Sammen holder vi banen fri for træer
23.9.2026 08:58:31 CEST | Banedanmark | Pressemeddelelse
Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.

Når det blæser, er mange danskere vant til at sikre trampolinen og haveparasollen.
Men hvis man er nabo til en jernbane, er det en god idé også at sikre sig, at man ikke har et usundt eller ustabilt træ i haven, som kan risikere at vælte.
Det kan lave store skader på infrastrukturen, forsinke mange mennesker og potentielt være farligt, hvis et træ vælter ned over banen.
De seneste tre år er der væltet over 600 træer ned over banen. Mange af de væltede træer kommer fra private haver og skove nær banen, og derfor sender Banedanmark i uge 39 brev ud til naboer med en opfordring til at tjekke deres træer.
”Banedanmark fører tilsyn med og tjekker træer langs jernbanen, men på privat grund er det den enkelte grundejers ansvar at have styr på sine træer. Derfor minder vi vores naboer om, hvad de skal være opmærksomme på. Kun sammen med vores naboer kan vi holde banen fri for træer,” siger Morten Lykke-Hansen, der er sektionschef i Forst i Banedanmark.
Fakta om risikotræer:
- Fra 2023-2025 er der på landsplan væltet over 600 træer langs jernbanen. Af dem var mindst 230 nabotræer.
- Banedanmark sender i uge 39 brev ud til 8106 naboer til Kystbanen og 3675 naboer til Svendborgbanen med en opfordring til at tjekke deres træer og gode råd til at spotte et risikotræ.
- Banedanmark fører tilsyn med træer på egne arealer, men ikke på privat grund. Det er grundejerens eget ansvar at tilse og sikre træer på sin grund, så de ikke vælter og gør skade eller forsinker passagererne.
Banedanmark sender brev ud til i alt 11781 naboer til Kystbanen og Svendborgbanen.
”Kystbanen og Svendborgbanen er blandt de strækninger, hvor væltede nabotræer påvirker flest passagerer, og det vil vi gerne ændre på. Derfor håber vi, at banens naboer vil tage sig tid til at læse vores gode råd og opsøge hjælp til at håndtere usunde træer, hvis det er nødvendigt,” siger Morten Lykke-Hansen.
På Banedanmarks hjemmeside kan du få gode råd og information om, hvordan du skal forholde dig til risikotræer, hvis du bor nær banen: Giv dine træer et sundhedstjek | Banedanmark
Klimaforandringer kan give flere risikotræer
Banedanmark er den myndighed, der vedligeholder jernbanen, herunder de arealer, den støder op til. Banedanmark fører tilsyn, beskærer og fælder træer på egne arealer og har de seneste år øget indsatsen mod de såkaldte risikotræer ved blandt andet at ansætte flere folk til at føre tilsyn, der til fods gennemgår alle Banedanmarks jernbanestrækninger.
”Det er en vigtig og voksende opgave at føre tilsyn med risikotræer, fordi klimaforandringerne med vådere vejr og kraftigere storme kan få træerne til at stå mindre stabilt,” siger Morten Lykke-Hansen, der er sektionschef i Forst.
Hver gang et træ vælter, udgør det en risiko for medarbejdere og passagerer i toget. Det er desuden dyrt i reparationer af tog, skinner og ledninger og kan føre til store forsinkelser, som kan vælte tusindvis af passagerers hverdag.
Fem tegn på, at et træ er et risikotræ:
- Døde grene
Er der døde eller afknækkede grene? Har træets krone dårlig fylde? Har bladene en unormal størrelse eller farve? Skifter bladene farve tidligt? - Revner i stammen
Sidder barken løs og er død? Har stammen en unormal farve? Er der sår og revner i barken, indsunken bark eller hul i stammen? - Dårlige rødder
Har træets rødder dårlige livsbetingelser? Er jorden rundt om træet ofte meget våd? Er der blevet gravet i nærheden af træet, så en del af rødderne måske er skåret over? - Svampe på træet
Er der svampe rundt om eller på træet? Det kan være ved roden, på stammen og/eller grenene. Udefra kan træet se friskt ud, men svampe kan være tegn på, at træet er råddent inden i. - Svag træstruktur
Har stammen en todelt stamme (tvege)? Hælder kronen til den ene side og/eller har træet lange og tunge grene?
Kontakter
Banedanmark Presse
Tlf:+45 82 34 13 13presse@bane.dkOm Banedanmark
Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet med mere end 2.500 medarbejdere, som forvalter den danske jernbane. Vi bygger en helt ny attraktiv, grøn jernbane til nye, moderne eltog, mens vi kører på den gamle. Det gør vi ved at vedligeholde og opgradere eksisterende strækninger samtidigt med, at vi bygger en helt ny togkorridor til Europa og udruller nye signaler og elektrificerer. Dermed skaber vi forudsætningen for, at hundredtusindvis af danskere hver dag kan tage toget, og at mange tusind tons gods kan transporteres på jernbanen.
Følg pressemeddelelser fra Banedanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Banedanmark
Svendborgbanens naboer opfordres til at tjekke træer23.9.2026 09:05:58 CEST | Pressemeddelelse
Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i reparationer og forsinkelser. På Svendborgbanen er der på tre år væltet 32 træer. Derfor opfordrer Banedanmark naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.
Kystbanens naboer opfordres til at tjekke træer23.9.2026 09:02:22 CEST | Pressemeddelelse
Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i reparationer og forsinkelser. På Kystbanen er der på tre år væltet 11 nabotræer. Derfor opfordrer Banedanmark naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.
Kvissel Station er fornyet og klar til fremtiden21.9.2026 10:28:43 CEST | Pressemeddelelse
Efter en sommer med omfattende anlægsarbejde står Kvissel Station nu klar med nye perroner, fornyede spor og bedre adgang til togene. Den 19. september blev stationen indviet ved en festlig dag arrangeret af lokale kræfter.
Skinnefræseren besøger Nordvestsjælland18.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 155 tons tunge skinnefræser vender tilbage til Danmark for at fræse små revner væk fra skinnerne. Første stop på efterårets turné er Nordvestbanen.
Bedårende bi er flyttet ind et nyt sted i banenaturen17.9.2026 09:47:38 CEST | Pressemeddelelse
Et simpelt og billigt biodiversitetsprojekt i Banedanmark har vist fine resultater, og nye insekter og planter er nu at finde i naturen langs jernbanen mellem Fredericia og Padborg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum