Tænketanken CONCITO

Drop differentieret moms: Alternativ løsning giver lavere klimaaftryk og mere direkte kompensation til borgerne

22.9.2026 08:11:33 CEST | Tænketanken CONCITO | Nyhed

Del

Vi skal gøre noget ved de høje fødevarepriser. Men det betyder ikke, at vi skal gøre alle fødevarer billigere. Hvis vi vil hjælpe husholdningerne og samtidig tage klimaet alvorligt, findes der mere målrettede løsninger.

Fødevarer er blevet markant dyrere de seneste år. Det mærkes i alle indkøbskurve og især hos husholdninger med lave indkomster, hvor fødevarer fylder mere i budgettet. Derfor er det både forståeligt og legitimt, at politikerne vil gøre noget. 

Men vi bør stille det grundlæggende spørgsmål: Hvor tydelig effekt vil vi kræve for ca. 17 mia. kr. om året? 

Hvis målet er at kompensere danskerne for høje priser, er det ikke så oplagt som det lyder at sænke momsen på selve fødevarerne. Og hvis målet samtidig er at skabe et mere robust, sundt og klimavenligt fødevaresystem, er en generel momsnedsættelse faktisk nærmere et skridt i den forkerte retning. 

Det forkerte svar på et legitimt spørgsmål 

Regeringen har foreslået både nulmoms på frugt og grønt og en halvering af momsen på øvrige fødevarer. Men hvis formålet er at give husholdningerne mere luft i økonomien, er det ikke givet, at en momsnedsættelse er det mest effektive svar. En del af afgiftslettelsen kan ende hos andre end forbrugerne, blandt andet fordi virksomhederne kan vælge helt eller delvist at fastholde fødevareproduktionen og dermed bruge momsreduktionen til at øge profit eller dække nye administrative omkostninger.  

Samtidig er fødevarer ikke bare en udgift på husholdningernes budget. Det, vi spiser, har betydning for både sundhed og klima. Derfor bør en offentlig indsats ikke blot gøre fødevarer billigere, men også understøtte den omstilling Danmark er i gang med mod et sundere og mere bæredygtigt fødevareforbrug. 

Her er regeringens to forslag forskellige. En nulmoms på frugt og grønt ændrer de relative priser og giver dermed et incitament til at vælge mere frugt og grønt.  Det er et skridt i en mere klimavenlig og sund retning, men et dyrt og administrativt tungt værktøj. 

En halvering af momsen på øvrige fødevarer gør derimod alle de berørte fødevarer billigere og giver derfor ikke et økonomisk incitament til at vælge de fødevarer, der belaster klima og sundhed mindst. Tværtimod skønner CONCITO, at den generelle momsnedsættelse øger husholdningernes klimaaftryk, fordi den frigiver penge til øget forbrug uden samtidig at ændre det relative prissignal mellem fødevarerne. 

Hvis målet er at hjælpe husholdningerne, er der derfor en mere direkte vej: Skær mellemmanden ud og giv mere direkte kompensation til husholdningerne. Og hvis vi samtidig vil bruge den økonomiske indsats til at understøtte et sundere og mere klimavenligt fødevaresystem, bør prissignalerne målrettes de fødevarer, hvor klima- og sundhedsgevinsten er størst. 

Hjælp både husholdninger og klimaaftryk mere direkte 

CONCITO har regnet på et alternativ til forslaget om differentieret moms. I stedet foreslår vi et forhøjet personfradrag og en permanent lavere elafgift. For at styrke klimaeffekten suppleres det med en målrettet afgift på oksekød. 

Samlet koster forslaget det samme for staten som regeringens forslag om halveret fødevaremoms: ca. 11,1 mia. kr. efter tilbageløb og adfærd, derimod er den gennemsnitlige gevinst for borgerne både større og mere direkte: 

Virkning 

Nulmoms på frugt og grønt 

Halvering af moms på øvrige fødevarer 

Forøget personfradrag, lav elafgift + Oksekødsafgift  

Skønnet provenueffekt  

- 5,6 mia. kr. 

- 11,1 mia. kr. 

- 11,1 mia. kr. 

Skønnet klimaeffekt 

0,17 mio. ton CO2e 

0,52 mio. ton CO2e 

0,16 mio. ton CO2e 

Gns. gevinst pr. person 

1.000 kr./år 

2.100 kr./år 

2.600 kr./år 

Hvorfor lige oksekød? 

Det kan umiddelbart virke paradoksalt at foreslå en afgift på oksekød, når fødevarepriserne allerede er høje. Men pointen er netop at samtænke den kortsigtede hjælp med den langsigtede omstilling. 

Oksekød har et betydeligt klimaaftryk sammenlignet med de fleste andre fødevarer. Samtidig fylder oksekød mere i fødevareforbruget blandt husholdninger med højere indkomster. En afgift på 10 pct. på både dansk og importeret oksekød kan derfor ændre prissignalet dér, hvor klimaeffekten er størst, samtidig med at den samlede pakke giver en økonomisk gevinst til husholdningerne. 

Vores generelle vurdering er altså, at en generel momsnedsættelse på fødevarer, hverken rammer intentionen om at give danske husholdninger større rådighedsbeløb, når de fylder indkøbskurven, eller skaber incitament for et sundere eller mere klimavenligt fødevareforbrug. 

Kontakter

Links

Om Tænketanken CONCITO

Danmarks grønne tænketank CONCITO er en uafhængig videnspartner for beslutningstagere på tværs af det danske samfund – politikere, erhvervsliv, den akademiske verden og civilsamfundet.

CONCITOs formål er at omsætte relevant viden til klimahandling og derved accelerere den grønne omstilling både i Danmark og internationalt. 

Følg pressemeddelelser fra Tænketanken CONCITO

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tænketanken CONCITO

Ny rapport: Klare prioriteringer giver plads til flere hensyn i arealomlægningen af Danmark3.2.2026 06:15:46 CET | Pressemeddelelse

Den historiske omlægning af det danske landskab er i fuld gang. Den grønne treparts primære fokus er lige nu kvælstof og udtagning af lavbundsjorde, men om lidt skal vi også finde pladsen til biodiversitet, sikring af rent drikkevand og klimarobusthed. En ny rapport fra CONCITO foreslår et prioriteringssystem, der potentielt kan nedbringe arealbehovet til omlægningen til det halve, hvis vi tænker samtlige hensyn ind fra start.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye