Københavns Universitet

”Han er selvfølgelig jøde…” Populære krimier er fulde af jødiske stereotyper

5.10.2026 09:15:49 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse

Del

I Agatha Christies krimier bliver jøder ofte fremstillet som grådige og mistænkelige fremmedelementer. Selv efter holocaust fortsatte hun med at skrive fordomsfuldt om jøder, bare i en mere indirekte form. Det viser ifølge historiker Sofie Lene Bak, hvordan populærkulturen kan være med til at fastholde antisemitiske forestillinger.

Illustration: Københavns Universitet

Agatha Christie er en af verdens mest læste forfattere. Hendes bøger har solgt over to milliarder eksemplarer og bliver stadig læst, genudgivet og filmatiseret verden over.

Men de populære kriminalromaner indeholder andet end sindrige mordgåder: I en ny forskningsartikel viser historiker Sofie Lene Bak fra Københavns Universitet, at jødiske karakterer i Agatha Christies romaner ofte bliver fremstillet ved hjælp af antisemitiske stereotyper.

Samtidig spiller jøderne ofte en særlig rolle i krimiplottet, hvor læserens eventuelle egne fordomme om jøder bruges til at lede opmærksomheden væk fra den virkelige gerningsperson.

Overraskende åbenlyst

Sofie Lene Bak opdagede de mange fordomme og stereotyper om jøder, da hun som led i et forskningsprojekt om antisemitisme efter 1945 begyndte at genlæse Agatha Christies romaner.

En af de første bøger, hun læste, var Peril at End House fra 1932, som udkom på dansk under titlen Snigende død. Her møder læseren blandt andet følgende replik: ’Vælter sig naturligvis i penge. Så De hans bil? Han er selvfølgelig jøde, men rædsom flink af en jøde at være.’

”Jeg blev overrasket over, hvor eksplicitte de jødiske stereotyper var - både i denne og i en række andre af hendes romaner. Men jeg tror, at mange læser hen over dem, fordi de optræder så naturligt i fortællingen for dem,” siger Sofie Lene Bak.

Ifølge hende er problemet ikke, at romanfigurer udtrykker racistiske holdninger.

”Karakterer i litteratur må selvfølgelig gerne være fordomsfulde. Men hos Christie bliver fordommene sjældent udfordret eller problematiseret. De indgår som en naturlig del af den verden, romanerne foregår i.”

Den mistænkelige fremmede

I flere af Christies krimier fungerer de jødiske karakterer ikke kun som personer i fortællingen. De fungerer også som et litterært virkemiddel.

”Christie bruger ofte de jødiske figurer som afledningsmanøvrer. Læseren skal mistænke dem, men til sidst viser det sig, at morderen er en anden. Men den mekanisme virker jo kun, hvis læseren allerede forbinder figurerne med bestemte negative forestillinger.”

Ifølge Sofie Lene Bak er de jødiske karakterer ofte fremstillet som mennesker, der ikke helt hører til blandt de øvrige personer i romanerne.

”De bliver fremstillet som anderledes eller fremmede. Det skaber en afstand mellem dem og de andre karakterer, og den afstand er vigtig for den rolle, de spiller i fortællingen.”

Fordommene forsvandt ikke efter holocaust

Andre forskere har tidligere argumenteret for, at Christie ændrede sin fremstilling af jøder efter 2. verdenskrig og holocaust. Og Sofie Lene Bak er enig i, at de jødiske figurer bliver langt sjældnere, men de forsvinder ikke helt:

”Det er rigtigt, at hun holder op med de meget åbenlyse fremstillinger. Til gengæld bliver stereotyperne mere indirekte og kodede.”

Et eksempel er romanen Invitation til mord (A Murder Is Announced) fra 1950. Her nævnes det aldrig direkte, at den tyske køkkenhjælp og holocaust-overlever Mitzi er jøde. Men ifølge Sofie Lene Bak er henvisningerne så tydelige, at figuren næppe kan forstås på anden måde.

”Ingen i romanen kan lide Mitzi, og det bliver antydet, at hun lider af forfølgelsesvanvid og måske endda overdriver de lidelser, hun har været udsat for i sit hjemland. Derfor beskriver de andre karakterer hende også som utroværdig, utaknemmelig og grundlæggende latterlig. Det er en brutal karikatur. Jeg tror, Christie har tænkt hende som en komisk figur, men det gør ikke fremstillingen mindre problematisk.”

Hvordan overlever fordomme?

Studiet indgår i Sofie Lene Baks forskningsprojekt Code and Conspiracy: Antisemitism in Denmark After 1945, som undersøger, hvordan antisemitiske forestillinger har kunnet overleve efter holocaust. Her ser hun Agatha Christies populære kriminalromaner som et eksempel på et bredere fænomen.

”Antisemitismen forsvandt ikke efter krigen. Mange af forestillingerne blev socialt uacceptable, men de overlevede andre steder i kulturen og dukkede op i nye former. Agatha Christies romaner viser, hvordan det kan ske.”

At bøgerne stadig læses af millioner af mennesker, gør ifølge forskeren problemstillingen særdeles aktuel. I engelsksprogede nyudgivelser af romanerne er nogle af de mest stødende passager blevet fjernet, og filmatiseringerne har ofte udeladt de jødiske karakterer eller ændret dem markant.

Men Sofie Lene Bak mener ikke, at censur er den bedste løsning.

”Jeg er ikke tilhænger af at omskrive værker. Til gengæld håber jeg, at vi ved at gøre læsere opmærksomme på stereotyperne kan forstå, hvordan de fungerer, og hvorfor de har haft så lang levetid.”

Sofie Lene Baks artikel'Whodunit?’ Antisemitism as a Literary Device in the Detective Works of Agatha Christie er publiceret i tidsskriftet Scandinavian Jewish Studies.

Nøgleord

Kontakter

Lektor Sofie Lene Bak
Saxo-Instituttet, Københavns Universitet
Telefon: 60 84 86 34
E-mail: ztv207@hum.ku.dk

Kommunikationskonsulent Carsten Munk Hansen
KU Presse
Telefon: 28 75 80 23
E-mail: carstenhansen@adm.ku.dk

Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet

The Danish state loses far less revenue from cross-border shopping than previously thought3.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

The Danish Ministry of Taxation overestimates how much the Danish state loses in VAT and sin taxes when Danes cross the border into Germany to buy sweets, soft drinks and beer. That is one of the conclusions of a new study from the University of Copenhagen, which suggests that cross-border shopping does not significantly undermine the effectiveness of sin taxes for the vast majority of Danish consumers.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye