Børne-, Ældre- og Boligministeriet

Erfaren partner skal bidrage til arbejdet med rekruttering af udenlandsk arbejdskraft fra Indien og Filippinerne til ældreplejen

5.10.2026 13:30:00 CEST | Børne-, Ældre- og Boligministeriet | Pressemeddelelse

Del

Børne-, Ældre- og Boligministeriet har i samarbejde med Udenrigsministeriet gennemført et EU-udbud, der i de kommende år skal gøre det muligt at rekruttere international arbejdskraft fra Indien og Filippinerne til den danske ældrepleje.

Mange kommuner oplever i dag udfordringer med at rekruttere og fastholde personale i ældreplejen, og manglen på social- og sundhedsmedarbejdere forventes at stige markant i de kommende år. Regeringen arbejder derfor i flere spor for at styrke rekrutteringen til ældreplejen, og som led heri er der indgået aftaler med delstaten Kerala i Indien og Filippinerne om rekruttering af kvalificeret sundheds- og plejepersonale.

Børne-, Ældre- og Boligministeriet har sammen med Udenrigsministeriet gennemført et EU-udbud om en international rekrutterings- og implementeringspartner, der skal understøtte rekrutteringen af international arbejdskraft.

Vinderen af udbuddet er den tyske virksomhed GIZ (Deutsche Gesellschaft für Internationale Zusammenarbeit), der i samarbejde med den danske virksomhed Carelink Gruppen A/S og AOF Syddanmark & Bornholm har afgivet tilbud. Det forventes, at der, efter en planlagt standstill periode, kan indgås en kontrakt med partneren.

Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger:

”Vi risikerer at stå med en akut mangel på kvalificeret arbejdskraft i ældreplejen inden for ganske få år. Rekrutteringspartnerskaberne er ikke den eneste løsning på udfordringerne i ældreplejen, men de er en del af en samlet indsats. I samarbejde med de faglige organisationer og kommunerne vil regeringen desuden fremlægge en langsigtet rekrutteringsplan med det mål at styrke fastholdelsen, forbedre rekrutteringen og øge kompetenceniveauet via uddannelse og opkvalificering.”

”Jeg er glad for, at arbejdet med de internationale partnerskaber fortsætter med en erfaren rekrutterings- og implementeringspartner, som skal sikre, vi får de rette kandidater til Danmark. Jeg er også tilfreds med, at vi har stærke danske partnere med. Det er nemlig afgørende, at de nye kolleger i den danske ældrepleje får gode danskkundskaber og en forståelse for den danske kultur, så de kan møde vores ældre på en tryg og værdig måde.”

Sammen med de danske partnere vil GIZ være ansvarlig for rekrutteringen og for at følge kvalificerede kandidater gennem et opkvalificeringsforløb i hjemlandet. Forløbet vil blandt andet involvere et introforløb til SOSU-faget og et sprogundervisningsforløb i dansk henover cirka 12 måneder. I forbindelse med sprogundervisningsforløbet skal der benyttes dansktalende undervisere med relevante kvalifikationer, og det skal ske i et tæt samarbejde med Danske SOSU-skoler, som skal stå for at udbyde introduktionsforløbet til SOSU-faget.

GIZ skal desuden sikre, at WHO’s etiske retningslinjer for international rekruttering af sundhedspersonale bliver overholdt.

Fakta om rekrutteringsaftalerne 

  • Danmark indgik partnerskabsaftaler med henholdsvis Filippinerne i december 2025 og delstaten Kerala i Indien i januar 2026.
  • Med partnerskaberne vil de rekrutterede kandidater fra delstaten Kerala i Indien uddanne sig til social- og sundhedsassistenter, imens kandidater rekrutteret fra Filippinerne vil uddanne sig til social- og sundhedshjælpere, så de efterfølgende kan arbejde i den danske ældrepleje.
  • Kandidaterne skal gennemføre et sprog- og opkvalificeringsforløb i hjemlandet samt et uddannelsesforløb og videre sprogkvalificering i Danmark.
  • Ansættelsen i Danmark sker på lige vilkår med danske kolleger. Samtidig er der taget højde for WHO’s etiske retningslinjer for international rekruttering af sundhedspersonale. 
  • Der udvikles en modtagelsespakke målrettet forløbet i Danmark, som skal understøtte kommunerne i at give kandidaterne en god start – med fokus på kulturforståelse, sprog og faglighed – så de bliver integreret både på arbejdspladsen og i lokalsamfundet.

Nøgleord

Kontakter

Om:

Børne-, Ældre- og Boligministeriet er ministeriet, som har ansvaret for børne-, ældre- og boligpolitik

Følg pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye