cirkulært byggeri: Ny analyse kortlægger 7,5 mio. ton byggeaffald17.9.2026 08:18:22 CEST | Pressemeddelelse

En ny analyse udarbejdet for Realdania anslår den samlede mængde bygge- og anlægsaffald til omkring 7,5 mio. ton om året – cirka 3 mio. ton mere end registreret i den nationale statistik. Kun 23 procent bliver genanvendt og bearbejdet, så affaldsmaterialerne kan indgå i nye produkter. Analysen skal bidrage med ny viden om, hvor byggeriets materialer ender, og hvordan flere af dem kan bringes tilbage i kredsløb.

Ny pulje skal bringe danske biobaserede byggematerialer fra produktion til byggeri1.9.2026 08:52:19 CEST | Pressemeddelelse

Halm, græs og hamp fra danske marker kan blive til fremtidens byggematerialer. Men vejen fra mark til færdigt byggeri kræver, at landmænd, materialeproducenter og bygherrer finder hinanden. Og at nye løsninger bliver prøvet af i praksis. Derfor åbner Realdania nu en ny pulje, hvor bygherrer kan søge støtte til at bruge danskproducerede biobaserede byggematerialer i konkrete byggeprojekter.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye