Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Bredt flertal har stemt for akutplanen for elnettet

1.10.2026 10:30:12 CEST | Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet | Pressemeddelelse

Del

Et bredt flertal af Folketingets partier har i dag vedtaget akutplanen for elnettet. Samtidig er den politiske forståelse bag blevet til en aftale, hvor alle partierne er enige om, at Danmark står i en akut situation, der kalder på handling nu.

Lige nu er presset på elnettet så stort, at der flere steder ikke er plads til alle de projekter, der ønsker at blive tilsluttet. Derfor blev et bredt flertal af Folketingets partier før sommeren enige om en akutplan for elnettet. Denne akutplan er netop vedtaget i Folketinget af samme brede flertal, og dermed er de lovgivningsmæssige rammer for den nye prioriteringsmodel på plads.

Med akutplanen erstattes det nuværende først-til-mølle-princip af en ny model, hvor Energinet og netvirksomhederne i højere grad får mulighed for at prioritere, hvem der får adgang til den begrænsede plads i elnettet.

”Situationen i vores elnet er dybt alvorlig. Pladsen i elnettet er blevet en knap ressource, og det kan bremse både elektrificeringen og den grønne omstilling. Derfor er jeg rigtig glad for, at et bredt flertal nu har stemt for akutplanen. Med loven tager vi ansvar for at bruge den plads, vi har i elnettet, klogere og prioritere det, der er vigtigst for vores land. Det her er dog kun første skridt i en genopretningsplan, der handler om at prioritere, bygge, optimere og gentænke vores elnet. Det ansvar har aftalepartierne taget på sig, og jeg ser frem til vores fremtidige samarbejde om et grønt Danmark,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.

“Med den knaphed på kapacitet i elnettet, der er opstået, er det rigtigt og nødvendigt, at der bliver skabt rammer for at prioritere de formål, der fra et samfundsperspektiv er de vigtigste. Det er positivt, at den politiske forståelse om en akutplan for elnettet nu bliver yderligere konkretiseret og bliver til en egentlig politisk aftale, og at lovforslaget er godt på vej igennem Folketinget, siger Jesper Petersen (S), klima-, energi- og forsyningsordfører.

”I den pressede situation, vi står i, er det nødvendigt at prioritere den begrænsede kapacitet i elnettet, så den udnyttes bedst muligt. Den grønne omstilling og danskernes forsyningssikkerhed må ikke blive forsinket eller svækket, fordi vi prioriterer strømmen forkert. Vi risikerer at lade globale techvirksomheders datacentre blokere for fælles grønne løsninger som kollektiv transport og fjernvarme. Det handler om at prioritere rigtigt, når der ikke er plads til alle på én gang. SF har hele tiden kæmpet for, at den grønne omstilling skal være både ambitiøs og retfærdig,” siger Nanna Bonde (SF), klima-, energi- og forsyningsordfører.

”I et grønt foregangsland som Danmark er det selvfølgelig ikke holdbart, at der skal prioriteres i adgangen til strøm. Det bremser elektrificeringen og den grønne omstilling af Danmark. Vi står dog i en akut situation, hvor kapaciteten i transmissionsnettet er så begrænset, at vi i en periode må prioritere i nye anmodninger om nettilslutning. For Venstre er det afgørende, at prioriteringsmodellen benyttes som et styringsværktøj i en akut situation og ikke bliver den nye normal. Derfor bør der hurtigst muligt indkaldes til forhandlinger om en udbygning af det danske transmissionsnet og en samlet plan for dansk energiinfrastruktur, så vi kan sætte tempo på elektrificeringen af Danmark,” siger Mathilde Hjort Bressum (V), klima-, energi- og forsyningsordfører.

”Når der ikke er plads til alle i elnettet på én gang, er vi nødt til at prioritere. For Dansk Folkeparti er det afgørende, at den begrænsede kapacitet først og fremmest bruges på de behov, der er vigtigst for samfundet, frem for at vi bare fortsætter efter et først-til-mølle-princip. For os er det afgørende, at aftalen ikke blot prioriterer i nettilslutninger, men også tilskynder til en mere effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af den eksisterende kapacitet i elnettet,” siger Malte Larsen (DF), klima- og energiordfører.

”Akutplanen er det første af flere skridt, der skal modernisere brugen af vores fælles elnet. De næste kapitler skal sikre hurtigere udbygning, og rammerne for mere fleksibelt elforbrug skal fremmes yderligere. Ikke mindst for at styrke erhvervsudviklingen i de dele af Danmark, som huser det meste af vores grønne strøm,” siger Lars Aagaard (M), energi- og forsyningsordfører.

”Akutplanen er helt nødvendig, hvis vi skal have det danske elnet ud af det hul, vi er havnet i. Vi har lagt vægt på tydelige kriterier for netvenlighed, og at vi skal udnytte det elnet, vi har, bedre. Derfor har vi ønsket, at de kollektive netselskaber nu får et år til at udvikle nye netprodukter. Ved genbesøget i 2027 skal ministerens mulighed for at pålægge dem at anmelde nye produkterne drøftes. Dette vil være et nybrud, som kan vise sig nødvendigt, hvis akutplanen skal virke i praksis. Nu ser vi frem til det videre arbejde med hurtigere udbygning af elnettet, direkte linjer, microgrids, batterier og datacentrenes rolle i elsystemet. For os har det samtidig været vigtigt at få faste genbesøg af reglerne skrevet ind. Akutplanen skal være midlertidig kriselovgivning - ikke en ny normaltilstand”,” siger Anders Storgaard (K), klima-, energi- og forsyningsordfører.

”Vi er glade for nu at indgå den endelige aftale om prioritering af elnet, hvor vi sætter datacentre bagerst og danske hjem forrest. For os er det vigtigt, at alt det, der binder vores samfund sammen, blandt andet vores varmesystem, offentlig transport, sundhedssystem og klimaprojekter, har adgang til billig og stabil grøn strøm. Vi vil følge tæt, om denne prioriteringsmodel kan være med til at sikre netop det,” siger Lisbeth Torfing (EL), energi- og forsyningsordfører.

”Det er en rigtig god dag for det danske elnet. Med en bred politisk aftale lægger nu vi fundamentet for, at elnettet kan komme på ret køl. Vi sikrer, at danskerne har strøm i stikkontakten til elbiler og varmepumpen, og at virksomheder, der vil væk fra olie, kan komme på elnettet. Nu er det op til Energinet, netselskaberne og ikke mindst Forsyningstilsynet at få godkendt nye fleksible netprodukter, så vi kan få udnyttet det elnet, vi allerede har bygget, endnu bedre,” siger Anastasia Milthers (RV), klima-, energi- og forsyningsordfører.

”Endelig får vi de gigantiske, hyperscale datacentre og techgiganter bagerst i køen til elnettet og mulighed for at afvise dem, så vi faktisk kan prioritere Danmarks samfundskritiske funktioner og udfase vores brug af fossile brændsler. Det er kun første lille skridt i den store opgave med at elektrificere vores land og sikre billige, grønne og stabile energipriser, men et rigtig vigtigt første skridt, der kan træde i kraft allerede nu,” siger Anna Bjerre (ALT), klima-, energi- og forsyningsordfører.

Fra politisk forståelse til politisk aftale

Oprindeligt var akutplanen for elnettet en politisk forståelse. Partierne er nu enige om, at situationens alvor nu kalder på, at forståelsen konverteres til en aftale.

Den politiske aftale tager udgangspunkt i forståelsen fra før sommerferien med justeringer på baggrund af de erfaringer, der er kommet til siden. Blandt andet har den offentlige høring, Folketingets behandling samt partiernes spørgsmål og bemærkninger været med til at kvalificere både lovforslaget og de bekendtgørelser, der skal udmønte de nye regler.

I aftalen fremgår det også, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, blandt andet på baggrund af dialog med Forsyningstilsynet, vurderer, at den politisk fastsatte prioritering på baggrund af samfundshensyn ikke i sig selv kræver metodegodkendelse fra Forsyningstilsynet, før den kan anvendes af Energinet og netvirksomhederne. Den konkrete anvendelse af netvenlighed skal baseres på metoder, der er godkendt af Forsyningstilsynet.

Læs hele aftalen på www.kefm.dk

Akutplanen er første skridt

Efter planen træder loven i kraft 12. oktober. Når lov og bekendtgørelser er trådt i kraft, kan Energinet og netvirksomhederne administrere efter de nye regler, når der næste gang i efteråret skal fordeles kapacitet i elnettet.

Akutplanen er første skridt i arbejdet med udfordringerne i elnettet. Den skal gøre det muligt at bruge den eksisterende kapacitet bedre og mere målrettet, mens der samtidig arbejdes på at få mere elnet og højere tempo i udbygningen.

De partier, der er en del af aftalen, har stemt for lovforslaget og vil blive inviteret til de kommende drøftelser om udbygning af elnettet og Energiinfrastrukturplan 2035.

Kontakt: Pressen kan kontakte +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms) for yderligere oplysninger.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.

Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye