Danmark vil støtte global uddannelsesfond med op til 1 mia. kr. frem mod 2030
23.9.2026 20:44:41 CEST | Udenrigsministeriet | Pressemeddelelse
Regeringen vil støtte uddannelsesfonden Global Partnership for Education (GPE) med 250 mio. kr. i 2027 og samlet op til 1 mia. kr. for perioden 2027-2030.
Ved et højniveauarrangement i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling annoncerer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen Danmarks intention om igen at investere i verdens største fond for uddannelse i udviklingslande.
"Uddannelse er en af de bedste investeringer, vi kan foretage – både for de børn, der får direkte glæde af Danmarks støtte, men også for Danmark selv. Når flere børn i verdens fattigste lande kommer i skole og lærer at læse og regne, skaber det grobund for økonomisk vækst og nye markeder for dansk erhvervsliv. Investeringer i global uddannelse er ikke kun et spørgsmål om solidaritet, men også om dansk interessevaretagelse," siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Finansieringen til Global Partnership for Education indgår på regeringens finanslovsforslag for 2027 og er betinget af vedtagelse heraf samt efterfølgende årlig godkendelse af Folketinget.
GPE arbejder for at styrke uddannelsessystemer i udviklingslande, herunder for de mest marginaliserede børn og unge, og er under betydeligt finansielt pres i disse år, hvor flere store donorer forventes at reducere deres bidrag. Med den nye danske investering forventes Danmark at blive blandt de fire største bidragsydere til organisationen.
Fakta om Global Partnership for Education (GPE):
GPE er verdens største globale fond for uddannelse og arbejder for at styrke uddannelsessystemer i lav- og mellemindkomstlande. Under GPE's seneste strategiperiode (2021-2025) bidrog donorer med 3,9 mia. USD, mens GPE's innovative finansieringsmekanismer mobiliserede yderligere 4,7 mia. USD. Indsatsen bidrog til bedre uddannelse for 372 millioner børn og uddannelse af 4,7 millioner lærere, og næsten 10 millioner flere børn kom i skole. Piger udgjorde 51 procent af de støttede børn, mens 70 procent boede i konflikt- og skrøbelighedsramte lande.
For pressehenvendelser, kontakt pressevagten@um.dk.
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Udenrigsministeren rejser til Georgia og North Carolina2.11.2026 15:53:43 CET | Pressemeddelelse
Lars Løkke Rasmussen besøger Georgia og North Carolina for at drøfte danske virksomheders rammevilkår og muligheder på det amerikanske marked.
Udenrigsministeren rejser til Helsinki for at deltage i Nordisk Råds session27.10.2026 14:44:37 CET | Pressemeddelelse
Lars Løkke Rasmussen deltager den 27.-28. oktober i Nordisk Råds 78. session i Helsinki, hvor nordisk sikkerhed, herunder Ukraine og Arktis, bl.a. er på dagsordenen.
Danmark og USA indgår aftale om styrket maritimt samarbejde22.10.2026 15:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har i dag underskrevet en samarbejdsaftale, som styrker det maritime samarbejde mellem Danmark og USA. Aftalen skal bane vej for, at danske kompetencer og løsninger kan komme i spil, når USA i de kommende år skal genopbygge sin maritime industri.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn20.10.2026 10:13:33 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde tirsdag den 20. oktober kl. 15.45.
Dansk udviklingsbistand skaber resultater - for partnerlandene og for Danmark8.10.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny redegørelse gør status for dansk udviklingssamarbejde i 2025 – et år, hvor den globale udviklingsbistand oplevede det største fald nogensinde på 23 procent. Danmark har valgt en anden kurs og fastholder FN-målsætningen om at bruge 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum