KP-dimittender bliver revet væk: ledigheden er halveret på 10 år
18.9.2026 05:15:00 CEST | Københavns Professionshøjskole | Pressemeddelelse
Mens en ny analyse fra Nationalbanken viser, at virksomheder, der tager AI i brug, ansætter færre nye medarbejdere, er der fortsat stor efterspørgsel efter de professioner, som Københavns Professionshøjskole uddanner til. Dimittendledigheden på KP er halveret på ti år.

Kunstig intelligens er begyndt at sætte sine spor på det danske arbejdsmarked. En ny analyse fra Nationalbanken viser, at virksomheder, der tager AI i brug, efterfølgende ansætter færre nye medarbejdere end sammenlignelige virksomheder, der ikke bruger AI. Den lavere beskæftigelsesvækst er især koncentreret blandt yngre og medarbejdere med længere uddannelser.
Men for dimittenderne fra Københavns Professionshøjskole (KP) tegner de nyeste ledighedstal et billede af et arbejdsmarked med stor efterspørgsel.
Kun 3,3 procent af KP’s dimittender fra 2023 var ledige 4.-7. kvartal efter afsluttet uddannelse. Ti år tidligere var tallet 6,7 procent. Dermed er dimittendledigheden halveret på et årti. Til sammenligning var den gennemsnitlige dimittendledighed blandt dimittender fra videregående uddannelser 6,34 procent i 2023.
For rektor på Københavns Professionshøjskole Anne Vang Rasmussen sætter tallene en interessant ramme om den aktuelle diskussion om AI og fremtidens arbejdsmarked.
”Vi står midt i en teknologisk udvikling, som kommer til at ændre rigtig mange job. Derfor er det også værd at hæfte sig ved, at der er stor efterspørgsel efter vores dimittender. Vi uddanner til professioner, hvor man arbejder tæt sammen med andre mennesker, og hvor faglig dømmekraft, relationer og kommunikation er helt afgørende,” siger Anne Vang Rasmussen.
Hun understreger samtidig, at AI også kommer til at forandre professionsfagene.
”En sygeplejerske, pædagog eller lærer kommer selvfølgelig også til at bruge kunstig intelligens. Men AI skal være et redskab, der understøtter deres faglighed. Teknologien kan løse flere opgaver, men den kan ikke overtage relationen til patienten, barnet eller eleven,” siger Anne Vang Rasmussen.
Pædagogerne bliver hurtigt snuppet
En af de uddannelser, hvor udviklingen er særlig tydelig, er pædagoguddannelsen. I 2013 var 6,6 procent af pædagogdimittenderne fra KP ledige. Ti år senere var tallet faldet til 2,1 procent. Det svarer til et fald på omkring 68 procent.
”Der er brug for uddannede pædagoger, og det kan man meget tydeligt se i tallene. Pædagogisk arbejde handler grundlæggende om mennesker og relationer. Det er samtidig et fag, der stiller store krav til faglig dømmekraft. Det er kompetencer, som vi også får brug for på et arbejdsmarked med langt mere kunstig intelligens,” siger institutchef Nina Hemmersam fra pædagoguddannelsen.
På sygeplejerskeuddannelsen fortæller tallene en lidt anden historie. Her er det ikke et stort fald i ledigheden, der springer i øjnene. Det er, hvor lav den har været år efter år. I 2013 var 1,7 procent af KP’s sygeplejerskedimittender ledige. Siden 2015 har ledigheden stort set ligget omkring én procent, og blandt dimittenderne fra 2023 var den 1,0 procent.
Den lave ledighed blandt sygeplejersker ses også på landsplan, viser tal fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriets datavarehus. For sygeplejerskeuddannelsens institutchef Sussie Bratbjerg Israelson afspejler tallene et fag med mange forskellige muligheder.
”Som sygeplejerske uddanner man sig til et arbejdsmarked, hvor der er brug for ens faglighed mange forskellige steder. Det gælder både på hospitalerne, i kommunerne og i det nære sundhedsvæsen. Og samtidig kan man bevæge sig mellem en lang række specialer gennem sit arbejdsliv,” siger Sussie Bratbjerg Israelson.
For KP’s rektor Anne Vang Rasmussen er det vigtigt, at diskussionen om uddannelse og AI ikke kun handler om, hvilke job der kan forsvinde.
”Vi skal selvfølgelig ruste vores studerende til et arbejdsmarked, hvor kunstig intelligens kommer til at fylde meget mere. Men vi skal også huske, at fremtidens arbejdsmarked fortsat får brug for mennesker, der kan tage ansvar for andre mennesker. Vi får brug for lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere – og de skal være dygtige til både deres profession og til at bruge ny teknologi,” siger hun.
FAKTA OM DIMITTENDLEDIGHED
Uddannelses- og Forskningsministeriet opgør dimittendledigheden som et gennemsnit i 4. -7. kvartal efter endt uddannelse. Opgørelsestidspunktet giver dimittenderne en vis tid til at komme ind på arbejdsmarkedet, men er samtidig tæt nok på uddannelsens afslutning, til at det vurderes, at dimittenderne stadig søger job på baggrund af de kvalifikationer, som de har opnået i kraft af deres uddannelse.
De nyeste tal omfatter dimittender fra 2023. På KP er dimittendledigheden faldet fra 6,7 procent i 2013 til 3,3 procent i 2023. KP uddanner cirka 4.500 dimittender om året – på tværs af 23 forskellige uddannelser.
Disse 10 professionsuddannelser har den laveste dimittendledighed på KP:
• Sygeplejerske – 1,0 procent
• Radiograf – 2,0 procent
• Pædagog – 2,1 procent
• Jordemoder – 2,8 procent
• Fysioterapeut – 3,2 procent
• Laborant – 3,4 procent
• Lærer – 3,4 procent
• Katastrofe- og risikomanager – 3,4 procent
• Skat – 3,6 procent
• Ergoterapeut – 3,6 procent
For yderligere oplysninger:
Anne Vang Rasmussen, Rektor, avr@kp.dk, +45 20 69 13 93
Nina Hemmersam, Institutchef, nihe@kp.dk, +45 21 16 61 12
Sussie Heidi Bratbjerg Israelson, Institutchef, subi@kp.dk, +45 51 51 23 16
Nøgleord
Kontakter
Michael AndersenPressechef
Tlf:23445383micn@kp.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Ny rapport: Stærkere erhvervsuddannelser kræver større fokus på ledelse15.9.2026 09:46:47 CEST | Pressemeddelelse
Den første kortlægning af lederne på landets erhvervsskoler peger på et behov for at styrke ledelsen på skolerne. Samarbejdet mellem lederne på de enkelte skoler har stor betydning for, om det lykkes at komme i mål med eud-aftalen, der skal løfte kvaliteten i undervisningen og sikre flere faglærte i fremtiden.
Markant flere vælger meritlæreruddannelsen på KP10.9.2026 05:15:00 CEST | Pressemeddelelse
169 nye studerende begynder denne sommer på meritlæreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Det er en fremgang på 19 procent over to år.
Fleksible netuddannelser tiltrækker nye målgrupper21.8.2026 05:15:00 CEST | Pressemeddelelse
STUDIEOPTAG: Flere vælger i dag en professionsuddannelse, der helt eller delvist kan læses online. På Københavns Professionshøjskole er de studerende på netuddannelserne 7 år ældre end deres medstuderende på de ordinære forløb.
Flere får tilbud om studieplads på KP: Læreruddannelsen går frem for andet år i træk28.7.2026 00:01:00 CEST | Pressemeddelelse
4.691 ansøgere har fået tilbud om en studieplads på KP. Lærer-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelsen går frem, mens pædagoguddannelsen fortsat er udfordret.
Kvote 1: Fremgang til lærer i Hillerød – Bornholm fastholder det gode momentum5.7.2026 13:26:32 CEST | Pressemeddelelse
Flere ansøgere har sat kryds ved lærer- og sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød, mens Bornholm fastholder den stærke søgning til pædagoguddannelsen og oplever fremgang til den netbaserede læreruddannelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

