Diabetesforeningen

Medicinskift har kostet dårligere behandling for tusindvis af mennesker med type 2-diabetes

28.9.2026 11:27:54 CEST | Diabetesforeningen | Pressemeddelelse

Del

Trods Diabetesforeningens advarsel blev mindst 22.000 danskere med type 2-diabetes tvunget til at skifte medicin, da reglerne for tilskud blev ændret for snart to år siden. Ny analyse viser, at mange af dem har fået et højere blodsukker og dermed større risiko for alvorlige følgesygdomme. Diabetesforeningen ser med stor alvor på sagen.

En længe ventet analyse kaster nu lys på konsekvenserne af det tvungne medicinskift, som mindst 22.000 med type 2-diabetes måtte igennem i løbet af efteråret 2024 på grund af ændrede regler for tilskud til GLP-1-medicin som Ozempic. 

- Vi har advaret politikere og myndigheder om konsekvenserne af dette. Desværre bekræfter tallene den bekymring, vi havde, da reglerne blev ændret. Det har været et dyrt eksperiment med mange tusinde menneskers helbred. Det har kostet tid hos lægerne, og det kan koste følgesygdomme på lang sigt. Man må spørge, om besparelsen var prisen værd, siger Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen. 

Skandale 
Blandt de 13.000, som man har blodsukkermålinger på før og efter skiftet, steg langtidsblodsukkeret (HbA1c) i gennemsnit fra 49 til 57 mmol/mol. Det typiske behandlingsmål er 48 mmol/mol. Med andre ord gik tusindvis af menneskers behandling fra at ligge omkring behandlingsmålet til en forværring. 

- Det er en skandale. Det er mennesker, der lider af en alvorlig sygdom og som var velbehandlede, som man fratog muligheden for at få den medicin, der virkede for dem, siger Tanja Thybo. 

Undersøgelsen viser også, at seks ud af ti, som stoppede med Ozempic, ikke indløste en anden medicin i stedet. 

- Det er stærkt problematisk, at der ikke har været en plan for, hvordan man følger op på de mange tusinde danskere, der er blevet tvunget ud af effektiv medicinsk behandling, og som dermed risikerer forværring af sygdommen og de invaliderende følgesygdomme, diabetes medfører, siger Tanja Thybo. 

Brug for klar plan 
Store danske og internationale studier har tidligere vist, at jo højere langtidsblodsukker, jo større er risikoen for følgesygdomme i fx øjne, nyrer og hjerte. Forskerne bag rapporten understreger, at medicinskiftet kan have haft kliniske konsekvenser. 

Diabetesforeningen opfordrer derfor nu de mange tusinde danskere, der blev tvunget til at skifte medicin, til at tage kontakt til egen læge og få vurderet, om der er behov for at genoptage behandlingen med Ozempic. Samtidig opfordrer foreningen Danske Regioner til at følge grundigt op på de patienter, der ikke kom i ny medicinsk behandling. 

- Det er positivt, at Danske Regioner tager resultaterne alvorligt. Men der brug for en klar plan for, hvad der nu skal ske. Vi skal have fundet dem, der blev ramt – og de skal have klar besked om, hvad de har krav på, siger Tanja Thybo og fortsætter:  

- Vi forventer ligeledes, at Danske Regioner også fremadrettet vil sikre en grundigere vurdering af både de sundhedsmæssige følger og de samlede omkostninger, når man ændrer tilskudsregler for en så stor patientgruppe. Og så skal opfølgningen planlægges fra start, så effekten kan måles hos alle. Vi vil også kraftigt opfordre til, at man giver mulighed for at skifte tilbage til medicinen, hvis det ønskes, siger Tanja Thybo. 

Fakta: 

  • Blandt personer, der havde fået Ozempic mellem marts og november 2024, stoppede 28 procent (ca. 22.000 af 79.000). Perioden før 25. november er valgt, fordi ændringen var varslet og i praksis blev indført i månederne op til. 

  • Kun ca. 40 procent af dem, der stoppede, skiftede til en anden diabetesmedicin inden for seks måneder, oftest SGLT2-hæmmere (24 procent). 

  • Ca. 60 procent indløste ingen ny blodsukkersænkende medicin i løbet af de første seks måneder efter ophør. Blandt dem med en HbA1c mellem 65 og 70 ved start var det 64 procent, der ikke fik ny medicin. 

  • Der findes før- og eftermålinger af HbA1c for 13.017 af dem. Deres HbA1c steg i gennemsnit fra 49 til 57 mmol/mol. 

  • Af de 13.017 havde 8.466 allerede diabetesrelaterede komplikationer. I denne gruppe steg HbA1c fra 50 til 57 mmol/mol. 

Kontakter

Om Diabetesforeningen

Diabetesforeningen kæmper for at komme diabetes til livs. Opdage sygdommen i tide. Forebygge at den udvikler sig. På sigt at kunne helbrede den. Og hver dag løfte livskvaliteten for dem med sygdommen inde på livet. Diabetesforeningen begyndte sit virke i 1940 og har omkring 90.000 medlemmer. Hovedsædet ligger i Glostrup.

Følg pressemeddelelser fra Diabetesforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Diabetesforeningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye