Det Kongelige Teater

Danmarkspremiere på operaen Innocence

29.9.2026 13:09:57 CEST | Det Kongelige Teater | Pressemeddelelse

Del

Kaija Saariahos sidste opera Innocence er en foruroligende, vedkommende og alt for aktuel musikalsk fortælling om de traumer, der følger i kølvandet på et skoleskyderi. Operaen har tekst af Sofi Oksanen og kan nu for første gang opleves i Danmark.

En ung kvinde fortæller, at hun sover bedst under sengen eller i klædeskabet, de to steder, hvor hendes barndoms monstre boede. En lærer mindes, hvor glad hun var for sit job på en international skole, og hvordan alt med et slag blev forandret.

En bryllupsfest 10 år senere udvikler sig til et opgør med fortiden. Traumer og fortrængninger kommer op til overfladen, og skellet mellem gerningsmand og offer bliver mere og mere uklart.

Som i en psykologisk thriller udfolder handlingen sig i to tidsplaner med 10 års mellemrum for til sidst at samles i én historie om et skoleskyderi. Innocence er en stærk og hjerteskærende kommentar til den meningsløse våbenvold i vores tid. Det er en opera, der sætter ofre og pårørende i centrum fremfor gerningsmanden. Samtidig undersøger den skyld og ansvar: Kan nogen overhovedet kalde sig uskyldig?

Kaija Saariaho, der gik bort i 2023, regnes blandt de mest betydningsfulde og visionære komponister i nyere tids klassiske musik. Hendes kompositioner har et helt særligt klangunivers, der kombinerer akustisk og elektronisk musik. Især hendes operaer har fået stor anerkendelse, og flere af dem er en del af det moderne repertoire i verdens operahuse. Innocence var hendes sidste opera, og den blev begejstret modtaget ved verdenspremieren på Festival d’Aix-en-Provence i 2021.

Sofi Oksanen, som har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, debuterede med Innocence som librettist, og hendes tekst understøtter på fineste vis Saariahos musik. Innocence opføres i Operaen i Simon Stones verdensberømte originaliscenesættelse.  

Sofie Elkjær Jensen synger rollen som bruden, og Francine Vis er tjeneren Tereza. Blandt de øvrige medvirkende er Magnus Vigilius, Stephen Milling - og Erika Hammarberg, der synger traditionel finsk karjankutsuu. I spidsen for solister, Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor står Elena Schwarz, der debuterer på Det Kongelige Teater, og som dirigerede Innocence på Nationale Opera & Ballet i Amsterdam i 2023.

Innocence har premiere 11. oktober på Operaens Store Scene og spiller frem til 6. november 2026.

--

Innocence er en opera i 5 akter og en epilog. Musikken er af Kaija Saariaho, den originale finske libretto er af Sofi Oksanen, og den flersprogede libretto er af dramaturg Aleksi Barrière. Operaen havde verdenspremiere 3. juli 2021 ved Festival d’Aix-en-Provence. Innocence synges på engelsk, finsk, tjekkisk, fransk, rumænsk, svensk, tysk, spansk og græsk med danske og engelske overtekster.

Co-produktion og medbestilling i samarbejde med Festival d’Aix-en-Provence, Nationale Opera & Ballet i Amsterdam, Royal Opera House Covent Garden, Finlands Nationalopera og San Francisco Opera. I partnerskab med Metropolitan Opera.

Tak til 15. Juni Fonden for støtte til gæstesolister i Den Kongelige Opera.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Seks erfarne skuespillere åbner teatrets maskinrum i afskedsforestilling15.9.2026 12:49:53 CEST | Pressemeddelelse

Et drømmehold af skuespillere, Stina Ekblad, Tina Gylling Mortensen, Karen-Lise Mynster, Jens Albinus, Nicolas Bro og Olaf Johannessen, viser teatrets magi som illusionsmaskine. Instruktør Staffan Valdemar Holms og scenograf Bente Lykke Møllers allersidste forestilling plukker fra klassikere og nye tekster i collage-forestillingen Teatermaskinen. Urpremiere den 25. september i Skuespilhuset.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye