Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Kystlandskab på Lynetteholm får ekstra løft: Sådan kommer det til at se ud

6.10.2026 06:00:00 CEST | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse

Del

I 2025 afsatte Københavns Kommune 25 mio. kr. til at gøre kystlandskabet på Lynetteholm endnu bedre. Nu løfter kommunen sløret for, hvordan midlerne skal bruges. Københavnerne kan se frem til et unikt udflugtsmål.

Illustration af hvordan udsigtstårnet kan se ud. Den endelige udformning afklares i det videre forløb. Illustration: By & Havn
Illustration af hvordan udsigtstårnet kan se ud. Den endelige udformning afklares i det videre forløb. Illustration: By & Havn

Flere større træer, en længere sti langs vandet med muligheder for at fiske, udsigtstårn i flere etager og en naturlegeplads til de mindste.

Det er nogle af de ekstra faciliteter, københavnerne kan se frem til at opleve, når byens helt nye kystlandskab om få år står klar på Lynetteholm. Det kan kommunen nu løfte sløret for.

De ekstra faciliteter skal bidrage til, at Lynetteholms kystlandskab bliver et attraktivt udflugtsmål med flere muligheder for friluftsaktiviteter og leg.  

Første etape af kystlandskabet åbner i 2029 og er på cirka otte hektar. Når det samlede kystlandskab er færdigetableret, bliver det omkring 60 hektar - på størrelse med Fælledparken.

Citater

Overborgmester Sisse Marie Welling (SF):

”Når vi udvikler byen, er det helt afgørende, at vi samtidig skaber nye grønne åndehuller for københavnerne. Kystlandskabet bliver et helt unikt naturområde, hvor byen møder havet, og nu sikrer vi, at der fra start kommer flere træer og mere plads til leg og friluftsliv. Det er både en rigtig god investering i byens fremtid og i københavnernes livskvalitet. Jeg glæder mig til at tage mine børn i hånden og gå på opdagelse derude.” 

Beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester Andreas Keil (S):

”Snart kan københavnerne opleve kystlandskabet på Lynetteholm og dermed få adgang til et helt nyt, unikt naturområde i vores by. Det håber jeg, at særligt børnefamilier og foreninger vil gøre brug af, når området efter planen står klar om få år. Som socialdemokrat er jeg også rigtig glad for, at et bredt flertal på rådhuset bakker op om Lynetteholm og byudviklingen i Østhavnen.”

Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C):

”Lynetteholmen skal være et attraktivt sted for alle københavnere. Det glæder derfor mig som konservative børneborgmester, at vi får en stor naturlegeplads, som bliver attraktiv for alle københavnske børn og deres familier. Jeg håber, at alle aldersgruppe vil bruge de store nye grønne og blå områder i vores by.”

Kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (RV):

”Amager Strandpark, Sydhavnstippen, Amager og Kalvebod Fælled. København har mange grønne åndehuller, der inviterer til ophold og leg i skønne naturomgivelser. Det er de gode erfaringer, vi nu bygger videre på med udviklingen af kystlandskabet langs Lynetteholm, som vi snart får adgang til. Det giver københavnerne endnu et tilflugtssted i umiddelbar nærhed fra den tætte by, hvor en ny bydel blomstrer med nye træer, nye udkigsposter og adgang til vandet, der omkranser vores gamle havneby.”

Sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V):

”Med de nye konkrete planer for kystlandskabet kan vi nu se konturerne af, hvordan Lynetteholm kan blive et helt særligt rekreativt og grønt udflugtsmål for alle københavnere. Aftalen betyder, at vi kan få skabt et unikt og varieret naturområde med skov, græsarealer, vandhuller og en naturlegeplads, hvor børn kan udforske og lege. Vi skaber rammerne for, at københavnere og familier kan nyde naturen sammen, og samtidig får vi en naturbaseret klimasikring, som styrker København mod fremtidens stormfloder. Det løfter byen og understreger vores ambition om at være blandt verdens mest moderne og bæredygtige storbyer.” 

Alexander Ryle (LA):

"I Liberal Alliance er vi glade for, at Lynetteholm nu begynder at tage form, og at københavnerne allerede inden for de kommende år kan få glæde af området. Det her er et af de første konkrete eksempler på, hvordan udviklingen af Lynetteholm ikke bare skaber plads til en ny bydel, men også giver københavnerne nye grønne områder og bedre adgang til vandet."

Christian Bülow (DF):

”I Dansk Folkeparti er vi glade for, at vi nu kommer et skridt tættere på, at Lynetteholm bliver åbnet op for københavnerne og andre interesserede. Det er herligt, at der kommer nye grønne åndehuller i byen, hvor man kan gå en tur, nyde udsigten eller tage hunden med ud i det fri. København har brug for flere steder, hvor man kan trække sig lidt væk fra byens larm, og derfor ser vi frem til, at kystlandskabet på Lynetteholm nu er konkretiseret og snart bliver til virkelighed inden for få år."

Sådan kommer det til at se ud

Kystlandskabet kommer til at bestå af et kuperet terræn med skov, græsarealer, beplantning og vandhuller. Derudover kommer der toilet, stier, siddemuligheder og udsigtspunkt. Med politikernes beslutning om de ekstra faciliteter kan Københavnerne derudover se frem til:

  • Ekstra tidlig beplantning med bl.a. 10 – 15-årige træer og krat.

  • En 225-275 m lang sti i stensætningen helt ude ved vandet. Undervejs kommer der træplatforme ud mod vandet, der vil fungere som udsigts- og fiskeplatforme.

  • Udsigtstårn i to niveauer med overdækning placeret på kanten af en bakke. Stedet kan bruges til både at observere fugle og følge med i udbygningen af Lynetteholm.

  • Naturlegeplads på ca. 500 m2 med naturoplevelser, leg og bevægelse.

Fakta

  • Langs Lynetteholms østlige kyst anlægges der et 60 ha stort kystlandskab, som også fungerer som stormflodssikring. Der er dermed tale om en naturbaseret klimasikring af København, der gør byen modstandsdygtig mod havvandsstigning og stormflod.
  • I 2025 afsatte Københavns Kommune i alt 25. mio. kr. til et ekstra løft af kystlandskabet. Det er de midler, som nu bliver udmøntet af forligskredsen bag Lynetteholm.

Nøgleord

Billeder

Illustration af hvordan stien i stensætningen kan komme til at se ud. Den endelige udformning afklares i det videre forløb.
Illustration af hvordan stien i stensætningen kan komme til at se ud. Den endelige udformning afklares i det videre forløb.
By & Havn
Download
Illustration af hvordan naturlegepladsen kan komme til at se ud. Den endelige udformning afklares i det videre forløb.
Illustration af hvordan naturlegepladsen kan komme til at se ud. Den endelige udformning afklares i det videre forløb.
By & Havn
Download
Kort af kystlandskabets første etape. De endelige faciliteter er ikke tegnet ind på kortet.
Kort af kystlandskabets første etape. De endelige faciliteter er ikke tegnet ind på kortet.
By & Havn
Download

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Overborgmester til New York Climate Week: ”Vi bliver nødt til at bygge meget mere for at løse boligkrisen i storbyer verden over – men ikke med klimaskyklapper for øjnene”21.9.2026 08:49:00 CEST | Pressemeddelelse

Byggeriet står for 37 % af de globale CO2-udledninger. Samtidig er der akut boligkrise i storbyer verden over, mens klimaet er presset. Københavns overborgmester og Vice Chair i C40 Sisse Marie Welling er taget til New York Climate Week som keynote speaker med et klart budskab.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye