Atypiske dødsfald i jernalderen undrer forskere: Børnekranie i gulv og døde bygget ind i huse
6.10.2026 05:00:00 CEST | Nationalmuseet – Forskning og Kulturarv | Pressemeddelelse
Nyt studie afslører hidtil ukendte og brutale ritualer omkring død og vold i jernalderens Skandinavien. Det viser en langt større kompleksitet i datidens hverdag og forestillingsverden, end vi ofte tillægger jernalderens mennesker.

Hvordan forholdt mennesker sig til død, vold og de døde for 2.000 år siden?
Et forskningsprojekt ledet af forskningsprofessor i vikingetidsstudier på Nationalmuseet, Marianne Hem Eriksen, kaster nyt lys over nogle af jernalderens mest gådefulde skæbner og afslører en række opsigtsvækkende måder, som bestemte mennesker blev behandlet på både i livet og efter døden.
Studiet – udviklet i samarbejde med forskere fra bl.a. University of Leicester og University of Cambridge - undersøger en gruppe individer fra skandinavisk jernalder, som skiller sig markant ud fra samtidens øvrige befolkning. Fælles for dem er, at de ofte bærer spor efter usædvanligt meget vold og traumatiske skader, og at deres jordiske rester senere blev håndteret på måder, der afviger markant fra kendte begravelsesskikke.
"Blandt individerne finder vi blandt andet et barn på mellem to og fire år fra området ved Aalborg i århundrederne før Kristi fødsel. Vores DNA-analyser viser, at det er en lille dreng, som er blevet hugget med et sværd. Barnets kranium blev nedlagt i gulvet i et hus, hvor mennesker fortsatte med at bo. Det betyder, at man har gået hen over et barns kranium dag efter dag," siger Marianne Hem Eriksen.
I flere tilfælde ser forskerne tegn på, at menneskeknogler var bygget ind i boliger og at det er sket længe efter dødstidspunktet. Nogle kroppe kan have været udsat for menneskeofring eller henrettelse, mens andre først blev efterladt til forrådnelse gennem flere år, før dele af dem bevidst blev indbygget i huse og andre konstruktioner.
Ny forståelse af jernalderens samfund
Forskerne har også undersøgt et individ fra vikingetidens Aarhus, som tidligere blev antaget at være en mand. Nye DNA-analyser viser imidlertid, at der var tale om en kvinde.
"Kvindens kranium bar spor efter hugskader og blev nedlagt i en brønd. Disse glimt af levede liv fra fortiden viser, hvor fascinerende anderledes mennesker må have tænkt om liv og død," siger Marianne Hem Eriksen.
Ifølge forskerne peger resultaterne på, at vold ikke kun var et individuelt fænomen, men også kunne være en del af mere komplekse sociale og rituelle processer. De usædvanlige fund giver derfor anledning til at genoverveje vores forståelse af både samfundsstrukturer, vold og begravelsespraksis i jernalderen.
"Det åbner for en helt ny forståelse af jernalderens samfund, af forekomsten af vold og af håndteringen af døde. Resultaterne viser en langt større kompleksitet i datidens hverdag og forestillingsverden, end vi ofte tillægger jernalderens mennesker," siger Marianne Hem Eriksen.
Studiet om direkte og strukturel vold mod en gruppe atypisk behandlede døde i skandinavisk jernalder er publiceret i det anerkendte tidsskrift Journal of Archaeological Method and Theory. Analyserne af de to nævnte individer er foretaget med tilladelse fra Moesgaard Museum og Nordjyske Museer.
Fakta
- Studiet undersøger usædvanlige håndteringer af døde i skandinavisk jernalder.
- Flere af individerne bærer spor efter omfattende vold og traumer.
- Menneskelige rester blev i nogle tilfælde indbygget i huse og andre konstruktioner.
- Forskningen giver nye perspektiver på vold, ritualer og sociale strukturer i jernalderen.
Nøgleord
Kontakter
John Fhær Engedal NissenKommunikationsmedarbejderNationalmuseet
Tlf:+45 41 20 68 49jni@natmus.dkBilleder



Nationalmuseet
Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum. Det består af en række besøgssteder, herunder Nationalmuseet i København, hvor omkring 42.000 genstande er udstillet. Mere end to millioner museumsgenstande opbevares på magasin.
Gennem tværfaglig forskning arbejder mere end 50 forskere på Nationalmuseet med at forbinde fortiden med nutiden ud fra et bredt spektrum af emner. Det inkluderer alt fra materialeforskning og naturvidenskabelige analyser til undervandsarkæologi og forskning i krigshistorie, vikingetid, byudvikling, modehistorie, skriftsprog og plastik.
Nationalmuseets konservatorer arbejder på at bevare kulturarven for museer, kirker, slotte og herregårde, offentlige institutioner samt private.
Følg pressemeddelelser fra Nationalmuseet – Forskning og Kulturarv
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nationalmuseet – Forskning og Kulturarv
Norse church ruin found in Greenland24.9.2026 05:00:00 CEST | Press release
The find of a skeleton reveals a hitherto unknown Norse church in southern Greenland, not far from Erik the Red’s settlement. The discovery broadens our knowledge about the society and power balance in Greenland at that time and may lead to more such finds in the future.
Kirkeruin fra nordboerne fundet i Grønland24.9.2026 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fund af skelet afslører ukendt kirke fra nordboerne i Sydgrønland, ikke langt fra Erik den Rødes boplads. Opdagelsen gør os klogere på datidens samfundsudvikling og magtforhold i Grønland og kan måske føre til flere kirkefund i fremtiden.
4.500 year old food remains reveal sophisticated cooking in Early Bronze Age Syria14.9.2026 10:09:10 CEST | Press release
New research shows a sophisticated kitchen in ancient Syria dating back 4,500 years, featuring the use of two different types of cooking pots and a range of ingredients—such as goat, grain, and gazelle—as well as resin used as a spice.
4.500 år gamle madrester afslører avanceret madlavning i bronzealderens Syrien14.9.2026 08:24:09 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning viser et avanceret køkken i oldtidens Syrien for 4.500 år siden med brug af to forskellige grydetyper og en række ingredienser som ged, frugt, gazelle - og harpiks som krydderi.
Affald, brand og klimakrise: Stort bogværk om byggeloven viser, hvordan samfundets udfordringer har formet arkitekturen28.8.2026 09:00:25 CEST | Pressemeddelelse
Byggeloven har ændret sig mange gange gennem historien for at imødekomme de aktuelle samfundsproblemer. Nu samler et stort bogværk hele byggelovens historie: Fra affaldsproblemer i middelalderen til brandsikring i 1700-tallet og til nyere tiders fokus på energiforbrug i bygninger og byer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum