Med pistoler og sabler: Logbøger og kaperbreve fortæller historien om ”statsautoriseret pirateri”
7.10.2026 07:00:00 CEST | Rigsarkivet | Pressemeddelelse
Bevæbnede mænd, kaprede handelsskibe og udsigten til at tjene penge på fjendens last. Under Englandskrigen gav den danske stat private kapere lov til at opbringe fjendtlige skibe. Rigsarkivet har bevaret de originale kaperbreve, der er af enestående national betydning. De bringer os tæt på et dramatisk kapitel i dansk søfartshistorie og kan nu ses online. I de opbragte skibes egne logbøger kan man læse om kapringen, som de engelske søfolk selv beskrev den, mens den fandt sted.

Det kunne ligne pirateri, men der var tale om private skibe, der tog på jagt efter fjendtlige handelsskibe under Englandskrigen, der brød ud i 1807. Her kunne kaperne opbringe skibet og føre det i havn – og hvis kapringen blev godkendt ved særlige prisedomstole, kunne skibet og lasten sælges. Fortjenesten blev fordelt mellem blandt andre kaptajnen og besætningen fra kaperskibet.
Arkivar Adam Jon Kronegh, der i flere år har beskæftiget sig med emnet, fortæller: ”Kaperbrevene er fascinerende, for de viser, hvordan staten helt konkret gav private personer tilladelse til at deltage i krigen til søs. Det, vi i dag umiddelbart ville kalde pirateri eller sørøveri, var sat i system og reguleret af staten. Så en kaper var altså ikke pirat i juridisk forstand, for pirater opererede uden statens tilladelse. De danske kapere havde derimod et lovligt kaperbrev og var derfor en lovlig del af søkrigen.”
Krigen set fra skibsdækket
Kaperbrevene ligger bevaret i Rigsarkivet og er af enestående national betydning (ENB). De kan ses online, da Rigsarkivet digitaliserer ENB-arkivalier fra samlingen og tilgængeliggør dem, med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden. Adam Jon Kronegh har desuden fundet to usædvanlige engelske logbøger fra handelsskibene Susanna og The Oak. De giver et sjældent indblik i begivenhederne set fra den anden side - fra de skibe, der blev opbragt.
”Det særlige ved de her logbøger er, at begivenhederne bliver skrevet ned, mens de finder sted – og at det er englænderne selv, der skriver. Det er ikke en erindring nedfældet ti år efter eller en forklaring afgivet i retten. Det er de linjer, en engelsk styrmand nåede at få ned, før de bevæbnede mænd stod på hans dæk. Så vi kan komme helt tæt på. Vi oplever ikke kun Englandskrigen gennem myndighedernes dokumenter og de efterfølgende retssager. Pludselig står vi nærmest selv på dækket, mens de bevæbnede mænd kommer om bord. Det gør historien meget nærværende,” siger Adam Jon Kronegh.
Af logbøgerne kan man se, at kaperne angriber den 21. november 1807, hvor skibet Susanna er på vej fra Sankt Petersborg mod Portsmouth. En båd nær Bornholm nærmer sig skibet og kort efter kommer endnu en båd. Seks mænd, bevæbnet med pistoler og korte sabler, går herefter om bord. Og det blev nøgternt noteret, at kaperne tog Susanna i besiddelse ”for kongen af Danmark”.
Få uger tidligere havde det engelske skib The Oak oplevet noget lignende. Den 6. november kommer fire robåde med omkring 60 mand ud fra Bornholm og overtager skibet. En time senere bliver besætningen ført i land, og derefter ophører logbogens optegnelser. Hvad der siden skete, vides ikke, men én ting er sikkert: Statsautoriseret pirateri var både en forretning og en reguleret del af søkrigen.
Yderligere oplysninger
- Kaperbrevene kan som noget nyt ses online. De er en del af Rigsarkivets ENB-projekt, der er muliggjort med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.
- Læs mere om Rigsarkivets ENB-projekt
- Rigsarkivets skibsjournaler kan ses på Arkivalieronline og på Havets Arkiver, der er en del af projekt ROPEWALK, som er muliggjort ved støtte fra A.P. Møller Fonden. ROPEWALK er et samarbejde mellem DMI og Rigsarkivet
Nøgleord
Kontakter
Julie AveryPresseansvarlig, særlig rådgiver
Tlf:41717241Jav@rigsarkivet.dkBilleder




Rigsarkivet er Danmarks hukommelse
Rigsarkivet er Danmarks hukommelse. Vi indsamler, bevarer og leverer originale arkivalier og data, der understøtter videns- og retssamfundets behov og kaster lys over, hvad du og vores samfund er rundet af. Vi har mere end 500 hyldekilometer arkivalier på papir og 700 terabyte digitalt skabte arkivalier - og samlingen vokser hele tiden.
Følg pressemeddelelser fra Rigsarkivet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rigsarkivet
Nyt Danmarkskort skal hjælpe tidligere anbragte med at finde deres sag10.9.2026 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Med lanceringen af De Anbragtes Danmarkskort kan tidligere anbragte for første gang få et langt bedre overblik over, hvor sager fra børnehjem, opholdssteder og kommuner befinder sig i dag, og hvor man skal henvende sig for at få adgang til dem. Projektet har modtaget økonomisk støtte fra blandt andet Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Augustinus Fonden.
Nyt forskningsregister skal gøre Danmark førende i forskning i arv, sygdom og sociale forhold4.9.2026 12:41:02 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan nedarves sygdomme gennem generationer? Hvorfor bliver nogle mennesker syge, mens andre med samme genetiske disposition ikke gør? Og hvordan påvirker sociale forhold familiers sundhed over tid? De spørgsmål bliver nu lettere at besvare med Det Danske Multigenerationsregister.
Dyk ned i Havets Arkiv - 300 års danske skibsjournaler er blevet søgbare27.4.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang bliver danske skibsjournaler ikke bare tilgængelige men søgbare, kortlagte og brugbare som data til historie-, slægts- og klimaforskning.
Nyt fund: Danske søfolk målte lufttryk til søs allerede i 182217.4.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Skibsjournaler i Rigsarkivet indeholder beviset for, at danske søfolk foretog systematiske barometermålinger til søs allerede i 1822 – ifølge DMI’s forsker langt tidligere end hidtil dokumenteret.
Grevinde Danners dødsbo bliver digitalt: Nu kan alle gå på opdagelse i hendes liv, værdier og eftermæle6.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Rigsarkivet gør nu Grevinde Danners skifteprotokoller og en detaljeret opgørelse over hendes dødsbo tilgængeligt online. Materialet, der hører til blandt arkivalier af ”Enestående National Betydning”, giver et sjældent indblik i en af 1800‑tallets mest markante kvinder. Projektet realiseres med støtte fra Aage og Johanne Louis‑Hansens Fond og Augustinus Fonden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum