Miljømærkning Danmark

Nu kan langt mere medicinsk udstyr blive svanemærket

7.10.2026 06:25:00 CEST | Miljømærkning Danmark | Pressemeddelelse

Del

Svanemærkets krav til medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone er netop blevet skærpet. Samtidig kan en lang række nye produkttyper som iltmasker og sprøjter nu også opnå det officielle nordiske miljømærke.

Svanemærket medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone skal leve op til en lang række skrappe miljø- og kemikaliekrav.
Svanemærket medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone skal leve op til en lang række skrappe miljø- og kemikaliekrav.

Fra ilt- og bedøvelsesmasker til blod- og dialyseposer: Svanemærket har strammet og udvidet kriterierne for medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone, så langt flere produkttyper nu kan certificeres. Det giver sundhedssektoren, der i stigende grad efterspørger miljømærket udstyr, bedre muligheder for at vælge produkter, der lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav.

”Vi har mærket en tydelig efterspørgsel fra regioner, hospitaler samt medicoindustrien og andre aktører i sundhedssektoren, der ønsker et bredere udvalg af svanemærket medicinsk udstyr. De udvidede kriterier er derfor godt nyt både for indkøbere, der vil stille skrappe miljø- og sundhedskrav, og for producenter, der ønsker at imødekomme den stigende efterspørgsel,” siger Heidi Belinda Bugge, kriteriechef for Svanemærket i Danmark.

Skrappe krav til kemi og miljø

Sundhedssektoren bruger hver dag store mængder medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone. Der er derfor et betydeligt potentiale for at reducere miljøaftrykket på dette område – og samtidig begrænse brugen af sundheds- og miljøskadelige stoffer som fx PFAS.

”Svanemærket medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone skal leve op til en lang række skrappe krav, der både tager hensyn til miljøet og til de mennesker, der skal anvende udstyret tæt på eller inde i kroppen,” fortæller Heidi Belinda Bugge.

Svanemærkets krav til medicinsk udstyr

  • Er fri for halogeneret plast (fx PVC), halogeneret gummi og naturlatex.
  • Opfylder strenge miljø- og sundhedskrav til stoffer i produktet, fx er PFAS, ftalater, bisphenoler og identificerede eller potentielle hormonforstyrrende stoffer på opdaterede lister fra EU og nationale myndigheder ikke tilladt.
  • Har emballagedesign og -materialer, der fremmer genanvendelse.
  • Ved fremstilling af silikoneråmateriale ved produkter, der hovedsageligt er fremstillet af silikone, skal udledning af støv og klorider til luft samt kobber og zink til spildevand begrænses.

Produkttyper omfattet af Svanemærkets nye kriterier

Svanemærkets reviderede kriterier dækker en lang række produkttyper, der blandt andet omfatter ilt- og bedøvelsesmasker, ånderballonsæt, blodposer, urinposer, dialyseposer, stomiposer og andre poser til overførsel af væsker, sprøjter samt analpropper og prolapsringe. Derudover omfattes fleksible slanger, der anvendes til at fjerne gas eller væske, holde luftveje åbne eller tilføre ilt, andre gasser, medicin eller ernæring – herunder forskellige katetre, udstyr til intravenøs infusionsbehandling, tarm-, næse- eller mavesonder samt sugeslanger og dræn.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Svanemærket medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone skal leve op til en lang række skrappe miljø- og kemikaliekrav.
Svanemærket medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone skal leve op til en lang række skrappe miljø- og kemikaliekrav.
Download
Heidi Belinda Bugge, kriteriechef for Svanemærket i Danmark.
Heidi Belinda Bugge, kriteriechef for Svanemærket i Danmark.
Download
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke – og det mest kendte miljømærke i Norden.
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke – og det mest kendte miljømærke i Norden.
Download

Links

Om Miljømærkning Danmark

Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU Ecolabel i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.

Svanemærket

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Læs mere på www.svanemaerket.dk. 

EU Ecolabel

EU Ecolabel (EU-Blomsten) er EU’s officielle miljømærke. EU Ecolabel blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk. 

Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye