Arbejdsmiljørepræsentant i fængsel: "I de sidste fem år har jeg arbejdet hvad der svarer til seks"

Strengere straffe. Strengere straffe. Strengere straffe.

Ifølge Pernille Bjerring er der kun et mantra på Christiansborg, og det lider de ansatte i fængslerne i den grad under.

”Vi kan slet ikke følge med. Vi har hverken personale eller materiel til det, som politikerne har sat i værk,” siger arbejdsmiljørepræsentanten med 23 års erfaring fra systemet.

Hun startede i Statsfængslet i Vridsløselille i 2003 og har blandt andet arbejdet i Hillerød Arrest, Nyborg Fængsel, Københavns Fængsler og var med til at åbne Storstrøm Fængsel i 2017.

Hun har altså oplevet mange problemer før, men ikke på det niveau, hun ser nu.

”Vi er glade for vores job, men vi kender ikke vores arbejdsplads længere. Vi bløder som aldrig før. Vi har meget svært ved at dække posterne. Folk har ondt i maven over næste beordring,” siger hun og fortsætter: “Vi er det fængsel med flest overarbejdstimer pr. medarbejder. Jeg har arbejdet så meget ekstra, at jeg i de sidste fem år har arbejdet seks år.”

Politikerne må lytte
Det nye normale er dobbeltbelæg. I afdeling A sidder der eksempelvis nu 75 indsatte i stedet for 54.

”Det er mange, og det kommer der ikke noget godt ud af. Der er ikke tid til at tale med de indsatte. Alle bliver mere negative. Alligevel er meldingen, at vi skal indføre endnu mere dobbeltbelæg,” siger Pernille Bjerring.

Arbejdsmiljørepræsentanten oplever, at systemet blot makker ret og strammer tommelskruerne yderligere i stedet for at gøre politikerne opmærksomme på, at tingene ikke kan lade sig gøre.

”Vi ansatte er fanget i et krydsfelt mellem politikere og ledelse, hvor den ene part alene tænker på at hente stemmer, og den anden part kun er i stand til at parere ordrer.”

Det er tid til at løsne grebet.

”Nogen må sige til politikerne, at det ikke hænger sammen. Hvorfor kommer vi for eksempel ikke i gang med at udsluse meget tidligere?”

Lavt informationsniveau
Pernille Bjerring er også frustreret over informationsniveauet fra ledelsen. Hun kalder det meget lavt.

Det gælder for eksempel, når der træffes beslutninger om ændringer: ”Vi er heldige, hvis vi får det at vide nogle dage i forvejen.”

Fængslet har stået uden chef i en periode frem til Anne Erlandsen blev tilknyttet. Samtidig er den øvrige ledelse ikke altid synlig, blandt andet fordi chefer arbejder hjemme nogle dage: ”Det kan være svært at komme i kontakt med dem.”

Pernille Bjerring oplever også, at der træffes beslutninger ude af tråd med virkelighedens verden: ”Det sker uden føling med, hvad der sker på gulvet. For eksempel blev der indført dobbeltceller, uden vi havde køjesenge til det.”

Hun peger på, at der tidligere har været et stærkt samspil omkring arbejdsmiljøet i fængslet, men i øjeblikket er man i vildrede.

”Arbejdsmiljøgruppen ønsker samarbejde, og vi kommer med en masse forslag til løsninger. Men ingen har tid til at kigge på det. Arbejdsmiljøet er det vigtigste, vi har, og alligevel det første, der bliver nedprioriteret. Vi er mange, som er rigtig glade for vores arbejde, men vi er kede af, at ingen har tid til andet end brandslukning.”