Femern Bælt-tunnelen nærmer sig den første kilometer
28.9.2026 08:50:44 CEST | Sund & Bælt | Pressemeddelelse
Med nedsænkningen af det fjerde tunnelelement nærmer Femern Bælt-projektet sig den første kilometer færdig tunnel mellem Danmark og Tyskland.

Det fjerde tunnelelement til Femern Bælt-tunnelen er nu nedsænket i tunnelrenden syd for Lolland. Dermed er de første knapt 900 meter på plads til den 18 kilometer lange sænketunnel til Tyskland.
De 217 meter lange og 73.500 ton tunge elementer sejles fra arbejdshavnen ved tunnelfabrikken i Rødbyhavn til nedsænkningsområdet ved hjælp af slæbebåde og specialfartøjet IVY. Herefter placeres hvert enkelt element med stor præcision i tunnelrenden, hvor det kobles sammen med den eksisterende tunnel.
Femern Bælt-tunnelen består af 79 standardelementer og 10 kortere specialelementer med kælderetage. Med det fjerde element på plads er turen netop kommet til tunnelens første specialelement, der har en størrelse, der svarer til en fireetagers ejendom.
”Da vi fik placeret de første elementer på havbunden, var det vigtigt at få vist, at udstyret, metoden og samarbejdet fungerer i praksis. Hver operation er stadig en teknisk krævende opgave, men vi føler os godt rustede til den næste store opgave, som er nedsænkningen af det første specialelement med kælder,” siger Lasse Vester, vicekontraktdirektør i Sund & Bælt.
Specialelementerne placeres med cirka to kilometers mellemrum. Kældrene samler blandt andet tunnelens tekniske installationer, mens der på vejniveau er en parkeringslomme, hvor et servicekøretøj kan holde uden at blokere motorvejstrafikken.
Femern Bælt-projektet forventer, at nedsænkningen af det første specialelement finder sted i løbet af efteråret.
Samtidig fortsætter produktionen af nye elementer ved tunnelfabrikken i Rødbyhavn, hvor der indtil videre er støbt i alt 18 standardelementer og 3 specialelementer.
“Nykøbing Falster”
Femern Bælt-forbindelsen bliver en central del af det europæiske transportnetværk Scan-Med korridoren, som binder Europa tættere sammen fra Malta i syd til Finland i nord. Derfor bliver hvert tunnelelement opkaldt efter en by langs korridoren.
Det fjerde element er opkaldt efter Nykøbing Falster. Byen har gennem århundreder fungeret som handelsplads takket være sin strategiske placering mellem Sjælland, Lolland og det øvrige Østersøområde.
I dag er Nykøbing Falster som den største by på Lolland-Falster en regional hovedby. Med Femern Bælt-tunnelen bliver Nykøbing Falster en central del af en styrket transportkorridor, der binder Skandinavien og Centraleuropa tættere sammen.
Om Femern Bælt-projektet
Femern Bælt-projektet er et af Europas største infrastrukturprojekter. Det omfatter en 18 kilometer lang sænketunnel mellem Danmark og Tyskland samt landanlæg på begge sider. Tunnelen får en firesporet motorvej og to elektrificerede jernbanespor. Rejsetiden bliver 10 minutter i bil og syv minutter med tog. Forbindelsen skal styrke handel, mobilitet og samarbejde mellem Nord- og Sydeuropa. Projektet er brugerbetalt og gennemføres med støtte fra EU-Kommissionen.
Om Sund & Bælt
Sund & Bælt skaber varige forbindelser og stærkere mobilitet. Med erfaring fra komplekse infrastrukturprojekter udvikler og driver vi fremtidssikrede løsninger, der gør afstande kortere, styrker sammenhængskraften i Danmark og bringer os tættere på Europa.
Kontakter
Andrew Crone-LangkjærPressekonsulent / Press officer - Sund & Bælt
Tlf:+4542262600acl@sbf.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Sund & Bælt
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sund & Bælt
Trafikken på Øresundsmotorvejen omlægges i uge 39 og 4017.9.2026 09:19:01 CEST | Pressemeddelelse
I uge 39 og 40 omlægger Sund & Bælt trafikken på dele af Øresundsmotorvejen i aften- og nattetimerne samt hen over weekenderne. Omlægningerne er nødvendige for at gøre plads til anlægsarbejde og betyder, at der i perioder kun vil være ét farbart spor i hver retning.
Femerns specialfartøj klar til at nedsænke tunnelelementer med kælder11.9.2026 08:33:27 CEST | Pressemeddelelse
Specialfartøjet IVY har gennemført en afgørende belastningstest, så man nu er klar til at nedsænke Femern Bælt-tunnelens første specialelement med kælderetage.
Natarbejde på Storebæltsbroen giver ændringer for trafikken i næste uge10.9.2026 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For at holde broen i topform udføres der i næste uge vedligeholdelsesarbejde på Storebæltsbroen i aften- og nattetimerne. I denne periode vil der være dobbeltrettet trafik. Broen lukkes kortvarigt om aftenen og tidligt om morgenen for at omlægge trafikken.
Sund & Bælt fik fremgang i første halvår3.9.2026 13:34:51 CEST | Pressemeddelelse
Sund & Bælt styrker den underliggende indtjening i første halvår 2026 og præciserer forventningerne til årets resultat. På Femern-projektet er tre tunnelelementer nu nedsænket på havbunden.
Danmark vokser sig større med Femern Bælt-projektet2.9.2026 10:49:14 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er blevet 300.000 kvadratmeter større. Bag landvindingen står Femern Bælt-projektet, som nu har åbnet det første af flere nye landområder skabt af opgravet havbund fra tunnelbyggeriet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
