BUPL

Forberedelsestid kan lokke pædagoger til at arbejde mere

21.9.2026 08:58:55 CEST | BUPL | Pressemeddelelse

Del

Mere forberedelsestid er afgørende for, om mange deltidsansatte pædagoger vil arbejde mere. Hver fjerde er klar til at arbejde mere eller gå på fuld tid, hvis de samtidig får mere forberedelsestid.

Elisa Rimpler, formand for BUPL
Elisa Rimpler, formand for BUPL Foto: Sif Meincke

Der er voldsom mangel på pædagoger i mange vuggestuer og børnehaver. Nu kommer pædagogerne selv med et forslag til at sikre flere pædagoger omkring børnene.

Hver fjerde pædagog på deltid er klar til at arbejde mere eller gå på fuldtid, hvis de samtidig får mere forberedelsestid. Det viser BUPL’s nye vilkårsundersøgelse, som bygger på svar fra 11.665 pædagoger i daginstitutioner.

- Det er nu, politikerne skal lytte, for det her er en gave til alle, der kæmper med at skaffe pædagoger nok og dermed hæve kvaliteten for vores børn. Det er sjældent, vi kan pege på løsninger, som kan gøre en forskel med det samme. Lige her er det bare med at komme i gang, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.

Hun understreger, at forberedelsestiden naturligvis skal være betalt og skemalagt, og at der skal sikres ressourcer til at opretholde normeringen på stuen, mens en pædagog har forberedelsestid.

Potentialet er stort, fordi seks ud af ti af pædagoger i daginstitutioner arbejder deltid.

- Pædagoger oplever, at fagligheden er under pres. Vi står ofte alene med et stort ansvar for børnene, samtidig med at vi skal instruere unge og uerfarne pædagogmedhjælpere så godt muligt, og så skal vi lige sørge for det gode forældresamarbejde, lave dokumentation til kommunen og meget, meget mere. Det æder den tid, pædagoger allerhelst vil bruge på at skabe god pædagogik for børnene, siger Elisa Rimpler.

- Forberedelsestid er nødvendig for at kunne nå alt det, der også hører med til arbejdet, og så er det vores chance for at planlægge de inspirerende pædagogiske aktiviteter, vi så gerne vil skabe for børnene, siger Elisa Rimpler.

Pædagogandelen er kun 51 % på landsplan, og der er store udsving fra den ene børnehave eller vuggestue til den anden. Det afspejler sig i kvaliteten, som er under pres. Kvalitetsundersøgelser har vist, at kun hver tiende børnehave har god kvalitet, og det samme gælder hver ottende vuggestue.

- Vi skal trække i alle håndtag for at skaffe flere pædagoger. Det handler både om løn og vilkår, og forberedelsestid er en af nøglerne, fordi det giver pædagoger tid til at bruge deres faglighed bedre til gavn for børnene.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at flere får lyst til at blive ved med at arbejde som pædagog, og flere får lyst til at uddanne sig til pædagog, hvis vi skaber bedre muligheder for at bruge fagligheden til at skabe fantastiske rammer for børnene, siger Elisa Rimpler.

Fakta:

  • Ifølge BUPL’s beregninger er potentialet ved at tilbyde mere forberedelsestid til pædagoger, som samtidig går op i tid, op til 500 fuldtidsstillinger alene i daginstitutionerne.
  • Forberedelsestid er skemalagt og betalt tid til at forberede det pædagogiske arbejde med børnene. Her kan pædagogerne lave tværprofessionelt samarbejde, løse dokumentationsopgaver, evaluere, reflektere og planlægge det pædagogiske arbejde. Forberedelsestiden kræver, at kommunerne tilfører ressourcer, så normeringen hos børnene kan opretholdes, mens pædagoger har tid til forberedelse.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra BUPL

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BUPL

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye