Kirkens Korshær åbner verdens første digitale genbrugsbutik for Counter-Strike-skins
29.9.2026 07:21:19 CEST | Kirkens Korshær | Pressemeddelelse
I mere end 50 år har danskerne afleveret tøj, møbler og andre ting, de ikke længere bruger, til Kirkens Korshærs genbrugsbutikker. Nu tager organisationen genbrugstanken med ind i en helt ny verden og åbner Secondhand Skins - verdens første digitale genbrugsbutik for donerede Counter-Strike 2-skins.

De fleste danskere kender Kirkens Korshærs fysiske genbrugsbutikker. Her får tøj, møbler, bøger og andre ting nyt liv, når de ikke længere bliver brugt af deres oprindelige ejere.
Nu vil Kirkens Korshær undersøge, om den samme idé kan fungere digitalt.
Med Secondhand Skins kan gamere donere skins og andre digitale genstande fra Counter-Strike, som de ikke længere bruger. Kirkens Korshær modtager og videresælger de donerede genstande, og pengene går til organisationens arbejde for blandt andet børn og unge i udsatte positioner i Danmark.
Kirkens Korshær har arbejdet med genbrug i mere end 50 år og driver i dag omkring 230 genbrugsbutikker over hele landet. De fysiske butikker består naturligvis præcis, som danskerne kender dem. Secondhand Skins er derimod et forsøg på at tænke genbrug på en ny måde og undersøge, om noget af den værdi, der i dag findes i digitale ejendele, også kan få nyt liv.
”Med Secondhand Skins vil vi gøre genbrug enkelt og relevant for en ny målgruppe. Gamere kan give ting, de ikke længere bruger, et nyt liv og samtidig støtte f.eks. børn og unge i udsatte positioner i Danmark. Det er en ny måde at bidrage til vores arbejde på, og samtidig giver det os mulighed for at møde mennesker dér, hvor de er, og inspirere dem til at gøre en forskel med noget, de allerede har,” siger Morten Østergaard Sørensen, kommunikationschef i Kirkens Korshær.
Genbrug behøver ikke kun være fysisk
I Counter-Strike kan spillere samle og handle med skins og andre digitale genstande. Skins er kosmetiske genstande, der blandt andet ændrer udseendet på våben og udstyr i spillet, og mange spillere opbygger med tiden større samlinger af dem.
Selvom mange skins hver for sig kun har en begrænset økonomisk værdi, kan de tilsammen repræsentere betydelige beløb. Med Secondhand Skins kan gamere derfor donere de digitale genstande, der ellers blot ligger ubrugt i deres samling.
For Kirkens Korshær er initiativet samtidig en mulighed for at udforske, hvad genbrug også kan være i en tid, hvor en stadig større del af menneskers liv og ejendele også findes digitalt.
”Genbrug har altid handlet om, at det, der ikke længere har værdi for én person, kan få værdi for en anden. Det princip ændrer sig ikke, bare fordi genstanden er digital. Vores genbrugsbutikker rundt om i Danmark er fortsat en helt central del af Kirkens Korshær, men som genbrugsaktør skal vi også turde være nysgerrige på nye former for genbrug. Secondhand Skins er et konkret forsøg på netop det,” siger Morten Østergaard Sørensen.
Sådan donerer man
Gamere kan donere i fire enkle trin:
-
Gå ind på kirkenskorshaer.dk/secondhandskins.
-
Åbn kampagnens Steam-handelslink.
-
Vælg de CS2-skins eller andre genstande fra spillet, du ønsker at donere, og send et handelstilbud til Kirkens Korshær.
-
Kirkens Korshær modtager donationen og videresælger genstandene.
Det er kun skins og andre digitale genstande fra Counter-Strike, der kan doneres. Secondhand Skins modtager ikke Steam-konti, spil eller digitale genstande, der ikke er relateret til spillet. Alle donationer er frivillige, og man skal have ret til at overdrage de genstande, man donerer. Når en genstand først er doneret til Secondhand Skins, kan den ikke returneres.
Om Secondhand Skins
Secondhand Skins er et selvstændigt initiativ fra Kirkens Korshær. Initiativet er ikke tilknyttet eller støttet af Valve eller Steam og er ikke et officielt Counter-Strike 2-initiativ.
Kontakter
Tobias Sonne OlsenPressekonsulent
Tlf:29321372tso@kirkenskorshaer.dkBilleder
Links
Om Kirkens Korshær
Kirkens Korshær blev grundlagt i 1912 og består i dag af ca. 450 ansatte og 9000 frivillige, som driver bl.a. varmestuer, herberger, familiestøttende arbejde og genbrugsbutikker til fordel for de fattigste mennesker i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Kirkens Korshær
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kirkens Korshær
Kirkens Korshær takker tusindvis af frivillige: I er helt uundværlige25.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På Frivillig Fredag sender Kirkens Korshær en stor tak til de tusindvis af frivillige, der hver dag gør en forskel for mennesker i udsatte positioner over hele landet. For uden de frivillige ville Kirkens Korshær ganske enkelt ikke være den samme
Ny hjemløsetælling viser et svigt fra politikerne – særligt i hovedstaden31.8.2026 07:04:05 CEST | Pressemeddelelse
VIVEs nye hjemløsetælling er landet, og den viser et svigt fra samfundet. Der er nærmest ingen udvikling nationalt. Det billede tegner sig også om det samlet hovedstadsområde, men i København er stigningen på næsten 200 mennesker. Det er under al kritik, mener Kirkens Korshær - både at udviklingen står stille samlet, men også, at der er kommuner, hvor der kommer flere mennesker uden et tag over hovedet.
Ny hjemløsetælling udstiller politisk svigt31.8.2026 07:01:13 CEST | Pressemeddelelse
Trods politiske løfter om det modsatte, står kampen mod hjemløshed stille. Det viser VIVE’s nye hjemløsetælling. For Kirkens Korshær afslører det et samfundsmæssigt svigt. Derfor opfordrer organisationen til, at Folketinget vedtageren en Hjemløsereform 2.0, som giver mennesker reel mulighed for at komme ud af hjemløshed.
Jeanette Bauer fratræder efter årtier i Kirkens Korshær4.6.2026 14:41:34 CEST | Pressemeddelelse
Efter mere end 20 år i organisationen takker Jeanette Bauer af som øverste chef for Kirkens Korshær. Hun startede som frivillig i 00’erne, blev presse- og afdelingschef i 10’erne og har de seneste fem år været korshærschef. Og det er en stærk organisation, hun forlader. "Kirkens Korshær står skarpt som en af vores samfunds bærende organisationer. Som chef har jeg været særligt optaget af at sikre bedre vilkår, synlighed, værdighed og varighed gennem en robust økonomi til arbejdet for landets allermest udsatte mennesker. Jeg er stolt over de mange resultater, de mange gode samarbejder og alliancer. Og allermest for de mange gode øjeblikke i øjenhøjde med mennesker i samfundets udkant", siger Jeanette Bauer. Formand for Kirkens Korshærs hovedbestyrelse, Ian Ørtenblad, takker Jeanette Bauer for hendes indsats. "Jeanette har ydet en stor indsats for vores diakonale arbejde. Hun har hævet vores stemme i offentligheden, konsolideret vores økonomi og er gået forrest i at sikre vores værdibase
Kirkens Korshær glædes over huslejehjælp i regeringsgrundlaget: Et vigtigt skridt for mennesker på kanten af hjemløshed2.6.2026 16:34:10 CEST | Pressemeddelelse
Kirkens Korshær glæder sig over, at den nye regering vil forbedre kommunernes mulighed for at yde huslejehjælp til udsatte mennesker. Organisationen har længe advaret om, at der mangler redskaber til at holde hånden under de mest udsatte på de laveste ydelser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

