Nye tal: Samme adgang til boliglån på landet som i byerne
21.9.2026 07:16:46 CEST | Finans Danmark | Pressemeddelelse
Boligkøbere i landdistrikterne har ikke sværere ved at få lån end boligkøbere i resten af landet. Det er konklusionen i en ny analyse fra Finans Danmark. Boligkøbere i landdistrikterne får i lige så høj grad tilbud på lån til boligkøb som andre steder i landet.
Finans Danmark har i en ny dybdegående analyse undersøgt långivning i landdistrikter. Analysen viser, at der ikke er statistisk belæg for, at ansøgere i landdistrikter systematisk stilles ringere end ansøgere andre steder i landet.
”Der er ingen postnumre i Danmark, hvor man på forhånd er udelukket fra at få et boliglån. Der bliver hvert år givet tusindvis af lån til boligkøb i landdistrikterne, og siden 2016 er antallet af nye lån til boligkøb faktisk steget mere i landdistrikterne end i andre områder. Alligevel oplever vi en usikkerhed blandt nogle boligkøbere om, hvorvidt postnummeret alene kan udelukke dem fra at få lån til en bolig i landdistrikterne,” siger Steen Lohmann Poulsen, direktør for konkurrenceevne, realkredit og vækst i Finans Danmark, og fortsætter:
”Det er vigtigt at få gjort op med den opfattelse. Hvis familier fravælger en bolig i et landdistrikt, fordi de på forhånd tror, at de ikke kan få den finansieret, kan det i sig selv stå i vejen for bosætning og udvikling i dele af Danmark. Derfor har Finans Danmark på vegne af banker og realkreditinstitutter lanceret et klart løfte om et lånetilbud. Med låneløftet ønsker Finans Danmark at skabe større tryghed om mulighederne for boligfinansiering i hele landet. Er økonomien til det, kan man være sikker på at blive tilbudt et lån til en bolig i landdistrikterne efter gældende regler og det enkelte instituts kreditpolitik. Hvis man alligevel oplever at få afslag alene på grund af boligens beliggenhed, skal der være mulighed for at klage, og klageadgangen skal være uvildig, nem og gennemskuelig.”
Analysen, der bygger på spørgeskemaundersøgelser fra hhv. 2021, 2024 og 2026 samt registerdata, viser, at samme andel af låneansøgningerne får tilbudt lån i landdistrikter som i andre dele af landet. På tværs af alle tre undersøgelser får ni ud af 10 af dem, der har søgt om lån, tilbudt et lån. Det betyder med andre ord, at der ikke er forskel på, om man får tilbudt et lån til køb af bolig i landdistrikterne eller andre steder i landet.
Når der kontrolleres for en lang række forhold, som har betydning for kreditvurderingen – herunder indkomst, beskæftigelse, alder, civilstand, boligtype og kreditforhold – er der heller ingen forskel på sandsynligheden for at få tilbudt et lån i landdistrikter som i resten af landet. I de relativt få tilfælde, hvor der gives afslag, er det primært låneansøgernes økonomiske forhold der afgør, om der gives et lånetilbud.
”Debatten om lån i landdistrikter handler ofte om adgang til finansiering. Vores analyse viser, at banker og realkreditinstitutter ikke forskelsbehandler ansøgere på baggrund af postnummer. Derfor bør den politiske debat i højere grad handle om, hvordan vi skaber gode rammer for at bo, arbejde og drive virksomhed i hele Danmark. Stærke lokale arbejdsmarkeder, god infrastruktur og attraktive lokalsamfund er afgørende for på længere sigt at understøtte et velfungerende boligmarked i landdistrikterne,” siger Steen Lohmann Poulsen.
Det er også vigtigt at få større fleksibilitet i boliglånereglerne, så danskerne får bedre lånemuligheder, også i landdistrikterne. Banker og realkreditinstitutter skal i højere grad kunne tage udgangspunkt i den enkelte families situation.
”Banker og realkreditinstitutterne vil gerne læne sig mere frem, men bremses af unødigt rigide regler og tilsynspraksis. Mere fleksible låneregler kan forbedre finansieringsmulighederne, f.eks. ved bedre at kunne inddrage lokalkendskab og kunne tage udgangspunkt i den enkelte danskers økonomi,” siger Steen Lohmann Poulsen.
Læs nyheden og analysen her
Finans Danmark
Finans Danmark er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.

Følg pressemeddelelser fra Finans Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Finans Danmark
Finans Danmark lancerer boligudspil: Gode boliger gennem hele livet21.9.2026 07:37:45 CEST | Pressemeddelelse
Boligbehovene ændrer sig gennem livet, men boligmarkedet følger ikke altid med. Med et nyt boligudspil præsenterer Finans Danmark en række forslag, der skal gøre det lettere at finde en bolig, der passer til både behov og økonomi – fra den første bolig til boligen i den tredje alder.
Flere ældre bor i boliger, der ikke matcher deres behov20.9.2026 07:16:54 CEST | Pressemeddelelse
Mange ældre danskere bor i dag i boliger, der ikke længere passer til den livsfase, de er i. Allerede blandt de 55-64-årige oplever mange, at boligen ikke matcher deres behov, mens udfordringerne blandt de ældste ældre ofte handler om store og vedligeholdelseskrævende boliger samt en flytteproces, der virker uoverskuelig. Det viser en ny analyse fra Finans Danmark.
Der bliver solgt færre huse, men priserne fortsætter op18.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Priserne på parcel- og rækkehuse er steget det seneste år, samtidig med at der er blevet solgt færre huse. Køberne har fået mindre nedslag i udbudsprisen sammenlignet med for et år siden. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
Investorer strømmer mod danske obligationer efter turbulent 202615.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Pengene strømmer ind i investeringsfonde med danske obligationer i et uset højt tempo. Nettokøbet af detail-fonde med fokus på danske obligationer har i 2026 allerede oversteget det samlede nettokøb fra 2019 til 2025. Sammen med positive aktieafkast har det betydet, at der ved udgangen af august 2026 samlet set var 1.499 mia. kr. investeret i danske detailfonde. Det er ny rekord.
Danmark risikerer ny afhængighed: Internationale banker strammer grebet om Europa14.9.2026 12:03:42 CEST | Pressemeddelelse
Banker udenfor EU og især amerikanske banker vinder markedsandele i Europa. Finans Danmark opfordrer til regulering, der sidestiller danske og europæiske bankers evne til at finansiere vækst, investeringer og omstilling med banker udefra
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum