Arbejdsmiljørepræsentant i fængsel: "I de sidste fem år har jeg arbejdet hvad der svarer til seks"
5.10.2026 17:30:00 CEST | Fængselsforbundet | Nyhed
Personalet er havnet i et krydsfelt mellem politikere og ledelse, siger arbejdsmiljørepræsentant i Storstrøm Fængsel, Pernille Bjerring.

Strengere straffe. Strengere straffe. Strengere straffe.
Ifølge Pernille Bjerring er der kun et mantra på Christiansborg, og det lider de ansatte i fængslerne i den grad under.
”Vi kan slet ikke følge med. Vi har hverken personale eller materiel til det, som politikerne har sat i værk,” siger arbejdsmiljørepræsentanten med 23 års erfaring fra systemet.
Hun startede i Statsfængslet i Vridsløselille i 2003 og har blandt andet arbejdet i Hillerød Arrest, Nyborg Fængsel, Københavns Fængsler og var med til at åbne Storstrøm Fængsel i 2017.
Hun har altså oplevet mange problemer før, men ikke på det niveau, hun ser nu.
”Vi er glade for vores job, men vi kender ikke vores arbejdsplads længere. Vi bløder som aldrig før. Vi har meget svært ved at dække posterne. Folk har ondt i maven over næste beordring,” siger hun og fortsætter: “Vi er det fængsel med flest overarbejdstimer pr. medarbejder. Jeg har arbejdet så meget ekstra, at jeg i de sidste fem år har arbejdet seks år.”
Politikerne må lytte
Det nye normale er dobbeltbelæg. I afdeling A sidder der eksempelvis nu 75 indsatte i stedet for 54.
”Det er mange, og det kommer der ikke noget godt ud af. Der er ikke tid til at tale med de indsatte. Alle bliver mere negative. Alligevel er meldingen, at vi skal indføre endnu mere dobbeltbelæg,” siger Pernille Bjerring.
Arbejdsmiljørepræsentanten oplever, at systemet blot makker ret og strammer tommelskruerne yderligere i stedet for at gøre politikerne opmærksomme på, at tingene ikke kan lade sig gøre.
”Vi ansatte er fanget i et krydsfelt mellem politikere og ledelse, hvor den ene part alene tænker på at hente stemmer, og den anden part kun er i stand til at parere ordrer.”
Det er tid til at løsne grebet.
”Nogen må sige til politikerne, at det ikke hænger sammen. Hvorfor kommer vi for eksempel ikke i gang med at udsluse meget tidligere?”
Lavt informationsniveau
Pernille Bjerring er også frustreret over informationsniveauet fra ledelsen. Hun kalder det meget lavt.
Det gælder for eksempel, når der træffes beslutninger om ændringer: ”Vi er heldige, hvis vi får det at vide nogle dage i forvejen.”
Fængslet har stået uden chef i en periode frem til Anne Erlandsen blev tilknyttet. Samtidig er den øvrige ledelse ikke altid synlig, blandt andet fordi chefer arbejder hjemme nogle dage: ”Det kan være svært at komme i kontakt med dem.”
Pernille Bjerring oplever også, at der træffes beslutninger ude af tråd med virkelighedens verden: ”Det sker uden føling med, hvad der sker på gulvet. For eksempel blev der indført dobbeltceller, uden vi havde køjesenge til det.”
Hun peger på, at der tidligere har været et stærkt samspil omkring arbejdsmiljøet i fængslet, men i øjeblikket er man i vildrede.
”Arbejdsmiljøgruppen ønsker samarbejde, og vi kommer med en masse forslag til løsninger. Men ingen har tid til at kigge på det. Arbejdsmiljøet er det vigtigste, vi har, og alligevel det første, der bliver nedprioriteret. Vi er mange, som er rigtig glade for vores arbejde, men vi er kede af, at ingen har tid til andet end brandslukning.”
Nøgleord
Kontakter
Fungerende formand René Larsen
Tlf:7255 9993rla@faengselsforbundet.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Fængselsforbundet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fængselsforbundet
Fængselsforbundets formand: De politiske ambitioner står ikke i mål med virkeligheden30.9.2026 18:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Jeg har ét budskab til politikerne, når jeg som ny formand for Fængselsforbundet holder møder med dem. Det er et simpelt budskab: Nemlig, at der ikke er sammenhæng mellem politiske mål på den ene side og virkeligheden på den anden. Man kan roligt sige, at det slår gnister i vores system i øjeblikket. De overbelastede tandhjul knirker og skratter. Vi er overbelastede og pressede som aldrig nogensinde før. Det vi ser, er gnister fra ubalancen mellem politiske ambitioner og kendsgerninger. Og er det ikke slemt nok i forvejen, så bliver det snart endnu værre. Næste år træder der nye strafskærpelser i kraft. Der er regnet på, hvad det kommer til at betyde for os, men den beregning er hemmelig. Jeg har været så længe i vores system til at vide, at det er dårligt nyt. Vi kan altså ikke få at vide, hvor mange flere indsatte der skal presses ind på cellerne. Det bliver nødt til at være klart for beslutningstagerne nu, at det er virkelighedsfjernt, det de har gang i. Og det kommer med en pris. E
Ny rekord: 105 procent belæg i fængslerne29.9.2026 18:32:49 CEST | Nyhed
Indstrømningen af indsatte skaber et historisk pres på fængslernes kapacitet. Alligevel er der nye strafskærpelser på vej.
René Larsen udpeget som fungerende formand for Fængselsforbundet17.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fængselsforbundets forretningsudvalg har i enighed udpeget forbundssekretær René Larsen som fungerende formand for Fængselsforbundet, efter Bo Yde Sørensen har forladt posten.
Bo Yde Sørensen stopper som formand for Fængselsforbundet16.9.2026 16:19:44 CEST | Pressemeddelelse
Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen har valgt at give stafetten videre.
Danmarks ældste fængselsbetjent28.8.2026 13:17:51 CEST | Nyhed
Trods sine 70 år har fængselsbetjent Henning Schram ingen akutte planer om at stoppe. Han har snart 50-års jubilæum i tjenesten.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum