BUPL advarer: Mange børn har ikke en eneste fast pædagog på stuen

25.9.2026 07:00:00 CEST | BUPL | Pressemeddelelse

Del

Der er stor forskel på, hvor langt børnene skal se efter en pædagog i landets kommuner. Næsten halvdelen af landets vuggestue- og børnehavestuer har kun en enkelt fast pædagog, og på mere end 600 stuer er der slet ingen faste pædagoger. Alarmerende, lyder det fra BUPL-formand Elisa Rimpler.

Mange steder i landets daginstitutioner må børnene se langt efter en velkendt pædagog. 

600 stuer har ingen faste pædagoger tilknyttet, og på 7.000 stuer er der kun en enkelt fast pædagog.

Det viser en beregning på baggrund af resultater fra BUPL’s nye vilkårsundersøgelse blandt mere end 12.000 pædagoger og ledere i landets daginstitutioner. Her svarer 27 procent, at de var den eneste faste pædagog på stuen, da undersøgelsen blev gennemført, og 13 procent af lederne svarer, at de har en eller flere stuer helt uden en fast pædagog tilknyttet. 

”Det er alarmerende, at så mange børn ikke har en eneste fast pædagog. Der bør være to pædagoger på hver stue for at sikre det faglige niveau og dermed også den kvalitet, som børnene har krav på”, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL og fortsætter: 

”Når man er den eneste pædagog på en stue, bruger man en masse tid på at instruere ufaglærte medhjælpere og er samtidig alene om en stribe opgaver væk fra børnene, såsom forældresamtaler, handleplaner og sprogvurderinger. Så i hverdagen får børnene på de stuer også meget lidt pædagogtid”. 

Der er store kommunale forskelle på, hvor langt der er mellem pædagogerne på stuerne. I Fredensborg, Halsnæs og Glostrup er det over halvdelen af pædagogerne, der er den eneste faste pædagog på deres stue, mens det i Morsø, Sønderborg og Vesthimmerland kun er hver tiende eller færre. 

Stigning i stuer uden pædagoger

De nationale kvalitetsundersøgelser af landets daginstitutioner viser, at kvaliteten er bedre, når der er en pædagog til stede på stuen. At der er uddannede pædagoger nok, er derfor også fuldkommen afgørende, påpeger Elisa Rimpler.

”Normeringerne er vigtige. Men det er mindst lige så vigtigt, at det personale, som er omkring børnene, rent faktisk er højt nok uddannet til det komplekse arbejde, pædagogerne i daginstitutionerne løfter. Det kræver høj pædagogisk faglighed at understøtte udviklingen hos små børn med alderssvarende aktiviteter, skabe deltagelsesmuligheder for alle og spotte små signaler om mistrivsel – og at have fagligheden til at handle på det”, siger Elisa Rimpler. 

Sidste år var der ifølge BUPL’s vilkårsundersøgelse 400 stuer uden faste pædagoger og 6.500 stuer med kun en enkelt fast pædagog. Udviklingen vidner om en rekrutteringskrise, som fortsat udfordrer daginstitutionerne. 

6 ud af 10 pædagoger svarer i den nye undersøgelse fra BUPL, at de altid eller ofte går hjem med dårlig samvittighed over ikke at kunne gøre det godt nok for børnene. Blandt dem overvejer 60 procent at forlade faget. 

”Hvis man går på job og føler sig utilstrækkelig og ikke har tiden og kollegaerne til at være den pædagog, man gerne vil være, så brænder man ganske enkelt ud. Derfor er det nu, der skal sættes ind, så pædagogerne får de pædagogkollegaer og rammer, der skal til for at give børnene de daginstitutioner i verdensklasse, som de fortjener”, siger Elisa Rimpler. 

Kontakter

Links

BUPL er Danmarks største fagforening for pædagoger og har over 65.000 medlemmer. BUPL arbejder for at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelsen af pædagogprofessionen. Fagforeningen varetager vores medlemmernes interesser over for lovgiver, arbejdsgiver og andre.

Følg pressemeddelelser fra BUPL

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BUPL

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye