Flere danskere vil gå efter lønforhøjelse det kommende år

19.10.2026 13:52:23 CEST | PwC | Pressemeddelelse

Del

Knap 40 % af danskerne forventer at bede om lønforhøjelse de næste 12 måneder. Samtidig mærker mere end hver tredje dansker, der har brugt AI i deres arbejde det seneste år, positive effekter fra teknologien i form af højere jobsikkerhed og løn. Det viser PwC’s nye undersøgelse af det danske arbejdsmarked i 2026.

Annette Jensen, partner og ansvarlig for HR i PwC-consulting.
Annette Jensen, partner og ansvarlig for HR i PwC-consulting.

I en ny undersøgelse fra PwC af det danske arbejdsmarked svarer 39 % af danskerne, at de i høj eller meget høj grad vil bede om lønforhøjelse de næste 12 måneder. I 2025 var det til sammenligning 30 %. Løn er samtidig det vigtigste jobparameter for danskerne. Således ligger løn øverst på danskernes top tre (50 %), efterfulgt af et positivt arbejdsmiljø og relationer (47 %) samt en håndterbar arbejdsbyrde og work-life balance (38 %).

De aktuelle leveomkostninger har desuden påvirket mange danskeres arbejdsliv. Knap halvdelen (48 %) svarer, at leveomkostninger i nogen eller høj grad har påvirket deres arbejde de seneste 12 måneder, og for hver tredje (34 %) har de aktuelle leveomkostninger ført til et øget stressniveau.

”Undersøgelsen indikerer, at de aktuelle leveomkostninger spiller en større rolle i danskernes arbejdsliv. Det kommende år kan vi forvente at se en udvikling, hvor flere vil have fokus på deres økonomiske vilkår og vil overveje at bede om lønforhøjelse sammenlignet med sidste år, hvor vi så en mere tilbageholdende tilgang,” siger Annette Jensen, partner og ansvarlig for HR i PwC-consulting.

Danskerne oplever øget jobsikkerhed og positive effekter fra AI
PwC’s undersøgelse viser, at danskerne oplever øget jobsikkerhed. 70 % svarer, at de er meget eller yderst sikre på deres jobsikkerhed de næste 12 måneder mod 65 % i 2025.  Af de danskere, der har brugt AI i deres arbejde de seneste 12 måneder, svarer 37 %, at teknologien har bidraget positivt til deres jobsikkerhed, mens det for 34 % i vis grad har ført til en lønstigning.

”Udviklingen på arbejdsmarkedet viser med tydelighed, at AI spiller en central rolle i at øge jobsikkerheden og lønniveauet for den enkelte. Vi ser en tendens, hvor mange af dem, der har integreret AI i deres arbejdsliv, høster betydelige fordele fra teknologien, både med hensyn til forbedring af specifikke arbejdsopgaver og de overordnede betingelser for deres arbejde," forklarer Annette Jensen.

Økonomisk volatilitet bekymrer mere end AI
Ifølge PwC’s undersøgelse peger danskerne på økonomisk volatilitet som den største risikofaktor for deres jobsikkerhed. 38 % angiver det som en moderat eller stor trussel, og dernæst følger bekymringen for, at AI vil overtage flere arbejdsopgaver (36 %) og de geopolitiske konflikter (33 %).

Samtidig svarer 39 % af danskerne, at de er positive omkring den langsigtede effekt, som AI har på deres job, mens blot 15 % forholder sig negativt.

”Undersøgelsen indikerer, at der er en stor modenhed blandt danskerne, når det kommer til at integrere AI i deres arbejdsliv. Den overvejende positive holdning til, hvordan AI vil forme fremtidens arbejdsliv, indikerer en stigende forståelse og accept af teknologiens transformative potentiale,” slutter Annette Jensen.

Om undersøgelsen
PwC’s Workforce Hopes and Fears Survey 2026 bygger på svar fra 49.364 personer, der enten er i arbejde eller er aktive på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen blev foretaget fra maj til juni 2026 på tværs af 48 lande, herunder Danmark. I Danmark har 437 personer deltaget i undersøgelsen.

Kontakter

Vedhæftede filer

Om PwC

I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og finde løsninger på væsentlige problemstillinger. Vi er en del af et globalt netværk med over 364.000 medarbejdere og partnere i 136 lande. Med teknologi og dybe kompetencer inden for revision, skat og rådgivning er vi engagerede i at levere kvalitet og skabe værdi for vores kunder og samfundet. Succes skaber vi sammen …

Følg pressemeddelelser fra PwC

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra PwC

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye