Børne-, Ældre- og Boligministeriet

Ekspertgruppe tager hul på arbejdet med kvalitet i dagtilbud

25.9.2026 10:35:00 CEST | Børne-, Ældre- og Boligministeriet | Pressemeddelelse

Del

Hvad kendetegner et dagtilbud af høj kvalitet, og hvordan kan lovgivningen understøtte det pædagogiske arbejde endnu bedre? Det er nogle af de spørgsmål, som en ekspertgruppe om kvalitet i dagtilbud skal se på. Ekspertgruppen har netop holdt sit første møde.

Ekspertgruppen blev nedsat under den daværende SVM-regering og har nu indledt sit arbejde.

Ekspertgruppen skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan dagtilbuddenes formål og kravene til det pædagogiske arbejde kan fremgå tydeligere af dagtilbudsloven. Arbejdet bygger videre på den styrkede pædagogiske læreplan fra 2018 og tager afsæt i de nationale kvalitetsundersøgelser, som viser, at der er udfordringer med kvaliteten på dagtilbudsområdet.  

Ekspertgruppen skal stille skarpt på, hvordan kravene til det pædagogiske indhold i dagtilbudsloven i højere grad kan fremme børnenes hverdag og det pædagogiske arbejde. Det handler blandt andet om at se på leg, børnefællesskaber, trivsel og overgangen til børnehaveklassen. Samtidig skal ekspertgruppen se på, om det pædagogiske grundlag og læreplanstemaerne fortsat giver den rigtige retning for arbejdet i dagtilbuddene.

Derudover skal gruppen se på, om en tydeligere beskrivelse af dagtilbudsledernes rolle og ansvar i loven kan give lederne et bedre grundlag for at lede tæt på den pædagogiske praksis.

Endelig skal ekspertgruppen se på, om tydeligere og eventuelt enklere nationale krav kan erstatte nogle af de lokale krav, som kommunerne stiller til dagtilbuddenes pædagogiske arbejde. Det skal ske med respekt for målsætningen om at frisætte den offentlige sektor og for kommunalbestyrelsernes ansvar for at organisere og tilrettelægge dagtilbudsområdet inden for lovgivningens rammer.

Som en del af arbejdet skal ekspertgruppen bidrage til en offentlig debat om dagtilbuddenes formål og om, hvad børn skal møde, når de er i dagpleje, vuggestue og børnehave.

Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger:

”Alle børn skal have en god hverdag i dagtilbuddene, hvor de trives og udvikler sig. Der foregår masser af god pædagogik i vores dagtilbud, og det skal dagtilbudsloven understøtte bedst muligt. Samtidig er kvaliteten ikke god nok i alle institutioner. Derfor skal ekspertgruppen blandt andet se på, hvordan ændringer af dagtilbudsloven kan bidrage til at løfte kvaliteten. Jeg ser frem til at følge ekspertgruppens arbejde og til at modtage dens konkrete forslag.”

Formanden for ekspertgruppe om kvalitet i dagtilbud Eik Møller siger:

”Jeg er rigtig glad for, at den nye regering har valgt at forfremme vores arbejde ved at nævne det i regeringsgrundlaget. Nu er vi kommet i gang, og vi havde på vores første møde nogle interessante indledende drøftelser. Det tegner godt for det videre arbejde, hvor vi skal have endnu mere fokus på pædagogik, didaktik og ledelse på området. Målet er, at de anbefalinger vi kommer med inden sommerferien 2027, skal omsættes til konkrete ændringer i og af dagtilbudsloven. Til sidst skal arbejdet gavne børnene.”

Anbefalingerne forventes at være klar i juni 2027. Siden arbejdsgruppen blev nedsat, har regeringen valgt at supplere med et ekstra medlem. Pernille Juhl, der er professor og leder af Center for Everyday Life of Families in the Welfare State på Roskilde Universitet, er i den forbindelse indtrådt i ekspertgruppen.

Ekspertgruppens medlemmer

  • Eik Møller (formand), pædagog og stadsdirektør i Odense Kommune
  • Fie Lademann, pædagog og områdeleder i Svendborg Kommune
  • Kristina Avenstrup, pædagog og områdeleder i Børnehusene Kokkedal og Humlebæk
  • Morten Colsted, pædagog og sektionschef i Hillerød Kommune
  • Merete Villsen, pædagog og dagtilbudschef i Aalborg Kommune
  • Pernille Juhl, pædagog, professor og leder af Center for Everyday Life of Families in the Welfare State, Roskilde Universitet
  • Andreas Rasch Christensen, forskningschef for VIA University College
  • Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, professor ved Aarhus Universitet

Børneforum
Børneforum fungerer som følgegruppe for arbejdet og er repræsenteret ved KL, BUPL, FOA, Forældrenes Landsorganisation (FOLA), Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO), Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) og BUPL’s lederforening.

Læs kommissoriet her. 

Nøgleord

Kontakter

Om:

Børne-, Ældre- og Boligministeriet er ministeriet, som har ansvaret for børne-, ældre- og boligpolitik

Følg pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye