Danner: Langsigtet strategi mod partnervold endelig på finansloven - men finansieringen følger ikke ambitionen
9.10.2026 09:11:43 CEST | Danner | Pressemeddelelse
Det er positivt, at der nu bliver sat penge af til en langsigtet national strategi mod partnervold og partnerdrab. Men finansieringen matcher ikke ambitionen, mener Danner. Samtidig risikerer børn, der lever med vold lige nu, at stå uden hjælp ved årsskiftet.

Regeringen er nu kommet med sit forslag til finansloven for 2027.
Her er der blandt andet lagt op til at afsætte 175 millioner kroner over fire år til arbejdet med en langsigtet national strategi mod partnervold og partnerdrab.
Og at regeringen nu har anerkendt nødvendigheden af en sådan strategi - og nu sat penge af til den - er godt og vigtigt, mener Danners direktør Mette Marie Yde:
”Det er bestemt positivt, at politikerne har lyttet til alle os, der længe har råbt op om behovet for en langsigtet strategi. Det har vi efterlyst i årevis. Og det er godt, at regeringen lægger op til, at strategien skal bygge oven på de indsatser, vi allerede har på området, og som vi ved virker,” siger hun.
Hun fremhæver også vigtigheden af, at regeringen i finanslovsforslaget anerkender, at det særligt er kvinder, der rammes af den groveste og mest livstruende partnervold.
Problemet er bare, at finansieringen til strategien ikke følger ambitionerne på området, pointerer Mette Marie Yde:
”Hvis vi bare kalder det en langsigtet strategi på papiret, mens finansieringen stort set ligger på niveau med den tidligere kortsigtede handleplan, så er vi jo ikke kommet særlig langt,” siger hun.
I den tidligere handleplan mod partnervold og partnerdrab blev der afsat 136 millioner kroner i perioden 2023-2026. De 175 millioner kroner, der lige nu er lagt op til med den nye strategi, svarer derfor kun til en begrænset stigning i finansieringen - på trods af, at ambitionen nu er en længere og mere omfattende strategi.
Andre lande går længere
Samtidig kan Danmark se til lande, der har valgt at investere langt mere ambitiøst i kampen mod partnervold. Spanien har for eksempel lavet en flerårig national strategi med hundredvis af konkrete initiativer mod kønsbaseret vold og afsat, hvad der svarer til cirka otte milliarder danske kroner over en femårig periode.
”Vi ved fra andre lande, at det kræver politisk vilje og investeringer, hvis man vil flytte udviklingen. Spanien er et godt eksempel på, hvad der kan ske, når en langsigtet strategi følges af en betydelig finansiering og konkrete initiativer. Det niveau af ambition har vi brug for i Danmark,” siger Mette Marie Yde.
Omkring 118.000 kvinder bliver hvert år udsat for partnervold i Danmark. Og volden rammer ikke kun den kvinde, der udsættes for den. Hvert sjette barn vokser op i et hjem med vold.
Netop derfor har Danner i flere år efterlyst en samlet, langsigtet strategi, der kan styrke indsatsen mod partnervold - fra forebyggelse og opsporing til beskyttelse og hjælp efter volden.
Danner vil bidrage - men holder fast i kritikken
Danner melder sig samtidig klar til at bidrage til arbejdet med strategien - netop fordi organisationen har mange års erfaring med, hvad der virker, og hvor der stadig mangler hjælp:
”Vi har mange års erfaring med kvinder og børn, der lever med vold, og vi ved derfor, at hjælpen til de voldudsatte ikke er tilstrækkelig i dag. Den erfaring vil vi gerne bringe ind i arbejdet. Men vi kommer også til at holde fast i, at ambitionerne skal følges af den finansiering, der skal til for at føre dem ud i livet,” siger Mette Marie Yde.
Voldsudsatte børn risikerer at stå uden hjælp
Samtidig er der også et mere akut problem i finanslovsforslaget, påpeger Danner-direktøren.
For Danners indsats, Jeg er her også, som hjælper børn, der har været vidne til vold mod deres mor eller selv har været udsat for vold, mangler finansiering fra årsskiftet.
Det betyder, at en veldokumenteret indsats risikerer at dreje nøglen om - og at organisationen om få måneder ikke kan fortsætte hjælpen til de voldsudsatte børn, der allerede er i forløb, eller tage imod nye børn, der har brug for hjælp
”Det er et alvorligt problem. For lige nu ved vi faktisk ikke, om vi kan fortsætte hjælpen til de børn, der allerede er i et forløb, eller hjælpe de børn, der står klar til at få hjælp. Det er svært at forklare, at en indsats, der dokumenteret hjælper børn, risikerer at lukke, fordi finansieringen udløber,” siger Mette Marie Yde.
En evaluering af Jeg er her også viser, at 9 ud af 10 børn oplever, at de har fået det bedre efter at være startet i forløbet.
Mette Marie Yde opfordrer derfor politikerne til både at hæve ambitionsniveauet for finansieringen af den nationale strategi og finde en løsning for Jeg er her også:
”Det er godt, at der nu bliver taget et vigtigt skridt mod en langsigtet indsats mod partnervold. Men hvis vi vil skabe reel forandring, skal ambitionerne følges af en finansiering, der matcher problemet. Og samtidig skal vi kunne hjælpe de børn, der har brug for os lige nu,” afslutter hun.
Nøgleord
Kontakter
Josefine FagtPresse- og kommunikationskonsulentDanner
Tlf:+45 30 78 58 62jff@danner.dkOm Danner:
Danner er en privat, humanitær og feministisk organisation, som arbejder for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder mellem kønnene og for en verden fri for vold mod kvinder og børn. Siden 1980 har Danner drevet krisecenter i København og tilbyder rådgivning til voldsudsatte kvinder. Organisationen arbejder desuden med uddannelse, analyser, kampagner og politisk interessevaretagelse for at fremme ligestilling og stoppe vold - både i Danmark og internationalt.
Følg pressemeddelelser fra Danner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danner
Danner: Farlig fodlænke-sag skriger på politisk handling8.10.2026 16:06:33 CEST | Pressemeddelelse
Danner hejser på bagkant af dagens domsafsigelse fra Retten i Hillerød et flag for voldsudsattes kvinders sikkerhed. I sagen er en 34-årig mand er blevet idømt 60 dages fængsel for blandt andet ikke at bære sin omvendte fodlænke. På trods af det positive i, at det medfører en konsekvens fra domstolenes side, når den omvendte fodlænke ikke bæres, giver sagens forløb anledning til at gentænke, hvordan lignende sager håndteres fremadrettet. For hvem beskytter offeret i mellemtiden? Der er brug for flere beføjelser til politiet, så ofre ikke udsættes for stor potentiel fare og retraumatisering – og det kræver politisk handling.
Nyt samarbejde mellem Danner og Den Jyske Opera sætter fokus på partnervold og partnerdrab3.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag lanceres et nyt samarbejde mellem Den Jyske Opera og Danner, der er et af landets ældste og største krise- og rådgivningscentre for voldsudsatte kvinder. Formålet er igennem oplysning, vidnesbyrd, udstillinger og talks at sætte fokus på et udbredt men tabubelagt samfundsproblem: partnervold og partnerdrab. Samarbejdet udspringer af opførelsen af én af verdens største operaer: Bizets Carmen fra 1875 i en iscenesættelse af Johanne Holten. Prøverne er lige begyndt, og operaen spiller over hele landet fra 23. oktober til 30. november.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum